Et længe ventet signal fra de franske marker
Efter årevis med alarmerende tal fra Frankrig er der endelig tegn på bedring. Insektædende fugle begynder så småt at genvinde det tabte terræn. Ændringen er ikke dramatisk, men den er tydelig i både tal og på kortene.
En ny analyse af langsigtede feltdata viser, at fuglebestandene på landbrugsarealer er begyndt at vokse forsigtigt – og det sker i kølvandet på EU's forbud mod de mest giftige insektgifte.
Hvad ændrede sig på de franske marker efter 2018
I 2018 indførte EU et forbud mod de vigtigste stoffer i neonikotinoid-gruppen, som siden 1990'erne primært har været anvendt i landbruget. Disse midler skulle beskytte afgrøderne mod skadedyr, men ramte på samme tid hele den øvrige natur.
Normalt talte man mest om bier og andre bestøvere. Nu har et forskerhold ledet af Thomas Perrот fra den franske Foundation for Research on Biodiversity undersøgt, hvad der skete med de fugle, der lever af insekter. Resultaterne, offentliggjort i tidsskriftet Environmental Pollution, viser, at visse insektædende arter langsomt er ved at komme sig efter forbuddet.
Forskerne har for første gang så tydeligt koblet et forbud mod specifikke pesticider til en målbar forbedring i fuglebestanden i landbrugslandskabet.
Imidacloprid – den stille synder bag fuglenes tilbagegang
I centrum af analysen står imidacloprid, et af de mest udbredte neonikotinoider i Frankrig frem til forbuddet. I årevis sivede det ned i jord og overfladevand og fandt vej ind i regnormenes, gnavernes og fuglenes kroppe. Det reducerede ikke blot mængden af insekter, som fuglene lever af – det var også direkte giftigt for fuglene selv, både ved høje doser og ved langvarig lav eksponering.
Undersøgelsen dækkede næsten 2.000 landbrugsparceller, der overvåges som led i et landsdækkende program for optælling af ynglefugle. Forskerne sammenlignede eksponeringsniveauet for imidacloprid med bestandsstørrelserne hos de enkelte arter i perioden 2013–2022.
- Før forbuddet: der hvor stoffet blev påvist, var bestanden af insektædende fugle i gennemsnit cirka 12,7% lavere.
- Efter forbuddet: forskellen var skrumpet, men udgjorde stadig omkring 9%.
Det betyder i praksis, at imidaclopridets skadelige virkning ikke forsvandt fra den ene dag til den anden. Molekylet er langlivet i miljøet – særligt i jord og vand – så fuglene mærker stadig konsekvenserne af mange års intensiv brug.
Insektædere reagerer stærkest, frøædere klarer sig bedre
Forskerne undersøgte i alt 57 fuglearter på 1.983 lokaliteter spredt over hele landet. De opdelte arterne i tre grupper: insektædere, frøædere og arter med en mere varieret kost.
Det kraftigste fald i bestandsstørrelse sås hos de fugle, der primært lever af insekter – altså dem, der er mest afhængige af en rig bestand af hvirvelløse dyr. Jo højere eksponeringen for imidacloprid var, jo færre insektædende fugle fandtes der på det pågældende areal. Sammenhængen var næsten lineær.
Frøædere og "fleksible" arter viste derimod en langt svagere eller helt anderledes reaktion. Visse steder steg deres bestand faktisk midlertidigt ved moderate eksponeringsniveauer, hvilket tyder på mere komplekse mekanismer – for eksempel ændringer i afgrødestrukturen.
Frankrig inddelt efter fuglenes kostpræferencer
Den rumlige analyse afslører tydelige regionale forskelle. Insektædende fugle optræder hyppigere i landets centrale, nordvestlige og østlige dele. Frøædere dominerer derimod mere i syd, hvor landskab og afgrødestruktur adskiller sig fra resten af landet – og hvor kemikaliepraksisserne ligeledes varierer.
Landskabets struktur spiller også en afgørende rolle. På arealer med intensivt landbrug, store ensartede marker og få hegn, trægrupper og enge er pesticidkoncentrationerne ofte højere, og fødegrundlaget fattigere. I mere mosaikprægede landområder med økologisk eller ekstensivt landbrug har fuglene bedre overlevelseschancer.
Langsom bedring efter forbuddet – gode nyheder med forbehold
Selv om der kun er gået få år siden forbuddet, peger data på en svag indsnævring af forskellen mellem arealer med høj og lav eksponering for imidacloprid. Steder, hvor der tidligere var markant færre insektædende fugle, begynder at indhente de mindst eksponerede områder.
Tempoet er dog stadig meget beskedent. På en del marker kan imidacloprid spores i jord og vand adskillige sæsoner efter, at brugen er ophørt. I Frankrig blev der desuden i to år efter forbuddet givet særlig tilladelse til at anvende stoffet i sukkerroedyrkning, hvilket yderligere forlængede dets tilstedeværelse i miljøet.
Forskerne vurderer, at en mere fuldstændig genopbygning af fuglebestandene kan tage årtier – svarende til forløbet efter udfasningen af DDT i anden halvdel af det 20. århundrede.
Fuglenes situation påvirkes desuden af en række andre faktorer: klimaforandringer, tab af levesteder, nedlæggelse af enge og voksende urbaniseringspres. Derfor er det vanskeligt at tilskrive alle de observerede ændringer ét enkelt pesticid, selv om imidaclopridets rolle i insektædernes tilbagegang tegner sig meget tydeligt.
En ny målestok advarer: problemet stopper ikke ved ét middel
Perrots hold foreslog også en ny metode til at måle landbrugets kemiske belastning af miljøet – den såkaldte Total Applied Toxicity (TAT)-indeks. Den kombinerer data om mængden af anvendte midler med deres giftighed over for forskellige grupper af organismer: insekter, fugle og vandlevende dyr.
| Hvad TAT måler | Hvorfor det er vigtigt |
|---|---|
| Den samlede giftighed af alle anvendte stoffer på et givet areal | Viser det samlede kemiske pres – ikke blot effekten af ét pesticid |
| Påvirkning på tværs af forskellige organismegrupper | Muliggør en vurdering af konsekvenserne for hele økosystemet |
| Sammenhængen mellem landbrugspraksis og miljøkvalitet | Kan bruges som redskab til at planlægge mere naturvenlige produktionsformer |
Resultaterne viser, at selv efter neonikotinoidernes udfasning forbliver det samlede toksiske pres på landbrugsøkosystemerne højt. At erstatte ét middel med et andet løser oftest ikke problemet – det ændrer blot dets form.
Europa sætter mål, men praksis halter stadig bagud
Undersøgelsen passer godt ind i den bredere sammenhæng med EU's "jord til bord"-strategi, som bl.a. sigter mod at halvere pesticidforbruget inden 2030. Analysen viser, at regulering har en reel effekt på naturens tilstand – men at forandringerne gennemføres alt for langsomt.
Årsagerne er velkendte på tværs af mange lande:
- stærkt pres fra dele af den kemiske industri og landbrugssektoren;
- varierende ambitionsniveau for miljøpolitikken mellem de enkelte lande;
- kompleksiteten ved godkendelse af nye stoffer på markedet;
- landbrugernes bekymringer for udbyttefald ved reduktion af kemi.
Studiets forfattere understreger, at forbud alene ikke er nok. Sideløbende er der behov for økonomiske midler og praktiske redskaber til de landmænd, der ønsker at omstille sig til mere bæredygtige produktionsformer – herunder agroøkologisk landbrug.
Hvilke tiltag hjælper reelt fuglene på landbrugsarealer
Konklusionerne fra den franske undersøgelse er værdifulde langt ud over Frankrigs grænser. De peger på en række praksisser, der faktisk forbedrer forholdene for fuglene:
- bevarelse og genopretning af marklevende trægrupper, vandhuller og levende hegn, der fungerer som yngle- og fødesøgningsområder;
- reduktion af kemiske plantebeskyttelsesmidler og gødning samt mere præcis anvendelse af dem;
- overgang til sædskifte, blandet dyrkning og større variation i landbrugslandskabet;
- støtte til økologiske bedrifter og lavintensivt landbrug;
- overvågning af fugle og insekter for at kunne vurdere effekten af fremtidige ændringer.
Det kan lyde abstrakt, men resultaterne kan være meget konkrete. Blot et par år med et genoprettet hegn eller en frugthave med traditionelle træsorter kan være nok til, at stære, fluesnappere og vipstjerter atter dukker op i området. Uden insekter og uden varierede omgivelser har de ingen steder at fouragere eller yngle.
Hvorfor fuglenes skæbne også angår byboere
Fuglebestande er en følsom målestok for naturens generelle tilstand. Når antallet af almindelige arter begynder at falde, er det et tegn på, at noget alvorligt er undervejs under overfladen: livet i jorden svinder, insekterne bliver færre, enge og markskel forarmede. På længere sigt rammer det også landbruget selv, som er afhængigt af bestøvere, regnorme der forbedrer jordens struktur og naturlige fjender af skadedyr.
Den forsigtige stigning i antallet af insektædende fugle i Frankrig efter neonikotinoidernes udfasning viser, at kursen er rigtig – men den kræver tålmodighed og konsekvens. Hver beslutning om at opgive de mest giftige midler og hvert hegn, der bevares langs markerne, kan virke som en bagatel. Men i den lange række af sådanne små skridt gemmer sig en reel chance for, at vores marker om nogle år igen summer af fuglesang.
