ISS skal brænde op i atmosfæren. Uret tikker
Den Internationale Rumstation bliver forladt og trukket ud af kredsløb senest omkring 2030. For den almindelige læser lyder det som en fjern fremtid – for NASA og rumfartsvirksomheder er det dramatisk tæt på. I det amerikanske Senat vokser uroen, fordi programmet for bemandede rumflyvninger endnu ikke har en stabil efterfølger til den station, der i mere end to årtier har været hjertet i menneskets tilstedeværelse i kredsløb.
Den Internationale Rumstation ældes hurtigt. Konstruktionen, der blev sat i drift i slutningen af 1990'erne og begyndelsen af 2000'erne, har længe opereret på grænsen af sine muligheder. Ingeniører reparerer fejl løbende, men der er ingen illusioner: modulerne holder ikke evigt. Det aftalte ophørstidspunkt falder ved overgangen til dette årtis slutning, og et af de afsluttende skridt bliver en kontrolleret nedbrænding i atmosfærens tætte lag, hvor en stor del af konstruktionen ganske enkelt vil gå op i flammer.
Det bliver ikke et spektakulært "rumskrot-show", men en præcisionsoperation. Kredsløbet skal styres, så resterne lander i et isoleret havområde, der i årevis har fungeret som "gravplads" for satellitter. For forsknings-, forsvars- og kommercielle sektorer er noget andet langt vigtigere end selve nedbrydningen – nemlig hullet i menneskets faste tilstedeværelse i kredsløb.
ISS forlader kredsløb omkring 2030. Hvis nye stationer ikke er klar til den tid, kan der opstå en pause i udsendelsen af astronauter til lav jordkredsløb.
Amerikanske senatorer presser på: kontinuitet i bemandede flyvninger er nødvendig
Bekymringerne kommer stærkest til udtryk i kredse tilknyttet Texas – den stat, hvor blandt andet Johnsons Rumcenter og den berømte base i Houston ligger. Det er her, bemandede missioner koordineres og astronauter trænes. En republikansk senator fra Texas leder det udvalg, der har ansvar for videnskab og transport, herunder rumpolitik. Hans medarbejdere sender NASA et klart signal: en pause i menneskers tilstedeværelse i kredsløb er uacceptabel.
I udtalelser, som amerikanske medier har fået adgang til, erkender en nær medarbejder til senatoren, at der ved næsten enhver samtale om fremtiden for bemandede flyvninger dukker ét krav op – kontinuitet. Ifølge dette miljø må situationen fra slutningen af rumfærge-programmet ikke gentage sig, da USA i årevis var tvunget til at købe pladser i russiske Soyuz-rumfartøjer.
Amerikanske politikere kræver af NASA en klar tidsplan: ISS forlader kredsløb, og kommercielle stationer overtager rollen som laboratorium nærmest uden afbrydelse.
En ny model: private stationer i kredsløb
NASA's svar på den forestående afslutning af ISS er at satse på den kommercielle sektor. Agenturet ønsker ikke længere selv at finansiere og vedligeholde en gigantisk konstruktion, der sluger milliarder af dollars om året. I stedet agter det at blive én af "kunderne" hos stationer bygget af private virksomheder – ligesom det i dag køber transport af gods og besætninger i raketter fra virksomheder som SpaceX.
Flere koncepter for kommercielle orbitale komplekser er på bordet. Blandt dem er moduler, der indledningsvis skulle kobles til ISS og efter afslutningen af dens mission fungere selvstændigt. Andre projekter forudsætter fuldt uafhængige stationer, der lanceres direkte til egne kredsløb. Fællesnævneren er: relativt mindre dimensioner, modulær konstruktion og bred åbenhed over for forskellige kundegrupper – fra regeringer over universiteter til farmaceutiske og teknologivirksomheder.
Hvad skal kommercielle stationer levere?
- Forskning i mikrogravitation – videreførelse af biologiske, medicinske og materialemæssige eksperimenter påbegyndt på ISS.
- Teknologiudvikling – afprøvning af nye fremdriftssystemer, robotter og løsninger nødvendige til ekspeditioner til Månen og Mars.
- Turistsegment – kortvarige ophold for privatpersoner finansieret af dem selv eller sponsorer.
- Tjenester for virksomheder – produktion af specialmaterialer og lægemidler, der udnytter vægtløshedens betingelser.
Denne model skal reducere omkostningerne for amerikanske skatteydere og samtidig øge fleksibiliteten. Hvis én station havarerer eller kræver modernisering, kan en anden overtage dele af opgaverne. For NASA er hovedmålet dog adgang til en pålidelig forskningsplatform, der kan erstatte ISS.
En stram tidsplan og reelle risici
Selv de mest imponerende visualiseringer af nye moduler ændrer ikke ved én grundlæggende kendsgerning: at designe, bygge, teste og placere en fungerende station i kredsløb tager mange år. Fra båndoverklipningen på en konference til den første bemandede dokningsmanøvre er der en lang og ofte smertefuld vej fyldt med tests, certificeringer og forsinkelser.
NASA, der har lært af erfaringerne fra tidligere programmer, ved, at ikke alle projekter når i mål i den oprindelige form. Her er fejlmarginen lille, fordi arbejdstidsplanen skal harmonere med datoen for den endelige nedlukning af ISS. Hvis kommercielle stationer ikke er klar til tiden, kan konsekvenserne blive alvorlige:
| Scenarie | Mulige konsekvenser |
|---|---|
| Kort pause i bemandede flyvninger til LEO | Tab af dele af forskningen, ringere forberedelse til Måne- og Mars-missioner |
| Stærkere position for konkurrenter | Kinas fordel, da landet udvikler sin egen station og kan tiltrække udenlandske agenturer |
| Tilbagevenden til brug af andres infrastruktur | Risiko for politisk afhængighed af andre stater eller begrænset antal pladser til amerikanske astronauter |
For forskningsmiljøet kan selv en to-til-tre-årig pause betyde tab af generationers forskning, afbrydelse af langsigtede eksperimenter og vanskeligere forsvar af budgetter. Derfor vokser presset fra senatorer og eksperter med hver ny rapport om ISS's tilstand.
Hvad sker der med resten af verden, når ISS slukker?
ISS har hidtil været et symbol på internationalt samarbejde – fra amerikanere og europæere over Japan til Rusland. Den gav mange lande den eneste mulighed for at sende egne astronauter i kredsløb. Når stationens mission slutter, kan magtbalancen ændre sig markant.
Kina udvikler konsekvent sin egen station med det mål at tiltrække partnere, der ikke får plads i NASA-tilknyttede programmer, eller som søger alternativer. Europa, Canada og Japan er til gengæld i høj grad afhængige af, om programmet med kommercielle stationer i USA lykkes.
Den gennemsnitlige jordbeboer vil ikke mærke nogen forskel fra den ene dag til den anden, når ISS deorbiteres. For lande, der investerer i bemandede flyvninger, er det et nyt kort over indflydelse og alliancer.
Hvorfor er en konstant menneskelig tilstedeværelse i kredsløb så afgørende?
Faste beboere i lav jordkredsløb er ikke blot et prestigesymbol. Det er frem for alt et levende laboratorium, der muliggør observation af effekterne ved langvarig ophold i vægtløshed, kosmisk stråling og isolation. Uden sådan infrastruktur er det langt vanskeligere at planlægge sikre missioner af måneds- eller årsvarighed, som f.eks. ekspeditioner til Mars.
Forskere studerer i rummet blandt andet muskelnedbrydning, ændringer i knoglesystemet, mikrogravitationens indvirkning på syn og kredsløb samt kropsvæskers adfærd. Nogle af disse effekter kan simuleres på Jorden, men kun lange ophold i kredsløb giver det fulde billede. En pause i forskningen skubber viden tilbage og vanskeliggør langsigtede sammenligninger.
Rummets fremtid som et politisk og forretningsmæssigt anliggende
Diskussionen om ISS's efterfølger foregår ikke udelukkende i kredse af forskere og ingeniører. Det er et område, hvor nationale ambitioner, store virksomheders interesser og reelle økonomiske fordele mødes. En station handler ikke kun om forskning – det handler også om kontrakter til industrien, arbejdspladser og teknologiudvikling, der siden finder vej ned til Jordens overflade, f.eks. inden for medicin og telekommunikation.
I USA fungerer sådanne projekter som "magneter" for innovation i regioner, der er koncentreret omkring rumcentre. Derfor skyldes politikernes pres ikke udelukkende bekymring for videnskaben – det handler også om at fastholde deres staters og valgkredses position i fordelingen af det kosmiske kage.
Det er afgørende at være bevidst om, at de beslutninger, der træffes i dag om ISS og kommercielle stationer, vil definere adgangen til kredsløb for hele den næste generation. Det afhænger af, om forskere og astronauter fremover vil have lettere adgang til forskning i mikrogravitation – eller om de vil være henvist til enkeltpladser i udenlandske programmer. Det er derfor værd at følge ikke kun de spektakulære raketstarter, men også de tilsyneladende tekniske stridigheder om tidsplaner og kontrakter – for det er dem, der afgør, hvem der reelt bliver vært i rummets nabolag af Jorden efter ISS-æraen.
