En gammel Fiat kører gennem Cubas gader – drevet af trækul
Forestil dig at se en lille, slidt Fiat rulle ned ad en cubansk gade, mens der stiger røg op fra en mærkelig konstruktion bag på bilen – ikke benzindampe, men røg fra brændende træ og trækul. Det er ikke en filmscene. Det er virkelighed i 2026.
Da brændstof på øen er blevet nærmest umuligt at opdrive, valgte én mekaniker at gøre noget radikalt. I stedet for at lede efter benzin på sortbørsmarkedet til vanvittige priser vendte han tilbage til en næsten glemt teknologi og forvandlede sin slidte Fiat Polski 126p til en bil drevet af trægasanlæg.
Cuba uden brændstof – og en lille Fiat der nægter at dø
Landet har i månedsvis kæmpet med en dyb brændstofkrise. Olieleverancerne er faldet fra omkring 100.000 tønder om dagen til cirka 56.000. For den almindelige bilist betyder det én ting: der er ingen benzin – og hvis der endelig dukker noget op, er det i så små mængder, at det næsten ikke tæller.
Tankstationer står tomme. Folk venter i timevis i kø og kører ofte hjem med ingenting. Det uofficielle marked blomstrer til gengæld. En liter benzin kan koste svarende til omkring 8 dollars – altså cirka 7,5 euro – flere gange mere end den officielle pris. For de fleste cubanske familier er det ganske enkelt umuligt at betale.
Midt i dette kaos lever Juan Carlos Pino, en 56-årig mekaniker. I sin garage har han stående en Fiat Polski 126p fra 1980 – kendt i Polen som "maluchen" og fremstillet på Fiat-licens. Under normale omstændigheder er det blot en gammel lille bybil. Under Cubas brændstofblokade er den blevet guld værd for ham: et middel til at tjene penge, køre familien rundt og klare de basale gøremål.
Sådan forvandlede mekanikeren sin lille Fiat til en trækuls-bil
Pino besluttede, at han ikke passivt ville stirre på en tom tank. Han gravede i motoriseringens historie og fandt frem til en løsning, der minder mere om krigstider end om det 21. århundrede: et trægasanlæg, også kaldet en forgasser til trægas. Denne teknologi blev brugt i stor stil i Europa under 2. verdenskrig, da benzinen var rationeret.
En hjemmelavet forgasser bygget af en gammel propantank
I stedet for en traditionel brændstoftank fik bilen monteret en stor metalkylinder bagi. Pino brugte en gammel propangasflaske og ombyggede den til et forbrændingskammer. Låget lavede han af dele fra en elektrisk transformer. Inde i kammeret kommer trækul, der forbrændes ved ekstremt høje temperaturer – op mod 1.000 grader Celsius – men under iltbegrænsede forhold.
Ved ufuldstændig forbrænding dannes en brændbar gas rig på kulilte, som efter ordentlig rensning kan drive en klassisk forbrændingsmotor.
Gassen fra kammeret ledes ikke direkte ind i motoren. Den skal først passere gennem et primitivt, men effektivt køle- og filtreringssystem. Som filter brugte Pino en gammel metalspand til mælk, fyldt med gammelt tøj. Stoffet fanger støv, aske og sodpartikler. Først derefter suger motoren den rensede gas ind – i stedet for den sædvanlige blanding af benzin og luft.
Ydeevne: langsommere og svagere – men den kører
En sådan ombygning har naturligvis sin pris. Den lille Fiat bliver ikke pludselig til en sportsvogn. Tværtimod mister den en betragtelig del af sin kraft – skønsmæssigt 30 til 50 procent. Bilen accelererer trægt og bruger lang tid på at komme op i fart. Derudover skal ildstedet tændes inden hver tur, og man skal vente, til anlægget er varmt nok til at producere brugbar gas.
På trods af disse ulemper er bilen fuldt funktionel. Pino regner med, at han på én opladning med trækul kan køre omkring 85 kilometer. Tophastigheden er cirka 70 km/t. Til kørsel i byen og på de lokale veje er det mere end rigeligt. Med jævne mellemrum skal der tilføjes brændsel, og filteret skal renses – ellers kvæles motoren.
En tilbagevenden til krigstidsteknologi
Selvom synet af den rygende lille Fiat kan virke eksotisk for forbipasserende, er lignende løsninger velkendte i historien. I Europa under 2. verdenskrig kørte op imod en million køretøjer med trægasanlæg – lastbiler, busser og endda traktorer. Mange af dem kæmpede med næsten de samme begrænsninger som Juan Carlos' bil:
- Markant tab af motoreffekt og tophastighed
- Behov for hyppig rensning af filtre
- Konstant overvågning af ilden i forbrændingskammeret
- Kraftig røg og sod på karrosseriet
- Risiko for kulilteforgiftning og brand
Kulilte er lugtfri og dødelig, så chauffører med denne type anlæg skal være meget opmærksomme på selv de mindste utætheder i systemet. Temperaturen i forbrændingskammeret når ekstreme værdier, og selv en lille fejl i monteringen kan sætte bilen i brand.
En bil drevet af trægas er ikke et legetøj for en amatørhobbyist. Det er snarere et desperat svar på manglen på adgang til konventionelt brændstof.
En overlevelsesbil i et land af opfindsomme mekanikere
Cuba er i årevis blevet berømt for sin motoriserede kreativitet. Amerikanske 1950'er-biler ruller stadig gennem gaderne – nylakerede, svejsede og udstyret med motorer fra lastbiler eller kinesiske busser. Mekanikere samler dele, renoverer det som i andre lande for længst ville være skrottet, og betragter hvert stykke metal som en skat.
Juan Carlos' Fiat Polski passer perfekt ind i dette billede – men går et skridt videre. Det handler ikke længere blot om at forlænge en gammel bils levetid. Det er et overlevelsesredskab i et land, hvor man uden transport pludselig mister adgang til arbejde, læge og selv dagligdagens indkøb.
| Egenskab | Fiat på benzin | Fiat på trægas |
|---|---|---|
| Brændstoftype | Benzin fra raffinaderi | Trækul / træ |
| Brændstofpris | Høj, ofte sortbørs | Lavere, lokalt brændstof |
| Rækkevidde pr. "tankning" | Cirka 250–300 km | Cirka 85 km |
| Effekt og dynamik | Fabriksstandard for gammel bil | 30–50% lavere |
| Forberedelsestid | Øjeblikkeligt ved start | Kræver optænding og opvarmningstid |
Trægas versus elbiler på Cuba
Nogle cubanske borgere forsøger at bevare deres mobilitet ved at skifte til elektriske scootere og trehjulede køretøjer. For mange er det den eneste mulighed for at frigøre sig fra benzinafhængigheden. Men elbilerne har også deres begrænsninger: hyppige strømafbrydelser, dyre batterier og ringe kvalitet på hjemmenes elinstallationer.
Pinos projekt peger i en helt anden retning. I stedet for at vente på et stabilt elnet griber han fat i et råmateriale, der er tilgængeligt næsten overalt: træ og trækul. Det er ikke en ideel løsning for hele landet – masseafbrænding af træ ville hurtigt true skovene. Men for enkeltpersoner med individuelle køretøjer bliver det en form for nødtransport.
Giver sådanne biler mening i andre lande?
I velstående dele af verden lyder idéen om en trægasdrevet bil som en mærkelig kuriositet. Der, hvor tankstationer findes på hvert gadehjørne, tænker ingen på at tænde et bål i bagagerummet. Men billedet ændrer sig dramatisk, når adgangen til brændstof begynder at svigte, og folk holder op med at stole på forsyningssikkerheden.
Et trægasanlæg kan ikke i stor skala erstatte benzin eller elektricitet. Det er snarere en løsning i yderste nød – for landmanden der skal nå sin mark, for lægen i en afskåret landsby, eller netop for mekanikeren på en ø, der er ramt af sanktioner og energikrise.
Trægasteknologien minder os om, at forbrændingsmotoren kan være overraskende fleksibel. Man behøver blot at ændre den måde, man leverer brændstof til den på, for at en klassisk gammel bil kan blive forvandlet til et køretøj, der gør sin fører uafhængig af olieraffinaderier. Prisen er komfort, sikkerhed og tid. Gevinsten er muligheden for at køre derhen, hvor andre er nødt til at gå.
