En helt ny analyse udført for NASA kaster et koldt lys over den populære drøm om at forvandle den røde planet til et frodigt paradis. Det viser sig nemlig, at en fuldkommen kolonisering kræver en industriel indsats af dimensioner, vi slet ikke fatter. Udfordringen ligger ikke i de fysiske love eller manglende teknologi, men derimod i projektets fuldstændig absurde omfang.
I årtier har rumentusiaster leget med tanken om at opvarme Mars, frigive kuldioxid fra iskalotterne og gradvist plante skove, der kan skabe et gæstfrit miljø. Elon Musk har længe talt varmt for netop denne plan, som han anser for at være civilisationens næste naturlige skridt.
En matematisk mavepuster fra Jet Propulsion Laboratory
For at få et faktuelt overblik bad NASA fysikeren Slava Turyshev fra Jet Propulsion Laboratory om at regne på den faktiske pris. Han kiggede dog ikke på dollarsedler, men derimod på rå mængder af fysisk materiale og gigawatt-timer af energi. Konklusionen er krystalklar: Komplet terraformering af Mars er i øjeblikket et rent eventyr uden nogen realistisk tidsramme.
Hovedproblemet er, at den påkrævede infrastruktur vil trække på ressourcer, der rækker utroligt meget længere end vores nuværende globale industrikapacitet i de næste mange århundreder. Både forskere og ingeniører må blankt erkende, at tallene simpelthen sprænger rammerne.
Kogende blod og lånte måner
Trykket på Mars er i dag så ekstremt lavt, at et ubeskyttet menneske ville omkomme på få sekunder. Uden en specialdesignet trykdragt ville kroppens egen varme få blodet i årerne til at koge, fordi de ydre omgivelser praktisk talt ikke yder nogen modstand.
For blot at opbygge den absolutte minimumsgrænse for en svag atmosfære, viser beregningerne fra Slava Turyshev, at man skulle tilføre utrolige 3,89 × 10¹⁵ kg gasarter. Det er et tal, der er næsten umuligt at gribe om. Rent vægtmæssigt svarer en sådan minimal nød-atmosfære cirka til massen af månen Deimos, der kredser om Mars.
Ønsker man sig i stedet en behagelig atmosfære fyldt med ilt og kvælstof, vokser regnestykket betragteligt. Det ville kræve en samlet masse svarende til Janus, en af månerne ved Saturn, som er omkring tusind gange tungere end Deimos. Det betyder enten et mareridtsagtigt mineprojekt på selve planeten for at udvinde gasserne fra klippegrund, eller at man bogstaveligt talt skal transportere hele måner gennem solsystemet.
Energikløften: 20 gange Jordens netværk i 1.000 år
Den ubetinget mest nedslående del af analysen rammer energibehovet. Selv i et drømmescenarie, hvor vi finder rigeligt med is, der kan smelte og give ilt, vil spaltningen af vandmolekylerne kræve uendeligt mange ressourcekrævende kemiske reaktioner.
Hvis hele atmosfæren på Mars skal iltes fuldstændigt, kræver det et konstant strømforbrug på omkring 380 terawatt i tusind år i træk. Det svarer rent faktisk til at tage hele Jordens nuværende energiinfrastruktur, multiplicere den med tyve, og lade maskinerne brøle uafbrudt på en dybfrossen klode i ti århundreder.
Al denne teknologi ville desuden skulle overleve i et ekstremt fjendtligt landskab med giftigt støv og voldsom stråling. Terraformering af planeten vil altså kræve et evolutionært spring i energiproduktion, som vi end ikke er i nærheden af i dag.
Kontinenter af kosmiske spejle
En åndbar atmosfære gør det dog ikke alene. Mars er dybfrossen sammenlignet med Jorden, og for overhovedet at tillade flydende vand på overfladen, skal den globale temperatur hæves med hele 60 grader Celsius. Dette projekt vil sluge vanvittige mængder solenergi.
Et populært koncept går ud på at bygge gigantiske svævende spejle, som reflekterer sollyset direkte ned på polarområderne. Men hvor stort skulle sådan et spejl egentlig være? Ifølge de nye udregninger er svaret svimlende 70 millioner kvadratkilometer spejlflade.
- Til sammenligning udgør hele Europa cirka 10 millioner kvadratkilometer.
- Det foreslåede spejlsystem ville kræve et areal svarende til syv gange Europa i kredsløb.
- I dag kræver et lille rumteleskop på blot få meter opmærksomhed fra hundredvis af højtuddannede eksperter.
- Konstruktionen af astronomiske spejlkontinenter hører dermed til i en ufattelig fjern science fiction-virkelighed.
Hvorfor Musk holder fast i historien
Ifølge analysens afsender er visionen om den grønne planet primært værdifuld som en motiverende fabel. Den skaber overskrifter, trækker kapital til rumfartsindustrien og driver en helt reel udvikling af genanvendelige raketter fremad. I bund og grund er der tale om effektiv kosmisk markedsføring snarere end en detaljeret arbejdstegning.
Alt dette gør naturligvis ikke Mars-rejser irrelevante. Både NASA og private virksomheder som SpaceX arbejder målrettet mod at landsætte mennesker, oprette stærke forskningsbaser og udvinde mineraler. Men springet fra et par tryksatte baser til en levende klode dækket af skove er så overvældende, at det knap nok kan placeres i samme kategori.
Paraterraformering: Kupler i stedet for planeter
Heldigvis præsenterer rumforskningen en mere pragmatisk model, der kaldes paraterraformering. Her opgiver man at ombygge en hel verden og fokuserer i stedet på afgrænsede, hyperkontrollerede zoner, hvor mennesker kan trives uden skrumplende rumdragter.
Løsningen kunne være kæmpemæssige, lukkede drivhuse eller ligefrem oppustelige bydele under gennemsigtige skjolde. Paradoksalt nok er planetens tynde luft og lave tyngdekraft en kæmpe hjælp her, da trykforskellen indefra nærmest vil puste konstruktionerne op og holde dem stabile.
Denne tilgang kræver opførelsen af parker og boligkvarterer under beskyttende membraner. Det er stadig et ufatteligt dyrt projekt, men dog noget, som den teknologiske udvikling måske vil kunne håndtere inden for nogle få århundreder.
Et realistisk scenarie for bosættelse ser omtrent sådan ud:
- Automatisering: Robotter og landere klargør området først.
- Isolerede baser: Små faciliteter med et helt lukket ressourcekredsløb.
- Kuppelkomplekser: Udvidede områder, hvor man kan dyrke afgrøder i stor skala.
- Permanente byer: Små samfund der huser op mod flere tusinde indbyggere.
- Lokal 3D-print: Byggematerialer produceret af støv og sten fra overfladen.
- Maksimal genanvendelse: Ekstremt effektive systemer til filtrering af vand og luft.
Hvad drømmen fortæller os om Jorden
Tallene bag Slava Turyshev-analysen sætter en tyk streg under et utrolig vigtigt perspektiv. De astronomiske regninger i gigawatt afslører i virkeligheden, hvor enormt meget skjult og gratis arbejde Jordens egen biosfære og geologi dagligt udfører for os.
Folk, der drømmer om at starte forfra på en fjern klode, glemmer ofte, at det er markant lettere at vedligeholde balancen her på Jorden frem for at genopbygge en falsk version et andet sted i mørket. Investeringer i energiomstilling og klimasikring herhjemme vil redde flere liv, hurtigere, end gigantiske ingeniørprojekter i rummet.
Dette behøver dog ikke slukke gnisten hos rumentusiaster. Mars giver stadig masser af mening. Men det sande eventyr ligger i at mestre sikre rumrejser, robotteknologi og små, velfungerende økosystemer, som en dag kan sætte menneskelige fodaftryk permanent i det røde støv.
