Franske diplomater har indtaget en benhård holdning til Ruslands fortsatte militære tilstedeværelse i Transnistrien. Dette enormt følsomme område grænser direkte op til det sydlige Ukraine, og de lokale separatister nyder godt af massiv støtte fra Moskva, primært sikret gennem den konstante fysiske tilstedeværelse af russiske soldater.
I løbet af ugen sendte det franske udenrigsministerium et umisforståeligt budskab direkte til Kreml. Kravet lød på en øjeblikkelig rømning af de ulovligt opererende enheder fra det transnistriske territorium, ledsaget af en skarp kritik af, at Moskva med sine handlinger bevidst og systematisk krænker international ret.
Symbolisk timing af det diplomatiske pres
Denne fornyede opfordring ramte ikke på en tilfældig dato. Der er nemlig gået præcis 34 år siden den historiske våbenhvileaftale af 21. juli 1992 officielt satte en stopper for de blodige kampe langs floden Dnjestr.
Repræsentanter fra Frankrig rettede et skarpt fokus mod årtiers brudte løfter. Selvom aftalen bremsede den åbne krig for mere end tre årtier siden, fastholder Rusland stædigt sit militære kontingent i området. Ifølge de officielle franske udmeldinger sker dette i direkte strid med både globale retsprincipper og nationens egne historiske forpligtelser.
Paris har gjort sine geopolitiske prioriteter krystalklare. Den urokkelige støtte til Moldovas territoriale integritet blev kraftigt understreget, samtidig med at Rusland blev opfordret til at trække sine illegale styrker væk fra den venstre bred af Dnjestr for endelig at bidrage reelt til en fredelig løsning på den langvarige konflikt.
Et årtier langt diplomatisk dødvande
Rødderne til denne dybe internationale krise kan spores helt tilbage til foråret 1992, hvor Transnistrien yderst kontroversielt erklærede sig uafhængigt. På trods af at præsidenterne Mircea Snegur og Boris Jelcin underskrev en tiltrængt våbenhvile samme sommer, havde de brutale uroligheder allerede efterladt hundredvis af dræbte og tusindvis af alvorligt sårede.
Lige siden har Moldova reelt mistet enhver form for kontrol over udbryderrepublikken. De russiske væbnede styrker har derimod bidt sig fast og er forblevet i regionen uden afbrydelse frem til i dag.
Myndighederne i Chișinău har en meget specifik plan for regionens fremtid. Den moldoviske regering insisterer konsekvent på, at de fremmede tropper skal trækkes helt ud, og at det gigantiske våbendepot i landsbyen Cobasna skal fjernes fuldstændigt. I stedet for den nuværende militære garnison ønsker moldoverne en neutral, international civil mission indsat for at sikre langsigtet fredsbevarelse.
Fuldstændig fastfrosne forhandlinger
Moskva fortsætter dog med at ignorere disse legitime krav. De seneste udtalelser fra højtstående russiske diplomater illustrerer desuden ganske tydeligt, hvorfor et politisk gennembrud i øjeblikket virker nærmest umuligt.
Den russiske ambassadør Oleg Ozerov afviste for nylig blankt de forpligtelser, der udspringer af Istanbul-erklæringen fra 1999. I dette nøgledokument havde Den Russiske Føderation ellers officielt forpligtet sig til en total tilbagetrækning af alt personel og militært udstyr senest ved udgangen af 2002.
I dag hævder Oleg Ozerov selvsikkert, at datidens aftale blot indeholdt “hensigter” frem for reelt bindende regler. Han understregede, at soldaterne først vil forlade det omstridte territorium, når en endelig fredsaftale er formelt underskrevet. Det fatale kerneproblem er blot, at disse højst nødvendige forhandlinger netop nu befinder sig på et absolut nulpunkt.
