Danmark formåede at vinde EM-guld ved 4 x mixed relay i kortdistance triathlon Kitzbühel. En fænomenal præstation, der tegner godt frem mod OL i Tokyo, hvor mix-stafet er kommet på programmet. 

Der har i denne weekend været det årlige Europamesterskab i kortdistance (ITU) triathlon. Danmark har tidligere fået en sølvmedalje med det unge talent, Sif Bendix Madsen. I dag skulle der dystes i mix-stafet. Det er en særdeles vigtig disciplin, da den netop er kommet på det olympiske program til OL i Tokyo.

Det foregår ved, at fire triatleter hver især skal igennem et minisprint triathlon. Hurtigste nation, når alle fire triatleter har været igennem, har vundet. En spændende disciplin hvor det kræver en god bredde og et godt hold.

Danskerne stillede til start med Anne Holm, Andreas Schilling, Sif Bendix Madsen og Emil Deleuran. De fire skulle ud på hver især en kort sprint bestående af 250 meter svømning, 5 km cykling og 1,8 km løb. Dermed en meget kort og eksplosiv disciplin.

Sådan forløb det

Anne Holm var første atlet ude på ruten. Hun formåede at holde Danmark inde i kampen og sluttede som nr. 8. Da hun skiftede videre til Andreas Schilling var det med 37 sekunder op til de forreste, der på dette tidspunkt var Frankrig, der havde lagt hårdt ud.

Andreas gjorde dog en fantastisk indsats. Han formåede at sætte hurtigste tid på ruten og indhente noget af det tabte. Da Anders havde løbet var Danmark dermed helt med i fronten, men meget kunne ske endnu.

Danmark trækker fra i front efter tredjeturen

Det var EM-sølvmedaljevinderen og den unge “komet”, Sif Bendix Madsen, der skulle tage tredjeturen. Sif formåede at bevare forspringet og endda øge forspringet.

På cyklingen var de tre nationer, der lå sammen: Danmark, Frankrig og Rusland. Da Sif skulle ud på løberuten trak hun fra og øgede forspringet.

Efter løbet havde Danmark på daværende tidspunkt et forspring på cirka et halvt minut til de nærmeste forfølgere. En flot præstation af den unge Sif Bendix Madsen, der faktisk kun er fra årgang 2001.

Det hele op til Emil Deleuran

Til sidst var det hele op til Emil Deleuran. Efter skiftet havde Deleuran cirka 20 sekunders forspring til de nærmeste forfølgere, som var Rusland og Frankrig og 35 sekunder ned til næste gruppe, som bestod af fire nationer.

I løbet af første omgang på cyklen smeltede de to forfølgergrupper sammen, så der nu var seks forfølgere, der forsøgte at indhente Emil Deleuran. Ikke ligefrem noget optimalt scenarie for Danmark, da de nu var flere til at etablere et samarbejde.

Da Emil Deleuran stillede cyklen i T2 havde han 21 sekunder til forfølgergruppen. På løbet stod det dog klart, at Danmark i hvert fald ville få metal med hjem. Spørgsmålet var dog, hvad det skulle blive til, da Frankrig virkelig begyndt at hale ind på Danmark.

Danmark vinder EM-guld!

Med et par hundrede meter tilbage stod det dog klart. Frankrig kunne ikke nå at hente Danmark.

Danmark kunne dermed løbe først over målstregen og kalde sig europamestre i kortdistance triathlon ved mixed relay.

Danmark sluttede i en samlet tid på 1:15:17. Frankrig blev nr. to i tiden 1:15:24, mens Rusland tog tredjepladsen i tiden 1:15:32.

Resultater 4xMixed Relay

1 Danmark, 1:15:17
2 Frankrig, 1:15:24
3 Rusland, 1:15:32
4 Østrig, 1:15:27
5 Storbritannien, 1:15:43

Se hele resultatlisten her. 

DEL
Alexander Bojsen er skribent på Pastaparty.dk og elsker at skrive. Han har desuden tilbage i år 2016 gennemført IRONMAN Copenhagen og dyrker i dag cykling på højt niveau.

Leave a Reply