En efterhånden fast tilbagevendende triathlonserie indledte her til aften sin 2018-udgave ved Furesøen. Der er naturligvis tale om Club La Santa Sprint Cup’en, hvor aftenens udgave fik Martin Batenburg og Kirstine Færch som vindere.
Særligt Martin Batenburg måtte kæmpe hårdt for sejren, da han efter 750m svømning, 20 km cykling og 5 km løb, vandt med kun 17 sekunder foran Jesper Bjerrum.
Batenburg kom ellers op af vandet som nummer 11 3:28 efter de førende Skipper Hansen og Andreas Schönrock, men fik under cyklingen kørt sig op som 7er 1:26 fra Schönrock, der havde bragt sig i front med Jesper Bjerrum.
På løbet viste Martin Batenburg dog hvordan sådan en fem-kilometer skulle skæres, og så var det ham der var første mand over målstregen med de 17 sekunder til Jesper Bjerrum, imens Morten Richardt rundede herrernes podie af.
Helt anderledes udviklede racet sig hos kvinderne, hvor Kirstine Færch førte fra start til slut. Hun forlod vandet 37 sekunder foran de nærmeste konkurrenter, udbyggede sit forspring på cyklen til 52 sekunder og gjorde det hele færdigt ved at løbe yderligere fra konkurrenterne på det afsluttende løb.
På målstregen var Kirstine Færch 1:22 minutter hurtigere end Rikke Christiansen på andenpladsen og 2:21 minutter hurtigere end Victoria Fuller-Mikkelsen.
Resultater 1. afdeling af Club La Santa Sprint Cup’en 2018
Herrer
1 Martin Batenburg, 1:04:58
2 Jesper Bjerrum, Ganløse Tri-Center, 1:05:15
3 Morten Richardt, Trinord, 1:05:55
4 Kristian Sømer, Herlev Tri & Motion, 1:06:09
5 Andreas Schönrock, KTK86, 1:06:11
Kvinder
1 Kirstine Færch, KTK86, 1:15:05
2 Rikke Christiansen, Kvik Tri Team, 1:16:27
3 Victoria Fuller-Mikkelsen, 1:17:26
4 Anne Kjelstrup, Hareskovens Triathlon Klub, 1:18:14
5 Line Brix Frandsen, Herlev Tri, 1:18:47
Alle resultater fra 1. afdeling af Club La Santa Sprint Cup’en 2018 kan ses her.