En hel række af stærke navne var i dag til start i Deloitte Bellevue Triathlon nord for København. Set i forhold til de danske stævner i går, blev der i dag konkurreret i solskin – dog med lidt vind – og det udnyttede Mathias Lyngsø Petersen og Birgitte Krogsgaard til at knuse al modstand og løbe først over målstregen. 

Særligt i herrernes race var der lagt op til et brag af en dyst om sejren, for til start fandt vi blandt andre navne som professionelle Jens Petersen-Bach (KTK-86), den danske mester på mellemdistancen Morten Brammer Olesen (Aarhus 1900 Triathlon), den unge supertalent Thor Bendix Madsen (Tri4) og landsholdstriatleten Mathias Lyngsø Petersen (ISK Tri).

Der var ikke rigtigt nogen der på forhånd kunne sætte en finger på hvem der skulle være første herre over målstregen, men sikkert og vist var det, at Mathias Lyngsø Petersen brugte sin kortdistance-fart til at føre an i vandet og være første mand på cykelruten efter 1500 meter svømning i Øresund.

Knap et halvt minut senere fulgte Jens Petersen-Bach og Claus Crone (Tappernøje) trop, og særligt sidstnævnte havde travlt med at komme afsted på cykelruten. Med godt en fjerdedel kørt af de 40 km cykling, får Crone lukket hullet alene til Mathias Lyngsø-Petersen, hvorefter han kører forbi og øger sit forspring hele vejen til T2.

Claus Crone tager hul på de afsluttende 10 kilometer løb med et forspring på knap to minutter til Mathias Lyngsø Petersen som nærmeste forfølger, og så skulle der altså gå yderligere tre minutter før Morten Brammer Olesen fulgte trop som tredje mand.

Crones føring begyndte dog hurtigt at smuldre, og bagfra kom Mathias Lyngsø Petersen flyvende i et tempo der bare var dét hurtigere end stort set alle andres. Lige efter 3-kilometermærket får Petersen ram på Crone, går forbi og fortsætter de resterende syv kilometer ind til målstregen i ensom majestæt.

Mathias Lyngsø Petersen blev dermed dagens vinder i herrefeltet, imens Kristian Munk Nielsen (Ganløse Tri-Center) med et stærkt løb fik løbet sig op fra femtepladsen i T2 til andenpladsen på målstregen. I kampen om tredjepladsen var der drama lige til det sidste, da Thor Bendix Madsen længe lå til at tage det sidste podietrin – Madsens coach Jens Petersen-Bach havde dog andre planer, og de to måtte ud i et spurtopgør om bronzemedaljen. Et opgør, hvor Jens Petersen-Bach trak det længste strå og dermed løb sig i mål på tredjepladsen.

I kvindernes race blev det derimod en helt anden historie, hvor forhåndsfavoritten Birgitte Krogsgaard (Aarhus 1900 Triathlon) dominerede fra start til slut. Hun starter ud med at skabe sig en føring i vandet på mere end to minutter, hvorefter hun på de 40 km cykling kører så stærkt, at hendes forspring i T2 er helt oppe på ti minutter.

Der var dermed selvsagt ikke meget at gøre for konkurrenterne bagved, og med et stærkt løb, udbyggede Krogsgaard sit forspring på de afsluttende 10 kilometer løb til ikke mindre end 14 minutter. Birgitte Krogsgaard kan dermed kalde sig suveræn vinder af Deloitte Bellevue Triathlon 2017.

Til gengæld var der mere konkurrence om de sidste to podiepladser, da Signe Lenvig Havskov Hansen (TripleNorth) cyklede sig op fra en tiendeplads i T1 til en andenplads i T2. Den position holdte hun hele vejen til målstregen, imens Rikke Aaskov Christiansen (Kvik Tri Team) – der ellers tog hul på løbet som nummer 4 – buldrede derudaf på løbet og løb i mål på kvindernes sidste podietrin.

Resultater Deloitte Bellevue Triathlon 2017

Herrer

1 Mathias Lyngsø Petersen, ISK TRI, 1:55:14
2 Kristian Munk Nielsen, Ganløse Tri-Center, 1:58:34
3 Jens Petersen-Bach, KTK 86, 1:59:37
4 Thor Bendix Madsen, TRI4, 1:59:37
5 Morten Brammer Olesen, Aarhus 1900 Triathlon, 2:00:27

Kvinder

1 Birgitte Krogsgaard, Aarhus 1900 Triathlon, 2:10:55
2 Signe Lenvig Havskov Hansen, TripleNorth, 2:25:41
3 Rikke Aaskov Christiansen, Kvik Tri Team, 2:28:21
4 Lillan Sindahl Glümer, PlaygroundTri, 2:28:42
5 Anette Bøgh Andresen, PlaygroundTri, 2:31:29

Alle resultater kan ses her.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply