For to år siden svømmede, cyklede og løb Michelle Vesterby sig til en ganske komfortabel sejr i KMD IRONMAN Copenhagen. I dag skulle hun så gøre kunsten efter, men det skulle ikke været let, for på startstregen stod nemlig også britiske Corinne Abraham, der så sent som for en måneds tid siden i IRONMAN Klagenfurt, henviste Vesterby til en tredjeplads.
Heldigvis lykkedes det ikke briten at gøre kunststykket efter i IRONMAN Copenhagen i dag. Heller ikke selvom hun på løbet fik presset rigtigt godt på, men aldrig nok til at true den danske favorit.
Michelle Vesterby havde nemlig allerede under de 3800 meter svømning opbygget sig et ganske fornuftigt forspring på mere end syv minutter. Den største del af dette forspring, udspringer nok mest af at Vesterby var den eneste pro-kvinde der fulgte den korrekte vej rundt, hvorfor de nærmeste forfølgere Sofie Goos, Corinne Abraham og Jeanne Collonge fik lidt ekstra svømmemeter i bogen.
Det ændrer dog ikke på at Vesterby normalt er en stærkere svømmer end de tre forfølgere, så den helt store forskel har det ikke gjort.
De syv minutter var dog tilsyneladende ikke nok for Michelle Vesterby, for afsted og ud på cyklen det gik, hvor hun også her fortsatte med at øge sit forspring ned til Abraham og Goos, imens Collonge måtte opgive at følge med de tos tempo, hvilket Goos også måtte med omkring 40 kilometer tilbage.
Undervejs på de 180 kilometer cykling fik Vesterby dermed øget sit forspring til mere end 13 minutter til Abraham, så allerede i T2 så det rigtigt godt ud for de danske sejrschancer. Abraham pressede dog rigtigt godt på på de afsluttende 42,2 km løb i Københavns gader, men end ikke et par heftige regnskyl, kunne forhindre den danske tri-darling fra at forsvare sin IRONMAN-Copenhagen 2015-titel.
I kampen om andenpladsen var det Corinne Abraham der trak det længste strå, imens Sofie Goos fik sig et seriøst comeback ved at løbe sig i mål på tredjepladsen. Det er nemlig ikke meget mere end et år siden hun af ukendte årsager blev stukket ned under en træningstur i Antwerpen, og IRONMAN Copenhagen var dermed hendes første fulde IRONMAN siden overfaldet.