Det bliver et giftigt favoritfelt til fjerde afdeling af XTERRA Duathlon Hedeland, hvor Jacob Barsøe og Eskild Ebbesen fra ”Guldfireren” skal tage kampen op med flere andre stærke navne i smukke Hedeland Naturpark. Hos kvinderne er der et historisk stort felt klar på startstregen.

Foråret er endeligt kommet til Danmark, og det ligner, at der venter en smuk forårsdag i Hedeland Naturpark på søndag, når op imod 300 duathleter tager kampen op med distancen på 5 km trailløb – 20 km MTB – 5 km trailløb til XTERRA Duathlon Hedeland.

MTB-ruten i Hedeland er den hurtigste i XTERRA Duathlon serien, hvilket betyder flere stykker med brede grusveje og mindre singletrack sammenlignet med de andre afdelinger. Til gengæld er trailruten én lang omgang syre i benene med masser af udfordringer undervejs.

Mange om buddet hos mændene

Det er på forhånd svært at spå om, hvem der ender med at tage sejren hos mændene.
Det ligner endnu et meget tæt opgør mellem Anders Brink Nyberg og Eskild Ebbesen (link til tidligere artikel), ligesom ruten ligger godt til både Finn Kaczmarek, Martin Bissenbacker og Erling Madsen.

Vi må heller aldrig afskrive den mest vindende nogensinde i XTERRA-regi Henrik Søeberg, der er ved at bygge formen op til sommerens triatlon-events. Og så glæder vi os selvfølgelig til at se, om XTERRA-debutanten Jacob Barsøe kan overføre de mange timer i letvægtfireren til mountainbike og trailløb.

Udover favoritterne stiller ca. 240 mænd til start i Hedeland.


– Henrik Søeberg er blandt favoritterne hos mændene, hvor der bliver kamp om pladserne

Aarhusiansk triatlet er klar til at tage kampen op med forhåndsfavoritterne

Hos kvinderne er det selvfølgelig ligetil at nævne den nykårede Danmarksmester i Cross Duathlon Carol Rasmussen og den førende i XTERRA Duathlon serien Kristine Nørgaard som topfavoritter til at tage sejren i Hedeland.

De to skal dog formentligt ud at jagte Nicoline Rahbek Dam Sørensen på mountainbikeruten, da Nicoline er en stærkere løber end Carol og Kristine, som begge har deres force på MTB’en.

Det tegner derfor til at race, hvor førertrøjen kommer til at skifte ejer et par gange undervejs, og det bliver spændende at se, hvor den ender henne. Ud over de tre stiller der også stærke navne op som Anna Olivarius, Sussi Sommer og Mette Andersen, som alle vil forsøge at kæmpe sig ind på podiet.

Og så er det værd at nævne, at der faktisk er hele 60 kvinder til start i Hedeland, hvilket er ny deltagerrekord til et cross duathlon stævne i Danmark.

– Sådan så podiet ud sidste år med Nicoline, Kristine og Carol. Mon de bytter plads på søndag? 

Følg med live på søndag på https://www.sportstiming.dk/event/4433/leaderboard
Starten går kl. 10.00, og de første forventes i mål ca. 11.30.

DEL
Andreas har en fortid som projektleder i Running26, der står bag alle de nordiske XTERRA-stævner. Han besidder dermed en dyb indsigt og skarphed i særligt cross triathlon, hvilket også dét han bruger i sit arbejde her på Pastaparty.dk

Leave a Reply