Først var det løberne der blev ramt, derefter cykelrytterne og nu kommer turen til triatleterne. For kun et par uger siden offentliggjorde transportminister Ole Birk Olesen, sammen med Vejdirektoratet, at de danske motorvejsbroer ikke må benyttes til motionsløb, hvilket blandt andet har ramt motionsløbene Lillebælt Halvmarathon og Broløbet, samt motionscykelløbet Aarhus-København.

Og nu er det så triathlonsportens tur til lidt modvind fra det offentlige. Denne gang ikke fra folketinget eller Vejdirektoratet, men istedet fra Sydøstjyllands Politi.

Sydøstjyllands Politi har nemlig givet arrangørerne af Challenge Fredericia, Challenge Denmark, afslag på at måtte krydse Den gamle Lillebæltsbro på cykelruten. Det har de gjort, fordi de ønsker at holde den gamle bro fri, såfremt der skulle ske uheld på Den nye Lillebæltsbro.

Challenge Fredericia er en del af Fredericias store triathlonfestival Fredericia City Triathlon og løber over to dage i weekenden den 2.-3. september i år. Bag de to dages stævner står et samarbejde mellem Fredericia Kommune, Challenge Denmark, Dansk Triatlon Forbund og Tri Team Fredericia, og hos Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia Kommune, er de ærgerlige over Sydøstjyllands Politis afslag.

– Vi ville rigtig gerne have sendt deltagerne en tur over den smukke Lillebæltsbro til vores gode naboer i Middelfart. Vi er ærgerlige over, at den seneste tids polemik om sport og broer betyder, at vi må lægge planerne om. Når det er sagt, så har vi en rigtig god plan b, hvor vi bruger en del af VM-ruten fra 2002 og 2005, der kører ud til Østerby og tilbage igen. Så vi skal nok få en fantastisk triatlonfest i Fredericia, fortæller Lars Ejby fra Fredericias Kultur- og Idrætsudvalg i pressemeddelelsen.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply