Her til aften blev der kørt 4. og sidste afdeling af dette års sprint-serie Club La Santa Sprint Cup’en ved Furesøen. Hos kvinderne endte podiet med at blive en gentagelse af 3. afdeling med Christina Svejstrup øverst, imens Morten Falk Jørgensen rykkede et podietrin op og vandt hos herrerne.
Der var ikke meget sommervejr over dette års sidste afdeling af Club La Santa Sprint Cup’en, hvor temperaturerne langtfra var prangende og hvor vinden var af den hårde slags.
Det afholdte dog ikke 128 triatleter fra at få pulsen op på sprintdistancen 750-20-5, der jo passer perfekt ind som et hårdt træningspas på en hverdagsaften.
Christina Svejstrup gentog sejren fra sidste uge i kvindefeltet
Kender du kvindepodiet fra sidste uges afdeling af Club La Santa Sprint Cup’en, så kender du også podiet fra aftenens kvinderace. Ikke én eneste placering blev nemlig byttet om her til aften i forhold til i sidste uge.
Øverst på podiet kom Christina Svejstrup, der nailede svømningen i næsthurtigste tid, kørte fra alt og alle på cyklen og derefter blot udbyggede og udbyggede sit forspring på det afsluttende løb.
Svejstrup var 1:10:07 om at tilbagelægge distancen, hvilket var lidt over 2,5 minut hurtigere end Rikke Aaskov Christiansen der blev nummer to og godt 4,5 minut hurtigere end Hanne Munk Pedersen der blev nummer tre.
Morten Falk Jørgensen vandt i herrefeltet
Med fraværet af sidste uges vinder Allan Steen Olesen, var der lagt i kakkelovnen til at sidste uges nummer to Morten Falk Jørgensen skulle tage sejren. Og det var lige hvad han gjorde.
Jørgensen kom lidt bagud på svømningen, men formåede med en stærk kombination af cykling og løb at køre sig op gennem feltet, for til sidst at kunne krydse målstregen som første mand i tiden 1:02:52.
Næsthurtigste herre blev Martin Batenburg, der om nogen havde en endnu bedre cykel-løb kombo end Morten Falk Jørgensen. Batenburg var dog kommet lidt for langt bagud på svømningen, og det betød at han i mål var lidt over et minut efter Jørgensen. Yderligere 12 sekunder skulle der derefter gå før Morten Richardt krydsede målstregen som nummer tre.
Resultater 4. afdeling af Club La Santa Sprint Cup’en 2017
Kvinder
1 Christina Svejstrup, OOBlife, 1:10:07
2 Rikke Aaskov Christiansen, Kvik Tri Team, 1:12:44
3 Hanne Munk Pedersen, Tri4, 1:14:47
4 Tina Egekvist, Tri4, 1:16:59
5 Mia Mørkeby Johnsen, ALOT, 1:18:21
Herrer
1 Morten Falk Jørgensen, 1:02:52
2 Martin Batenburg, Tri Club Denmark, 1:03:55
3 Morten Richardt, Kvik Tri Team, 1:04:07
4 Jesper Bjerrum, Ganløse Tri Center, 1:05:27
5 Eskild Ebbesen, 1:05:47
Alle resultater kan ses her.