Tre danskere var tidligere i dag til start i Triathlon International Portocolom på den spanske ferie-ø Mallorca. Lars Dupont Lomholt sørgede for det bedste danske resultat da han krydsede målstregen som nummer 19 overall.
Det var ikke de allerstørste danske resultater der blev hentet i Triathlon International Portocolom tidligere i dag. Distancen lød på det efterhånden velkendte 111 triathlon, hvor der skal svømmes 1000 meter, cykles 100 kilometer og løbes 10 kilometer.
Lars Dupont Lomholt (Haderslev Tri 2000) var den hurtigste dansker på den hårde rute, da han krydsede målstregen som nummer 17 overall i tiden 3:59:00.
Christian Holmer sørgede med sin 80. plads for den næstbedste danske placering da han sluttede i tiden 4:40:44, imens Rene Damgaard blev nummer 186 i tiden 5:26:54.
De danske placeringer skal dog ses i betragtning af at det er overall placeringer på tværs af alle klasser, og at de pro’ere der har været til start dermed indgår i placeringsregnskabet.
Hos dagens bedste dansker – Lars Dupont Lomholt – er der da også fint tilfredshed med resultatet efter et hårdt race. I en video på sin Facebook-side udtaler han følgende;
– “Så er vi i mål hernede i Portocolom 111. Det var sgu en hård dag, men fint tilfreds – kom under fire timer, så en forbedring i forhold til sidste år. Pisse pisse hårdt, men mega mega fedt.”
Danske resultater i Triathlon International Portocolom
17 Lars Dupont Lomholt, Haderslev Tri 2000, 3:59:00
80 Christian Holmer, Vejle IF Triathlon, 4:30:44
186 Rene Damgaard, Chester Triathlon Club, 5:26:54