Når VM i tredobbelt ironman i weekenden bliver kørt i Østrig, er det med danske Michael Plahn på startstregen. Og han er der ikke bare for at være med – han er der for at vinde.

Distancen som Michael Plahn skal tilbagelægge er 11,4 kilometer svømning, 540 kilometer cykling og 126,6 kilometer løb – en distance han i de seneste fire måneder har brugt 50 timers ugentlig træning på at blive klar til. Og målet er klart; han skal i mål på omkring 36 timer og så skal han have en VM-guldmedalje med hjem.

Verdensmesterskabet på distancen bliver kørt i Bad Blumau og løber fra i morgen den 7. juli til på søndag den 9., og det er kulminationen på to års dedikeret træning der ligger til grund for weekendens race.

Første gang Michael Plahn deltog i VM på den tredobbelte ironman, var tilbage i 2009 hvor han kom i mål som nummer seks. Og så bliver weekendens race det sidste i hans karriere som ultratriatlet.

– “Det bliver det sidste, jeg gør i sporten. For to år siden sagde min kæreste, hun gerne ville have et barn. Jeg sagde, jeg gerne ville være verdensmester,” udtaler Michael Plahn til Ritzau, og fortæller samtidigt at kærestens ønske også er på vej.

– “Det går jeg efter nu, og så får vi barn til oktober. Det passer perfekt, og så sætter jeg punktum som aktiv udøver.”

Vil du gerne følge med i Michael Plahns bedrifter i Østrig, vil der løbende komme opdateringer på hans Facebook-side.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply