Herhjemme har vi DM Tri Ligaen, og i Tyskland har de Bundesligaen. Begge en serie af stævner med nogle af de respektive nationers allerstærkeste triatleter til start – men dét på trods, så blev det i går til en dansk sejr ved aalborgensiske Nicklas Røssner i det der kaldes 2. bundesliga, der bedst kan betegnes som seriens 2. division.

Ligesom i DM serien herhjemme, blev der i gårsdagens Bundesliga-race i tyske Verl omkring 80 kilometer nordøst for Dortmund, konkurreret over sprintdistancen 750-20-5. Hverken svømme- eller cykelruten var af den helt udfordrende slags, men til gengæld bestod stort set hele løberuten af grusstier omkring Verler-søen.

Den udfordrende grusbelagte løberute brugte danske Nicklas Røssner til gengæld til at sætte trumf på og vise utroligt stærke løbeben. Han løb nemlig i herrernes tredjehurtigste tid, og det var nok til at gøre op med en lidt langsommere svømning end konkurrenterne, hvor han derefter måtte jagte de forreste gennem hele cyklen.

Ingen af de forreste i herrefeltet kunne dog hamle op med Røssner på de fem kilometer løb, og det betød at den unge dansker både indhentede og spurtede fra samtlige konkurrenter. Det betød en dansk sejr, der til gengæld kom efter en tæt slutspurt – kun to sekunder senere følger Robin Willemsen nemlig trop på andenpladsen, imens der kun skulle gå yderligere tre sekunder før Lucas Abel rundede podiet af.

Den danske vinder Nicklas Røssner er da selvsagt også godt tilfreds med sin egen præstation i det tyske land.

– “Efter en god svømning var jeg i 2. gruppe på cyklen bagved 8-10 herrer i frontgruppen. Kom ind i T2 cirka 15-20 sekunder efter frontgruppen, men med gyldne ben og en følelse af at have en chance for at komme på podiet. Til min store overraskelse var det nok til at gå forbi de superhurtige drenge i front og derefter vinde,” skriver Nicklas Røssner blandt andet i et Facebook-opslag, du kan se herunder:

Med sig i Tyskland havde Røssner de to danskere Kristian Trier Nipper og Lars Schmidt, der blev henholdsvis nummer 26 og 44.

Resultater 2. Bundesliga (2. division) i Verl

1 Nicklas Røssner, 0:53:54
2 Robin Willemsen, 0:53:36
3 Lucas Abel, 0:53:59
4 Luca Heerdt, 0:54:05
5 Jonas Osterholt, 0:54:06

26 Kristian Trier Nipper, 0:55:41
44 Lars Schmidt, 0:56:14

Den fulde resultatliste kan ses her.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply