Ligesom at der i går var danske triatleter tilstede på det asiatiske kontinent i Ironman Malaysia, med flere topplaceringer som resultat, var der i nat også tre danskere til start i Ironman 70.3 Xiamen. Og her blev det til en suveræn sejr til Katrine Amtkjær Nielsen, imens de øvrige to danskere, også fik vist sig godt frem undervejs.
Hurtig rute ventede atleterne
Foran de danske deltagere som i nat var til start i det sydøst-kinesiske Ironman 70.3 Xiamen, ventede 1900 meter svømning, 90 kilometer cykling og 21,1 kilometer løb, med omdrejningspunkt ved International Convention Center på turistøen Xiamen Island, hvor størstedelen af Xiamen by er belagt.
Svømningen var for de professionelles vedkommende en massestart, imens age grouperne blev sendt afsted i bølger. Cykelruten i Xiamen var med sine 90 højdemeter, både flad og hurtig, og tog atleterne på en tur langs den østlige kystlinje. Til slut ventede det afsluttende halvmarathon, med med start og mål, ved International Convention Center.
Katrine Amtkjær Nielsen vinder suverænt i F35-39
Bedste danske resultat i dette års Ironman 70.3 Xiamen, blev leveret af den danske dobbelte verdensmester, Katrine Amtkjær Nielsen. Katrine offentliggjorde, i et interview her på Pastaparty.dk, kort efter sin sejr på Hawaii, at hun ville stille til start i Xiamen – men et cykelstyrt for kun et par uger siden, fik hende faktisk til at melde afbud til nattens race.
Katrine nåede dog alligevel at blive klar og kunne – på trods af en øm skulder på grund af sit nylige cykelstyrt – gennemføre nattens 1900 meter svømning i tiden 40:09, hvilket var nok til at hun i T1, var femtehurtigste kvinde i F35-39. Med et rigtigt godt udgangspunkt fra svømningen, gjaldt det Katrines stærkeste disciplin, cyklingen, og her fik hun med dagens hurtigste cykelsplit på 2:27:25, kørt sig op i føreposition. Med knap seks minutter til næste kvinde i T2, så det rigtigt godt ud fra begyndelsen på det afsluttende halvmarathon og det lykkedes også for Katrine at udbygge sit forspring yderligere undervejs. Hun løber det afsluttende løb i tiden 1:35:05, hvilket giver hende en total tid på 4:50:03 – en tid, som giver hende en suveræn sejr med mere end seksten minutter til nummer to!
Lars Bergmann nummer 28 i M45-49
Næstbedste danske resultat i Ironman 70.3 Xiamen 2016, blev leveret af Lars Bergmann i age group M45-45. Her slutter Lars nemlig som nummer 28.
Lars Bergmann tilbagelægger svømmeruten på fornuftig vis og ankommer i T1 som nummer 24 med en svømmetid på 38:23. På den hurtige cykelrute, får Lars kørt sig lidt længere op i feltet, da han med en cykeltid på 2:38:26, kører sig op på en placering som nummer 19. Med en løbetid på 2:01:28, taber dog desværre lidt placeringer igen på det afsluttende halvmarathon og det betyder, at han slutter nattens race som nummer 28, i en samlet tid på 5:28:52.
Søren Espegård Sebelin nummer 40 i M40-44
Sidste dansker i aktion i Xiamen, var Søren Espegård Sebelin i age group M40-44. Han slutter dagen som nummer 40, efter at have tilbagelagt både svømningen, cyklingen og løbet i tiden 5:39:59.
Søren startede dagen rigtigt godt ud, ved at have en fremragende svømning i tiden 34:55, hvilket bringer ham ind i T1 som nummer fem. På cyklen må Søren dog se sig indhentet af et par konkurrenter og han gennemfører de 90 kilometer cykling i tiden 2:40:12, som gør, at han tager hul på det afsluttende halvmarathon, som nummer fjorten. Søren kommer igennem de afsluttende 21,1 kilometer løb på 2:15:14 og det lykkedes derfor ikke, at bevare sin top-15 placering på løbet. Han slutter i stedet som nummer 40, på trods af, at han ellers fik vist sig godt frem undervejs.
Danske resultater i Ironman 70.3 Xiamen 2016
F35-39
1 Katrine Amtkjær Nielsen, Shanghai, 4:50:03
M40-44
40 Søren Espegård Sebelin, Shanghai, 5:39:59
M45-49
28 Lars Bergmann, Shanghai, 5:28:52