Natten til lørdag, var den danske age group triatlet, Jacob Lemholt, til start i Ironman Malaysia. Og det kom han ret godt fra, da han efter at have krydset målstregen i tiden 10:31:23, vandt sin age group M18-24, med mere end en halv time til nummer to.
Vi har fanget Jacob til en kommentar ovenpå weekendens sejr.
Kvalifikation til Kona sammen med sejren
Det var en meget glad Jacob Lemholt, som lørdag middag dansk tid, kunne løbe over stregen som vinder af M18-25 i Ironman Malaysia. Og ikke nok med at han vandt sin age group, så sikrede han sig også en billet til Kona i 2017. Og det er noget, som Jacob selv kan have lidt svært ved at forstå, efter kun halvandet år som triatlet.
– “Så skete det sgu. Førsteplads i min aldersgruppe og en billet til Ironman World Championship i Kona. Hvem havde troet, at det kunne lykkes blot halvandet år efter, at selv samme person Daniel Preuss Haack, tog mig under sine vinger sammen med Greyprobike og introducerede mig til sporten. Jeg kan endnu engang kun sige, at jeg er evigt taknemmelig og er glad for at kunne dele oplevelsen sammen med din første Ironman, som blev nailet. Kæmpe respekt herfra,” fortæller Jacob Lemholt efter sin overbevisende sejr.
Cyklingen var modbydeligt varm og hård
At køre Ironman i Malaysia, viste sig for Jacob, at være væsentligt anderledes end at køre herhjemme i Danmark. Stævnet i Malaysia, regnes for at være ét af de hårdeste Ironman-stævner i verden, og det kunne Jacob også godt mærke undervejs. Særligt varmen og de mange bakker på cykelruten, var hårde for både psyken og kroppen. Men det fik han vendt til sin egen fordel.
– “Svømningen var varmt og grumset, men rigtig godt markeret med bøjerne og det gik over forventning. Cyklen var modbydeligt varm og hård, og bakkerne føltes uendelige. Men jeg vidste, at det var her jeg skulle slå et hul til de andre. Det gik efter planen, med energi i banken til løbet, som jeg vidste ville blive en dræber i varmen. Tempoet faldt på anden cykelrunde, men det var heldigvis ikke kun hos mig. De mange højdemeter havde alligevel sat sig,” forklarer Jacob om sin svømning, som gik bedre end forventet og sin cykeltur, som jo viste sig at være meget krævende.
Kunne sætte tempoet ned efter 28 kilometer
Med en hård cykling i benene, var der allerede i T2, lagt op til et hårdt afsluttende marathon. Men Jacob havde situationen under kontrol hele vejen og kunne endda sætte tempoet godt ned, da han passerer 28-kilometer mærket.
– “Løbet gik også næsten som planlagt, hvor nedkøling var totalt i fokus. Jeg var nede og gå i alle depoter, for at være sikker på at få vand, is, cola og svampe. Tempoet faldt dog drastisk, da jeg efter 28 kilometer, får at vide, at jeg fører med tredive minutter. Jeg tror det var en god blanding af, at jeg ikke ville risikere at køre død og at kroppen skreg efter en pause, efter en måske lidt for lang sæson,” forklarer Jacob om det afsluttende marathon.
Takker sin familie og samarbejdspartnere for støtten
Her et par dage efter sin flotte sejr i Malaysia, har Jacob nu haft lidt tid til at tænke over, hvad der egentligt foregik på raceday. Og det er særligt sin sluttid på 10:31:23, på en så hårde rute, at han betegner sin præstation som godkendt. Særligt med tanke på, at optakten ikke altid har været helt optimal.
– “Det endte med en sluttid på 10:31:23, hvilket er helt godkendt når jeg ser på de udfordringer, som jeg har haft de sidste to måneders tid, med mit kraveben der røg af led og et tilbagevendende løberknæ, der har driller lidt. Så endnu engang tusind tak til alle der har heppet, hjulpet og fulgt med derhjemme. Især min familie, som er taget hele vejen med herned for at støtte. Det betyder alt,” fortæller han om tankerne på sin egen præstation og fortsætter;
– “Også stort tak til Mikkel Hjuler fra Fysiq Sport for fixe mit knæ og kraveben i sidste øjeblik. Og Kaiser Sport der sørgede for nye løbesko med én dags varsel. Og sidst, men ikke mindst, Printhouze for fedt tryk på tridragten. Jeg havde ikke været her uden alt den støtte jeg har omkring mig. Tak!”
Overall har det været et superfedt stævne
Selvom turen til Malaysia primært har drejet sig om stævnet, så skal der også være tid til lidt ferie. Og det sørger han nu for at holde lidt af med sin familie, som er rejst hele vejen derned for at heppe på ham. Og om selve stævnet, er han da også kun fuld af rosende ord, hvis man lige ser bort fra et par småting.
– “Overall synes jeg det har været et superfedt stævne og klart det hårdeste jeg har prøvet. Rigtig god måde at kombinere ferie med familien på, som også har nydt det. Og meget funky at køre side om side med aber og køer på øens veje. Man har dog godt kunne mærke, at der har manglet lidt koordination på eventteamet og nogle ting var lidt for tilfældige. For eksempel et 38-kilometer skilt ved cirka 40 kilometer, og rolldown-ceremonien stod til at være to forskellige steder,” slutter Jacob Lemholt.
Herfra redaktionen, skal der i hvert fald lyde et stort tillykke med den overbevisende sejr.