En stor undersøgelse afslører, hvad der driver jægere væk fra marken
En omfattende IFOP-undersøgelse blandt næsten ti tusinde tidligere jægere viser, at økonomi, helbred, tid og et forandret naturmiljø tilsammen skaber en stille affolkning af jagtmarkerne. Hvad der til gengæld er overraskende: en bemærkelsesværdig stor andel af dem ville faktisk gerne tilbage, hvis bare et par barrierer forsvandt.
Pengene er den største glædesdræber i jagten
Den franske undersøgelse, som blev gennemført blandt 9.181 tidligere jægere, tegner et billede, der vil forekomme mange bekendt: jagten er simpelthen blevet en dyr hobby. Det handler ikke kun om selve jagttegnet, men om det samlede regnskab.
For 28 procent af de tidligere jægere er de samlede omkostninger den vigtigste årsag til, at de stoppede.
Udgifterne dækker en lang række poster, herunder:
- kontingent til jagtforeninger og jagtrettigheder
- forsikringer og administrative gebyrer
- våben, vedligeholdelse og ammunition
- udendørstøj og fodtøj til forskellige årstider
- transportomkostninger til ofte afsides jagtområder
For nye jægere, der netop har bestået prøven, kan chokket være endnu større. Hele 44 procent af dem oplyser, at jagten i praksis viste sig langt dyrere end forventet, og at de derfor slet ikke fik valideret deres jagttegn efter eksamen. Kløften mellem "bestået" og "faktisk ude i felten" viser sig at indeholde et betydeligt krav til lommebogen.
Helbred og alder sætter hårde grænser
Jagten kræver mere af kroppen, end mange udenforstående forestiller sig. Lange dage i ujævnt terræn, ofte i kulden, med rygsæk og tungt udstyr — den, hvis fysik svigter, mærker hurtigt sine begrænsninger.
Ifølge IFOP-undersøgelsen stopper 26 procent af jægerne primært på grund af helbredsproblemer eller fysisk formåen. Det kan dreje sig om rygsmerter, hjerteproblemer, nedsat bevægelighed eller simpelthen alderens gang.
For denne gruppe vejer risikoen ved et fald i en våd skov eller at glide på ler og mudder tungere end lidenskaben for jagten. Lægeråd spiller også ind: dér hvor jagten engang var en måde at holde sig i form på, bliver den for mange i den sene del af livet i stedet en medicinsk risikofaktor.
Færre dyr, færre grunde til at tage afsted
Jagten handler om forvaltning, men mindst lige så meget om oplevelsen. Den, der år efter år ser stadig færre vildt, begynder at stille sig spørgsmålet om, hvad det egentlig nytter. En fjerdedel af de tidligere jægere — 25 procent — nævner tilbagegangen i småvildt som deres primære årsag til at stoppe.
Det rammer særligt de traditionelle jagtformer på hare, kanin og agerhøne. Bag nedgangen ligger en række faktorer:
- intensivt landbrug, der fjerner skjulesteder og fødegrundlag
- brug af pesticider, som skader insektbestanden og dermed fødekæden
- byudvikling og opsplitning af levesteder
- klimaforandringer med mildere vintre og længere tørkeperioder
Hvor jægere tidligere nærmest kunne regne med at møde småvildt, kører mange nu hjem med et tomt stativ efter en hel dag i marken. For mange tager det sjælen ud af hobbyen.
Familie, job og tidspres klemmer
Ud over økonomi og helbred spiller tid en afgørende rolle. For 23 procent af de tidligere jægere handler det om familieforpligtelser, og for 18 procent om arbejdet. En jagtdag kræver typisk tidlig opstigning, lang transporttid og sen hjemkomst. Det gnaver ved et travlt familieliv eller et job med skæve arbejdstider.
Blandt jægere, der stoppede på grund af tidsmangel, siger et flertal allerede nu, at de gerne vil begynde igen på et senere tidspunkt.
Undersøgelsen viser, at 74 procent af dem, der stoppede af familiemæssige årsager, angiver, at de ønsker at genoptage jagten i fremtiden. Drejer det sig om arbejdsrelaterede årsager, stiger andelen til hele 81 procent. Når børnene er vokset til, jobbet skifter, eller arbejdspresset letter, trækker jagten igen.
Praktiske forhindringer: ingen hund, ingen plads, for langt væk
Ud over de store linjer — økonomi, helbred, tid — hober en række praktiske irritationsmomenter sig op, som tilsammen gør udslaget.
- Ingen jagthund eller andre hjælpedyr (15 %): En hund dør eller bliver for gammel, og at oplære en ny koster tid og penge.
- Regler og administration (14 %): Mere papirarbejde, skrappere krav og frygt for at begå fejl.
- Ingen jagtgruppe eller jagtterritorium (11 %): Det er svært at komme ind som nyt eller tilbagevendende medlem.
- Afstand til jagtområdet (10 %): Flytning til byen eller til en egn uden direkte jagtmuligheder.
Særligt den sociale dimension — at mangle et hold eller et jagtområde — vejer tungt blandt dem, der netop har bestået eksamen. 37 procent af dem finder simpelthen ikke et sted, hvor de er velkomne. Jagtmiljøet er ofte lukket og bygger på faste grupper med begrænset udskiftning.
Hvorfor nogle består jagtprøven og alligevel falder fra
En bemærkelsesværdig gruppe er dem, der nok består eksamen, men aldrig aktiverer deres jagttegn. Ud over den økonomiske side spiller motivation en uventet rolle.
IFOP-tallene viser, at:
- 27 procent indrømmer, at de tog eksamen uden nogen egentlig lyst til at gå på jagt
- 15 procent ønskede udelukkende at beholde en arvet våbensamling lovligt
- 5 procent gennemførte forløbet, fordi deres arbejde krævede det — eksempelvis inden for skovdrift eller sikkerhedsbranchen
For disse personer er jagtoplevelsen underordnet praktiske eller administrative formål. Når de mål er nået, forsvinder behovet for overhovedet at stille sig ud i felten.
En skjult reserve: mange tidligere jægere vil gerne tilbage
Afvandringen fra jagten er altså reel, men ikke nødvendigvis permanent. Ifølge undersøgelsen overvejer 54 procent af de tidligere jægere at begynde igen på et tidspunkt.
Den, der stopper, er ikke nødvendigvis tabt for altid — tidligere jægere udgør en stille reserve, som under de rette betingelser nemt kan finde vej tilbage.
Her ligger der en oplagt mulighed for jagtorganisationer og naturforvaltere. Hvis omkostningerne bliver mere gennemsigtige, de administrative processer enklere og jagtgrupperne mere åbne, kan en stor del af denne gruppe vende tilbage til marken. Det gælder i særlig grad dem, der kun midlertidigt har trukket sig på grund af små børn eller et krævende job.
Hvad disse tal betyder for jagten og naturforvaltningen
Faldet i antallet af aktive jægere påvirker ikke kun fritidsudøvere, men også vildtforvaltningen og skadebekæmpelsen i landbrugsområder. Færre jægere betyder færre frivillige til optællinger, afskydningsplaner og overvågning af invasive arter.
I flere europæiske lande diskuteres det aktivt, hvordan man kan tiltrække en ny og yngre generation til jagten. Mulige løsninger inkluderer:
- lavere startomkostninger for unge jægere eller personer med begrænset økonomi
- delt udstyr, som fælles våbenskabe og kollektive hundekennel
- klar formidling af jagtens økologiske funktioner og bestandsforvaltning
- gæstepladser i jagtgrupper til nytilkomne med en erfaren mentor ved siden af
For tidligere jægere kan en lettere form for engagement fungere som bro: at deltage i drivjagt uden selv at skyde, hjælpe ved optællinger eller varetage støtteopgaver i marken. På den måde bevares tilknytningen, selv når økonomi, helbred eller tid midlertidigt spænder ben.
Sådan ser en tilbagevenden til jagten ud i praksis
For den, der ønsker at komme i gang igen, er der nogle praktiske skridt at forholde sig til. Først bør man undersøge, om jagttegnet stadig er gyldigt, eller om det skal fornyes. Derefter kommer omkostninger og udstyr på banen — et brugt våben eller delt materiel kan være et godt udgangspunkt.
Den fysiske forberedelse fortjener også opmærksomhed. Regelmæssig vandring, let styrketræning og øvelse med udstyret kan forebygge mange uheld og frustrationer. Mange jagtforeninger arrangerer øvelsesdage for tilbagevendende jægere, hvor man under vejledning genvinder rutinen og genopfrisker sikkerhedsreglerne.
For den, der er i tvivl, kan det være en løsning at følge en gruppe roligt med i en sæson uden at betale fuldt kontingent fra starten. Det giver mulighed for at mærke efter, om lidenskaben stadig er til stede, før man tager det fulde skridt tilbage ind i jagtens verden.
