I årtier har vores radioteleskoper lyttet intensivt til kosmos uden at fange det mindste spor af fremmede civilisationer. En frisk teoretisk gennemgang præsenterer dog en ret tankevækkende hypotese. Det er meget muligt, at beskeder fra højteknologiske samfund for længst har krydset vores planet, helt uden at vi overhovedet registrerede dem.
Siden 1960’erne har forskere på globalt plan forsøgt at opspore kosmiske meddelelser, som kunne bekræfte eksistensen af liv i rummet. Selvom initiativer som SETI gør brug af et omfattende netværk af radioteleskoper til at overvåge himmelrummet, er resultaterne hidtil udeblevet. Ifølge nye videnskabelige studier er denne stilhed dog ikke nødvendigvis et bevis på, at vi er alene.
Måske er den virkelige udfordring langt mere simpel. Vi er muligvis blot utroligt dårlige lyttere i et kolossalt og støjende univers. Eksperter inden for astronomi peger på, at både vores timing, teknologiske niveau og selve retningen for vores lytning kan være helt ude af sync med de indkommende datasendinger. Derudover kan disse transmissioner sagtens være blevet afsendt for tusindvis eller endda millioner af år siden.
Forskere fra diverse observatorier understreger, at menneskehedens aktive søgen efter teknosignaturer kun har stået på i en forsvindende lille brøkdel af tid. Set i forhold til universets enorme alder er det et nærmest usynligt øjeblik. Hvis et avanceret samfund udsendte et signal for fem årtusinder siden, har vi højst sandsynligt bare misset det fuldstændigt.
Hvad forskerne egentlig leder efter i rummet
Fagfolk benytter begrebet teknosignaturer om enhver målbar indikation på, at en fremmed civilisation besidder teknologi. Disse spor kan antage utallige former og svinge utroligt meget i intensitet. Radioteleskoper, som for eksempel det berømte anlæg i Arecibo eller det topmoderne Green Bank Observatory, koncentrerer sig primært om at fange elektromagnetiske bølger.
Når astronomer finkæmmer universet, kigger de særligt efter helt specifikke fænomener:
- unaturlige radiotransmissioner med en tydelig, regelmæssig opbygning
- pulserende signaler, der følger et matematisk mønster
- kraftige laserimpulser direkte rettet mod verdensrummet
- gigantiske konstruktioner i stil med Dyson-sfærer
- kemiske aftryk fra industriel aktivitet i atmosfæren på exoplaneter
- kunstige kilder til varme eller stråling
Specialister fra University of California, Berkeley har i mange år analyseret data fra radioteleskoper ved hjælp af uhyre komplekse algoritmer. Udfordringen er dog, at de konstant skal frasortere gigantiske mængder af forstyrrelser skabt her på kloden. Alt fra mobiltelefoner og satellitter til mikrobølgeovne og flyvemaskiner genererer en elektromagnetisk støj, som gør det ualmindeligt vanskeligt at opfange de sarte kosmiske lyde.
Hvorfor vi sandsynligvis har overset rumvæsenernes beskeder flere gange
Tidsvinduet for at fange en transmission er helt afgørende for succes. Hvis en fjern kultur har dirigeret radiobølger mod vores solsystem, bevæger disse bølger sig med lysets hastighed gennem det tomme rum. Afhængigt af den præcise afstand til afsenderens stjerne, kan rejsen til Jorden nemt strække sig over hundreder til millioner af år.
Hagen ved den nuværende situation er, at vi først begyndte at lytte med i 1960. Det var året, hvor astronomen Frank Drake udførte sine banebrydende observationer under navnet Projekt Ozma. I et kosmisk perspektiv udgør 60 års lytning absolut ingenting. En potentiel besked kunne sagtens være ankommet i 1850, hvor vi intet modtagerudstyr besad, eller endda lang tid før i det gamle Egypten.
En anden enorm forhindring er kalibreringen af udstyret. Verdensrummet er ubegribeligt stort, og vi kan kun overvåge en mikroskopisk del af nattehimlen ad gangen. Selvom imponerende anlæg som Parkes i Australien og FAST i Kina rangerer blandt de mest fintfølende instrumenter, kan de umuligt overvåge hele himmelhvælvingen på én gang. Det er præcis som at lede efter en nål i en høstak, når man er tvunget til at undersøge høet strå for strå.
Anerkendte astronomer fra Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics har regnet sig frem til, at chancen for at snappe et kortvarigt signal via tilfældig scanning af stjernerne er forsvindende lille. Hvis en udenjordisk intelligens kun transmitterer i et par minutter eller timer, er sandsynligheden for at fange den tæt på nul, medmindre linsen peger mod den præcis rigtige sektor i netop det sekund.
Den teknologiske kløft mellem os og mulige afsendere
Et samfund med kapacitet til at kommunikere på tværs af interstellare distancer må nødvendigvis befinde sig på et ekstremt højt videnskabeligt niveau. Forskningsmiljøet refererer ofte til Kardashev-skalaen for at inddele civilisationer baseret på deres overordnede energiforbrug. Aktuelt vurderes menneskeheden at ligge og svinge omkring niveau 0,7 på denne skala.
En Type I-civilisation mestrer udnyttelsen af al energi på egen planet, mens en Type II kan tappe kraften direkte fra en stjerne. Hvis fremmede livsformer allerede har opnået Type II eller III, vil deres metoder højst sandsynligt fremstå som ren magi for os. De kan meget vel benytte sig af kommunikationsformer, vi endnu slet ikke har lært at forstå.
Flere teoretikere hos Massachusetts Institute of Technology lufter tanken om, at de mest overlegne civilisationer formentlig for længst har udfaset primitive radiobølger. Måske har de rykket deres kommunikation over på tyngdebølger, kvantesammenfiltring eller helt andre fysiske principper, som vi kun lige er begyndt at kradse lidt i overfladen af. Vores nuværende teknologi ville bare forblive blind over for den slags fremskredne data.
Har vi overhovedet en realistisk chance for at fange et signal?
På trods af disse voldsomme tekniske udfordringer hersker der stadig en stor optimisme i videnskabelige kredse. Vores udstyr gennemgår en kontinuerlig evolution, og dristige initiativer skaber muligheder for bredere himmelovervågning. Det omfattende program Breakthrough Listen, som blandt andre er støttet af investoren Jurij Milner, trækker i dag på kræfterne fra de stærkeste radioteleskoper på kloden.
Nutidens smarte systemer inddrager desuden kunstig intelligens til at tygge sig igennem de absurde mængder rådata. Avanceret maskinlæring er i stand til at spotte kryptiske mønstre, som menneskeøjet nemt ville overse. Et hold fra University of Oxford præsenterede for nylig en nyudviklet software, der håndterer analyser mere end tusind gange hurtigere end ældre teknikker.
Et andet vigtigt træk i kampen for opdagelser er at sprede vores søgespektrum. Frem for stædigt kun at lede i radiobølgefrekvensen, fokuserer moderne observationer nu også på lysbaserede signaler, infrarøde målinger og underlige uregelmæssigheder i gasserne på exoplaneter. Ethvert nyt tiltag forbedrer uundgåeligt vores chancer for succes.
Hvis fremmede eksistenser derude aktivt forsøger at skabe kontakt, giver vores voksende arsenal af teknologiske landvindinger os alt andet lige de stærkeste kort på hånden nogensinde. Det eneste ubesvarede spørgsmål er ganske simpelt, om vi magter at lytte vedholdende nok – og kigge den rigtige vej på det rette tidspunkt.
