Forskere måler for første gang hjerteslag hos vild kæmpehval

En historisk måling ud for Middelhavskysten

Noget bemærkelsesværdigt er lykkedes ud for Middelhavet: biologer har for allerførste gang registreret hjerteslag hos en fritsvømmende kæmpehval. Det er en bedrift, der har taget år at opnå — og som åbner døren til en helt ny forståelse af disse truede dyrs liv.

Et verdensførste efter fire års ihærdighed

Målingen fandt sted i august 2025 i Middelhavet fra sejlskibet Blue Panda. Forskere fra det franske forskningsinstitut CNRS og naturbevaringsorganisationen WWF stod bag projektet, som har været i gang i fire år. Tidligere ekspeditioner ved blandt andet Madagaskar og Hawaii endte forgæves.

Indtil nu har forskerne kun haft adgang til data fra strandede dyr eller hvaler fanget i net. Det gav blot et groft billede af hjerteaktiviteten og meget lidt information om dyrenes adfærd under normale omstændigheder.

For første gang foreligger der et detaljeret hjertefilmpje af en fri, sund finhval, mens dyret simpelthen lever sit daglige liv.

Gennembruddet er ikke kun en teknisk bedrift. Det rejser også helt konkrete spørgsmål: Hvor stresset bliver en hval, når et containerskib passerer? Hvor lang tid tager det, før kroppen falder til ro igen? Og hvilke dyr er mest udsatte langs travle skibsruter?

Hvordan måler man hjerteslag hos et dyr på 70 tons?

En voksen finhval kan blive op til 20 meter lang og veje 70 tons. Selve hjertet vejer mellem 100 og 300 kilo og er omtrent på størrelse med en lille bil. En almindelig blodtryksmanchet er naturligvis ikke en mulighed her.

Forskerne udviklede derfor et specialsystem baseret på en stor sugekop. Til denne ventouse befæstede de en kompakt multi-sensor tag udstyret med:

• elektroder til registrering af elektrokardiogram (EKG)
• bevægelsessensorer til at registrere dyk, drejninger og accelerationer
• en mikrofon til omgivende lyde og hvalyde
• et kamera og GPS-modul til billeder og lokationsdata

Fra en forskningsbåd placeres taggen med en lang stang på fire til fem meter på hvalens ryg. Sugekoppen hæfter sig til huden og sidder typisk fast i fem til otte timer. Derefter frigiver systemet sig selv, flyder op til overfladen, og forskerne kan indsamle dataene.

Den største udfordring lå ikke i elektronikken, men i at finde det rette øjeblik: at komme tæt nok på et dyr, der tilbringer næsten 90 procent af sin tid under vandet.

Tekniske forhindringer på åbent hav

Holdet stødte på en række praktiske problemer undervejs:

• højt tryk og stærke strømninger i store dybder
• hvalens høje hastighed og uforudsigelige bevægelser
• den enorme kropsstørrelse, der gør brystområdet næsten utilgængeligt
• sugekoppen hæfter dårligt til våd og ofte ru hud
• risikoen for at miste taggen — og dermed alle lagrede data

Hertil kommer, at finhvaler i Middelhavet er svære at lokalisere. De lever i områder med hårdt vejr, spreder sig over store afstande og viser sig kun kortvarigt ved overfladen. Én forpasset chance kan betyde en hel dags tabt arbejde.

Hvad hjertefilmene afslører

De registrerede hjerteslag giver et enestående indblik i livet hos et af klodens største dyr. En af de mest slående opdagelser er, hvor dramatisk hjerterytmen ændrer sig med dybden.

Denne såkaldte dykbradykardi er en velkendt strategi hos havdyr: ved at sænke hjertefrekvensen kraftigt under dybe dyk sparer de ilt. Når dyret stiger mod overfladen, stiger pulsen hurtigt igen, så blodet hurtigt kan optage ilt i lungerne.

Målingerne bekræfter også noget, naturbevarere længe har frygtet: finhvaler reagerer relativt sent på skibe, der nærmer sig. Dyret ændrer først kurs i allersidste øjeblik, hvilket efterlader meget lidt sikkerhedsmargen.

Når man følger hjerteslag og bevægelse samtidig, ser man præcis, hvornår en hval bliver forskrækket, og hvordan den derefter tilpasser sin adfærd.

Derfor er det afgørende at måle stress

Hjertet fungerer i denne forskning som en slags intern stressmåler. Ved at koble hjerterytmemønstre til lyde, skibstrafik og adfærd kan biologer langt mere præcist vurdere, hvilke forhold der er skadelige for dyrene.

Dataene kan blandt andet bruges til:

• at udpege risikoområder, hvor hvaler ofte befinder sig tæt på skibsruter
• at teste hastighedsbegrænsninger for skibe på travle trækruter
• at vurdere støjnormer for sonarer, boreplaforme og skibstrafik
• at identificere dyr, der er kronisk stressede

For beslutningstagere og rederier opstår der hermed et konkret redskab — ikke blot optællinger af observationer, men målbare sundhedssignaler fra dyrene selv.

Finhvalen i Middelhavet er under voldsomt pres

Finhvalen er verdens næststørste pattedyr efter blåhvalen. I Middelhavet anslås bestanden til blot omkring 2.000 individer, og den er faldet markant siden 1980'erne. Arten er klassificeret som truet i dette område.

Den største trussel er kollisioner med skibe. Ifølge WWF medfører skibstrafikken en stigning på cirka 20 procent i dødeligheden oven i de naturlige dødsårsager — et alvorligt slag for en art, der formerer sig meget langsomt.

Dertil kommer yderligere risici:

• ændringer i vandtemperatur og fødedistribution som følge af klimaforandringer
• undervandsstøj fra skibe, sonarer og industrielle aktiviteter
• kemisk forurening, der ophobes i hvalernes fedtvæv
• tilbagegang i plankton og småfisk, som udgør artens primære føde

Når kropssignaler som hjerteslag inddrages, kan beskyttelsesplaner tilpasses langt mere præcist til, hvad dyrene reelt kan tåle.

Hvad denne teknologi kan muliggøre fremover

Forsøget med finhvalen i Middelhavet er kun begyndelsen. Den samme teknologi kan tilpasses andre store hvaler som kaskelothvaler og blåhvaler. Kombinationer med satellitsporing og lydnetværk er også en oplagt næste skridt.

I praksis vil det blive muligt at:

• oprette midlertidige stilezoner i perioder, hvor hvaler fouragerer intensivt
• flytte skibsruter nogle kilometer, hvis det viser sig, at dyrene er kronisk stressede i bestemte områder
• planlægge havprojekter til perioder, hvor hvaler er mindre tilstede

For mange lyder et hjertefilmpje af en hval måske som en pudsig videnskabelig kuriositet. Men i det daglige naturbevaringsarbejde kan en sådan serie linjer på en skærm udgøre forskellen mellem en sårbar bestand, der fortsætter med at falde, og en population, der langsomt begynder at vende tilbage.

Den, der nogensinde har set en hval dukke op ved horisonten, ved, hvor skrøbeligt et sådant kæmpedyr pludselig ser ud omgivet af skibe, boreplatforme og travle færgeruter. Med disse målinger får forskerne endelig tal i hånden, der passer til den følelse: hvor bliver det for trangt, hvor stiger spændingen, og hvor er der stadig plads til at trække vejret i havet.