En uventet rovdyr dukker op i iskolde farvande
Et område mest forbundet med pingviner og sæler har vist sig at gemme på noget langt mere overraskende. For første gang nogensinde har forskere fanget en hai på video, mens den svømmede i farvandene omkring Antarktis nær De Sydlige Shetlandsøer. Det er ikke bare en sensation for havbiologer – det ryster fundamentalt vores forståelse af livet i havets dybder.
Haien under isen: hvad lykkedes det egentlig at optage
Optagelsen fandt sted under en forskningsekspedition ledet af et team fra Minderoo-UWA Deep Sea Research Center i samarbejde med Inkfish Expeditions. Forskerne sænkede specialudstyr ned til havbunden – højopløsningskameraer med fastgjorte lokkemidler. Udstyret nåede en dybde på cirka 490 meter, altså en zone med næsten fuldstændig mørke, hvor vandtemperaturen lå omkring 2°C.
Efter flere dages optagelse stod holdet over for næsten 400 timers videomateriale, der skulle gennemgås. Blandt billeder af langsomt synkende madlokkemidler og sædvanlige dybhavsfisk dukkede der pludselig en massiv, langstrakt silhuet op. Haien bevægede sig langsomt, nærmest sløvt – som om det ekstremt høje tryk og den gennemtrængende kulde slet ikke påvirkede den.
For første gang er en hai blevet registreret i farvandene omkring Antarktis, i en dybde på næsten 490 meter, ved en vandtemperatur på cirka 2°C.
Eksperter identificerede dyret som et medlem af hajfamilien Somniosidae – sandsynligvis en såkaldt sydlig søvnhai. Denne gruppe er kendt for sin ekstremt rolige livsstil, bemærkelsesværdigt lange levetid og en forkærlighed for kolde, mørke havzoner.
Den mystiske søvnhai – nutidens havdinosaur
Hajer fra familien Somniosidae kaldes ofte "søvnhajer" på grund af deres usædvanligt afslappede svømmestil. De udfører ingen pludselige bevægelser og jager ikke byttedyr i dramatiske angreb. I stedet glider de gennem vandet som skygger og sparer energi i omgivelser, hvor hvert eneste kalorieindhold tæller.
Til denne gruppe hører blandt andre den berømte grønlandshai fra det nordlige hav, som ifølge forskning angiveligt kan blive flere hundrede år gammel. Forskerne mistænker, at dens slægtninge fra sydlige farvande kan opnå en tilsvarende alder. Netop derfor betragter videnskabsfolk enhver ny optagelse af et sådant dyr som et uvurderligt spor i forskningen om hvirveldyrs levetid.
Hvorfor denne hai er en videnskabelig sjældenhed
Familien Somniosidae har i årevis voldt biologer problemer. Der mangler gode og tidssvarende genetiske data. Mange beskrivelser stammer fra første halvdel af det 20. århundrede, hvor forskningsmetoderne var fundamentalt anderledes end i dag. Der hersker stadig uenighed om, hvor mange arter familien egentlig omfatter, og hvordan man skelner dem fra hinanden.
Optagelsen fra Antarktis-området kan hjælpe med at løse et taxonomisk gåde, som videnskaben har kæmpet med i næsten hundrede år.
Hvis det lykkes at indsamle vævsprøver, vil forskerne sammenligne DNA'et med andre søvnhajer. Det giver mulighed for at rydde op i slægtskabstræet – måske viser det sig, at nogle former, der hidtil blev betragtet som separate arter, faktisk er den samme, mens andre tværtimod rummer større mangfoldighed end antaget.
Har hajer altid svømmet under Antarktikas is?
Intuitivt kunne man forestille sig, at der var tale om en enkelt eventyrlystne hai, der var vandret usædvanligt langt mod syd. Men forskerholdet antyder det stik modsatte. Haien på optagelsen ser slet ikke ud som en tilfældig gæst. Den bevæger sig roligt, som i velkendte omgivelser, og der er intet, der tyder på desorientering eller den adfærd, man typisk ser hos forvirrende individer.
Forskerne fremfører den hypotese, at der lever flere sådanne hajer i denne del af Sydishavet – de undgår blot systematisk observation. En stor del af året er området dækket af havis, ekspeditioner er logistisk krævende og dyre, og vejrvinduerne er meget korte. Ganske enkelt er der sjældent nogen, der får lejlighed til at sende et kamera så dybt ned under de antarktiske farvande.
Et fascinerende aspekt er også, hvordan hajen håndterer temperaturen. Mange fisk fra Antarktis har proteiner i blodet, der fungerer som naturligt frostmiddel. I dette rovdyrs tilfælde ser det ud til, at det snarere benytter sig af vandlag, der er marginalt varmere end overfladen, og dermed ikke behøver at tilpasse sig så ekstremt på det biokemiske plan.
Hvad adskiller denne optagelse fra tidligere observationer
| Egenskab | Typiske observationer af søvnhajer | Ny optagelse fra Antarktis |
|---|---|---|
| Placering | Arktis, det nordlige Atlanterhav, kolde tempererede have | Området ved De Sydlige Shetlandsøer, farvande nær Antarktis |
| Dybde | Fra nogle få til flere tusinde meter | Cirka 490 meter |
| Vandtemperatur | Meget lav, typisk et par grader over nul | Cirka 2°C |
| Dokumentationsform | Enkeltstående optagelser, hyppigere individer fanget af fiskere | Fuld videooptagelse i naturlige omgivelser |
Antarktikas dybe farvande er stadig fyldt med gåder
Det faktum, at man i 2025 stadig kan støde på et så overraskende dyr i et geografisk velkendt område, illustrerer tydeligt, hvor fragmentarisk vores viden om havets dybder fortsat er. Området omkring Antarktis har længe primært fungeret som scene for klimaforskning, glaciologi og studier af pingviner. Økosystemerne i de mørke vandlag flere hundrede meter under overfladen har sjældnere tiltrukket sig forskernes opmærksomhed.
Den nye optagelse antyder, at fødekæderne under det antarktiske havis er langt mere komplekse, end hidtidige modeller har indikeret.
Tilstedeværelsen af et stort dybhavsrovdyr betyder, at de lavere niveauer i denne fødekæde – mindre fisk, hvirvelløse dyr og ådselspisende organismer – må udgøre et stabilt og velfungerende netværk. Uden det ville en hai med en så rolig og langsom livsstil ikke kunne opretholde sig selv der i årtier, måske endog århundreder.
Hvordan gennemføres sådanne undersøgelser overhovedet
Ekspeditioner til Antarktis kræver måneders forberedelse. Der skal planlægges skibsruter, udstyret skal sikres mod frost, stærk vind og bølger, og man skal regne med, at en del apparatur simpelthen forsvinder i dybet. På denne mission valgte holdet et relativt enkelt, men effektivt setup: en stålramme, et kamera, en lyskilde og et lokkemiddel til at tiltrække ådselspisende dyr.
Forskerne styrer ikke udstyret i realtid. Det synker til bunds, optager alt inden for kameraets synsfelt i en bestemt tidsperiode og hejses derefter op til overfladen. Først herefter begynder den møjsommelige gennemgang af optagelserne billede for billede. Det er derfor ikke overraskende, at spektakulære øjeblikke – som når en stor hai træder ind i billedet – opleves som en ægte belønning efter lange timers arbejde.
- Optagelsesdybde: ca. 490 meter
- Vandtemperatur: cirka 2°C
- Videomateriale til analyse: næsten 400 timer
- Sted: området ved De Sydlige Shetlandsøer, ca. 120 km fra Den Antarktiske Halvø
Hvad sker der videre med forskningen i dybhavshajer
Enhver ny optagelse som denne øger presset for en mere præcis kortlægning af livet i verdenshavene. Søvnhajer befinder sig ret højt i fødekæden, og enhver ændring i deres bestande kan signalere dybere forstyrrelser i økosystemet. I varmere farvande er det nemt at sætte menneskelig påvirkning i forbindelse med overfiskning eller forurening. I Antarktis-området kommer dertil konsekvenserne af den hurtige issmeltning, ændringer i saltindhold og havstrømme.
Forskerne forventer, at stadig flere ekspeditioner i de kommende år vil benytte autonome dybhavsfartøjer og avanceret videoanalyse støttet af AI. Det vil gøre det langt lettere at opdage sjældne arter i lange optagelser uden at skulle gennemgå hvert minut manuelt.
For lægfolk kan søvnhajen virke lidt kedelig – langsom, uden de skarpe vendinger man kender fra naturdokumentarer. For biologer er den derimod noget i retning af et levende evolutionært arkiv, der har overlevet i næsten uændret form i planetens mest barske afkroge. Jo bedre vi forstår, hvordan den fungerer i ekstremt kolde og mørke dybder, jo mere lærer vi ikke blot om Antarktis, men om organismers evne til at modstå miljøforandringer.
I praksis rejser det nye spørgsmål: Hvordan reagerer søvnhajer på opvarmede farvande? Er de i stand til at flytte sig til andre områder, hvis de foretrukne temperaturzoner forskydes dybere eller nærmere overfladen? Vil den ekstremt langsomme livsstil vise sig som en fordel eller snarere en hindring under hastigt skiftende forhold? Svarene kan vise sig at være afgørende – ikke bare for beskyttelsen af ét mystisk rovdyr, men for forståelsen af det samlede antarktiske økosystems tilstand.