Ringenes Herre efter 25 år: stadig næsten fejlfri
Instruktøren bag Pulp Fiction indrømmer åbent, at han er imponeret over Ringenes Herres omfang – men han betragter den ikke som nummer ét i filmhistorien. I flere interviews har han forklaret, hvorfor Peter Jacksons trilogi stadig gør et enormt indtryk efter alle disse år, og alligevel ikke lever op til hans personlige idealbillede af en trilogi, som han mener nærmest er umulig at gentage.
Et kvart århundrede efter den første films premiere regnes Ringenes Herre stadig som standarden for, hvordan man laver storstilet eventyrfilm. Fantasy-fans vender igen og igen tilbage til Jacksons film, fordi de får det hele på én gang: en gennemarbejdet verden, markante karakterer, storslåede slag og følelser, der ikke ældes i takt med de visuelle effekter.
For mange filmkenere er Jacksons trilogi næsten perfekt og tidløs – den ser frisk ud selv efter to årtier.
Det ses tydeligt i onlinediskussioner: enhver omtale af mulige nye Tolkien-filmatiseringer ender uundgåeligt med sammenligninger til filmene fra begyndelsen af 2000'erne. For en stor del af publikum er den fortolkning af Midgård blevet den definitive og "kanoniske" version.
Hvorfor det er så sjældent, at instruktører leverer tre gode film i træk
Tarantino har i årevis fremhævet, at det at skabe en sammenhængende og stærk trilogi er langt vanskeligere, end det ser ud. Den første film opstår typisk efter mange års omhyggelig arbejde med manuskriptet. Den anden skabes allerede i skyggen af succesen og studiets pres. Den tredje skal lukke alle historietråde og samtidig hæve indsatsen endnu mere.
- Del ét – verdensopbygning og karakterintroduktion
- Del to – uddybning af konflikten og karakterudvikling
- Del tre – en tilfredsstillende afslutning på historien
I praksis går det ofte galt et sted. Den anden film ender som en gentagelse eller et kaotisk forsøg på at overgå originalen. Den tredje skuffer ofte med slutningen, drukner i for mange plotlinjer eller bærer præg af at være presset ud efter en udgivelseskalender.
Set fra et håndværksmæssigt synspunkt er tre film af ensartet høj kvalitet næsten som et maraton uden hvil – og det er kun lykkedes for meget få instruktører.
Hvad imponerer Tarantino mest ved Ringenes Herre
Selv om han ikke sætter Ringenes Herre øverst på listen, nærer Tarantino betydelig respekt for Jacksons trilogi. Han fremhæver flere elementer, der har gjort indtryk på ham, selv om han ikke deler opfattelsen af den som "den bedste trilogi nogensinde".
En filmmæssig gigant, der stadig ser overraskende moderne ud
Instruktøren anerkender, at den visuelle og tonale konsistens i Ringenes Herre er sjælden. Alle tre dele blev skabt i ét sammenhængende optagelsesforløb, med den samme æstetik og det samme hold. Det giver seeren en fornemmelse af én stor sammenhængende fortælling snarere end tre løst forbundne film.
Blandingen af praktiske og computerbaserede effekter spiller også en stor rolle. Miniaturemodeller, optagelser i virkelige naturomgivelser og ork-makeup betyder, at mange scener stadig ser troværdige ud, på trods af det teknologiske spring, som filmbranchen har taget siden da.
Følelserne vejer tungere end effekterne
Tarantino understreger ofte, at genrefilm bæres af karakterernes følelsesliv. Ringenes Herre forstår det til perfektion i sine bedste øjeblikke, mener han. De centrale scener handler ikke kun om spektakulære slag, men også om stille valg: Sams loyalitet, Ringens fristelse, Frodos sammenbrud.
Jacksons trilogis største styrke er ikke de visuelle fyrværkerier, men det faktum at seeren oprigtigt bekymrer sig om karakterernes skæbne.
Hvorfor det alligevel ikke er "nummer ét" i filmhistorien for ham
I Tarantinos vurdering er Tolkien-trilogien en stor bedrift – men den opfylder ikke fuldt ud hans personlige kriterier for "tre ideelle film". Han voksede op med en helt anden type kino: han er langt tættere på thriller, krimi og actionfilm fra 70'erne og 80'erne end på klassisk fantasy.
I hans hierarki vejer følgende faktorer tungest:
| Kriterium | Ringenes Herres placering |
|---|---|
| Ensartet kvalitet i alle tre dele | Høj, selv om nogle seere kritiserer tempoet i den første film |
| Dialogernes styrke | Mere klassiske og mindre "skarpe" end Tarantinos foretrukne stil |
| Indflydelse på popkulturen | Enorm, både inden for fantasy og blockbustere generelt |
| Instruktørens personlige stil | Episk og konsistent, men mindre "autorfilm" end Tarantinos egne værker |
Gennem hans udtalelser skinner én tanke igennem: den ideelle trilogi bør både have et markant, personligt forfatterskab og holde som helhed uden et svagt led. Ringenes Herre opfylder det krav for mange. For Tarantino er den snarere en mesterligt realiseret adaptation af en litterær klassiker end noget helt uforlignelig.
"En sådan bedrift er svær at gentage" – hvad Tarantino egentlig mente
Når instruktøren siger, at en lignende præstation nærmest er umulig at kopiere, handler det ikke om, at ingen nogensinde vil lave tre fremragende film igen. Han peger snarere på de meget specifikke omstændigheder, der tilsammen skabte succesen med denne Tolkien-adaptation.
- Hele produktionen blev optaget i ét stort forløb – uden at strække projektet over årtier
- En forholdsvis samlet vision fra en instruktør, der havde stor indflydelse på projektet
- Et præcist tidspunkt i filmhistorien, hvor computereffekter var veludviklede, men endnu ikke dominerede over praktiske løsninger
- En enorm fanbase fra den litterære kilde, klar til at bakke filmen op
Tarantino antyder, at nutidens blockbuster-system oftere skubber studier i retning af uendelige serier, spin-offs og prequels frem for elegant afsluttede trebindsfortællinger. Det er simpelthen mere rentabelt at malke et varemærke til det yderste end at afslutte det med tre stærke kapitler.
Hvorfor diskussionen om "den bedste trilogi" engagerer fans så voldsomt
Når en anerkendt instruktør offentligt erklærer, at hans favorit er en anden filmrække end den hyppigst nævnte, vækker det straks stærke reaktioner. Ringenes Herre har et usædvanligt loyalt publikum, der nærmest betragter trilogien som selve referencepunktet for alt eventyrfilm.
Tarantinos stemme er en del af en bredere debat om, hvad der overhovedet afgør "det bedste". For nogle fans handler det om kulturel indflydelse og antallet af priser. For andre er det vigtigere, hvor ofte de vender tilbage til filmene, og hvor dybt disse historier har formet deres filmsmag.
Striden om den ideelle trilogi er i bund og grund en strid om forskellige definitioner af, hvad film skal være: et spektakel, et personligt kunstnerisk udtryk – eller måske en følelsesmæssig barndomsoplevelse.
Hvad denne diskussion fortæller om nutidens filmverden
Når en person af Tarantinos kaliber distancerer sig fra den udbredte begejstring, opstår der et interessant spejl for hele branchen. På den ene side har vi megaprojekter som Ringenes Herre, hvor alt er underordnet en sammenhængende flerdelsfortælling. På den anden side finder vi instruktører, der sætter afsluttede, personlige historier højere end store filmuniverser.
For seerne er det en god anledning til at overveje sine egne kriterier. Skal den ideelle trilogi nødvendigvis være spektakulær og dækket af Oscar-statuetter? Eller er det nok, at ingen af delene falder igennem i ens personlige hukommelse, og at hver enkelt rummer scener, man husker i årevis?
I praksis laver de fleste mennesker intuitivt deres egne private ranglister og blander meget forskellige genrer: fra fantasy over sci-fi til thriller. I sådanne opstillinger lander Ringenes Herre næsten altid meget højt – uanset om man er enig med Tarantino eller ej.
Denne meningsforskel har også en ekstra effekt: den lokker folk tilbage til lærredet. Efter sådan en debat om én enkelt udtalelse vil mere end én seer gense hele trilogien og forsøge at se den med friske øjne – med spørgsmålet i baghovedet om, hvad der virkelig er uopnåeligt ved den, og hvor tidens tand alligevel har sat sine spor.