Markerne er blevet tavse – og det burde bekymre os
På majsmarker og sojamarker er der stille. Faretruende stille, advarer en ny videnskabelig analyse. Og det er ikke tilfældigt.
En ny undersøgelse offentliggjort i et anerkendt videnskabeligt tidsskrift viser, at fuglebestande i områder med det mest industrialiserede landbrug ikke bare falder år for år – de falder i et stadig accelererende tempo. Den afgørende ledetråd peger direkte mod intensiv brug af gødning og pesticider.
Færre fugle – og de forsvinder hurtigere og hurtigere
Et forskerhold undersøgte bestandsudviklingen for 261 nordamerikanske fuglearter over mere end tre årtier – fra 1987 til 2021. Billedet, der tegner sig fra de indsamlede data, er utvetydigt: Gennemsnitligt er disse arters bestande skrumpet med omkring 15 procent.
Endnu mere alarmerende er omfanget af tilbagegangen hos de enkelte arter. Hele 47 procent af dem viser en tydelig, statistisk bekræftet nedadgående tendens. Det er ikke længere isolerede undtagelser – det er et udbredt fænomen.
Forskerne påpeger, at hos næsten en fjerdedel af de analyserede arter accelererer tilbagegangen år for år – den bliver ikke bare ved med at ske, den sker hurtigere og hurtigere.
Netop denne acceleration var undersøgelsens centrale omdrejningspunkt. Forskerne nøjedes ikke med en simpel sammenligning af dengang og nu. De analyserede, hvordan tempoet i tilbagegangen ændrer sig over tid. Denne metode gør det muligt at identificere såkaldte "hotspots" – områder og arter, hvor situationen begynder at løbe løbsk, inden fuglene nærmest er forsvundet fuldstændigt.
Kortene over forsvindende fugle falder sammen med landbrugskortene
Analysens resultater var meget sammenhængende. De zoner, hvor fuglebestande falder hurtigst, overlapper næsten præcist med de områder, der domineres af intensivt landbrug baseret på:
- et højt forbrug af pesticider – primært insektmidler og ukrudtsmidler,
- store mængder kunstgødning,
- udstrakte monokulturer – enorme marker med én enkelt afgrøde.
Disse konklusioner passer ind i et større mønster. Den Internationale Naturbevaringsunion har tidligere beregnet, at bestandene af 61 procent af verdens fuglearter er faldende, og at landbrugets ekspansion og intensivering er en af de vigtigste drivkræfter bag denne udvikling.
Sådan skader industrielt landbrug fuglene
Det starter med landskabet. Naturlige enge, krat, små lunde og markstier forsvinder og erstattes af store, flade marker. Træer, buske, gamle hulstammer og vandhuller – præcis de elementer fuglene har brug for til at ruge, gemme sig for rovdyr og finde føde – forsvinder.
At omdanne et varieret landskab til en ensartet mark betyder for fuglene tab af ly, ynglesteder og fødegrundlag – alt på én gang.
Det næste slag er kemikalier. Intensivt landbrug er afhængigt af store mængder gødning og plantebeskyttelsesmidler. Selvom nogle fugle kan blive direkte forgiftet, understreger forskerne, at det afgørende problem ligger et andet sted: i forsvinden af føde.
Når insektet forsvinder, sulter hele fødekæden
For mange fuglearter – særligt sangfugle – udgør insekter den primære fødekilde, i hvert fald i dele af året eller når ungerne skal fodres. Men set fra en landmands perspektiv er mange af disse insekter skadedyr, der skal elimineres så hurtigt som muligt.
Ind kommer insektmidlerne. De fjerner insekterne effektivt, men med dem forsvinder fuglenes naturlige "spisekammer". Samtidig fjerner ukrudtsmidler ukrudtet – og dermed hele de miniatureøkosystemer, hvor yderligere insektarter levede. Gødning ændrer plantesammensætningen, hvilket igen påvirker strukturen i hvirvelløsebestande.
Effekten er enkel: Færre insekter betyder mindre tilgængeligt foder, dårligere kondition hos de voksne fugle, svagere ynglesucces og lavere overlevelse hos ungerne. På længere sigt fører det til en vedvarende indskrænkning af bestandene.
Varmen skader, intensivt landbrug accelererer nedturen
Undersøgelsens forfattere analyserede også effekten af stigende temperaturer. En stigning i den gennemsnitlige temperatur i et givet område hang sammen med et generelt fald i fuglebestande. Hedebølger, tørke og ekstreme vejrhændelser belaster fuglenes organismer og gør det vanskeligere at finde føde.
Resultaterne afslørede dog noget endnu mere bekymrende: Der, hvor landbruget er særligt intensivt og klimaet samtidig varmes op, er faldet i fuglebestande markant kraftigere. De to pres virker samtidigt og forstærker hinanden gensidigt.
Kombinationen af stærk kemikalisering af landbruget og et varmere klima får allerede svækkede fuglebestande til at skrumpe endnu hurtigere.
Ændringer i arealanvendelsen spiller også en rolle. Store marker giver langt mindre skygge end naturlige skove eller krat, og fældning af træer til fordel for dyrkningsarealer reducerer optagelsen af kuldioxid. I praksis skaber det lokale "varmeøer" og endnu hårdere betingelser for dyrene.
Kan vi producere mad på en anden måde?
Forskerne understreger, at det ikke handler om at stille "godt" og "dårligt" landbrug op mod hinanden, men om måden, vi forvalter jorden på – om det er muligt at kombinere fødevareproduktion med naturbeskyttelse. Én tilgang, der vinder stadig større opmærksomhed, er det, der kaldes regenerativt landbrug.
Det drejer sig om en tilgang, hvor landmanden:
- begrænser brugen af pesticider og ukrudtsmidler,
- bestræber sig på at bevare eller genskabe varierede landskabselementer (markstier, læbælter, vandhuller),
- undgår udstrakte monokulturer til fordel for større afgrødediversitet,
- planlægger alle tiltag med jordfrugtbarhed og biodiversitet for øje.
Landbrug, der respekterer naturlig bevoksning, efterlader stykker af vild vegetation og begrænser kemikalierne, kan markant bremse tilbagegangen i fuglebestande.
Eksperter påpeger dog, at i mødet med det voksende fødevarebehov og den accelererende klimakrise er en ændring af landbrugspraksis alene måske ikke tilstrækkelig. Presset for stadig højere udbytte betyder, at landmænd ofte tyr til velkendte, intensive metoder, der giver hurtige afgrøder – men til en høj pris for miljøet.
Fuglenes forsvinden angår os alle
Fugle er ikke blot et farverigt pyntelement i landskabet. De er vigtige bestanddele af lokale økosystemer. De spiser enorme mængder insekter, herunder dem der er skadedyr på afgrøder. De spreder frø fra træer og buske og deltager i bestøvningen af visse planter. Deres tilstedeværelse – eller fravær – afspejler hele miljøets tilstand.
Hvis fuglene forsvinder fra et stort område, er det som regel et tegn på, at en form for balance er alvorligt brudt. Det rammer ikke kun naturen, men indirekte også økonomien – eksempelvis gennem øget skadedyrspres, jordemsion og dårligere vandbinding.
For den almindelige borger er det letteste "måleinstrument" ofte det daglige landskab. Når vi om foråret hører stadig mindre fuglesang, og når der flyver enkeltstående svaler over markerne i stedet for sværme, er det et signal om, at den proces, undersøgelsen beskriver, ikke er abstrakt. Den sker her og nu – også i Europa.
Hvad kan vende denne udvikling
Ansvaret hviler ikke udelukkende på landmændene. Retningen bestemmes af politiske beslutninger, tilskudsordninger og regulering – samt af forbrugernes valg. Når stater støtter naturvenlig praksis finansielt, bliver det lettere for landmænd at tage risikoen ved at gå over til mindre intensive dyrkningssystemer. Når forbrugere vælger produkter fremstillet med respekt for miljøet, sendes signalet direkte ud i forsyningskæden.
Det er også værd at huske på den lokale skala. Selv små handlinger – at lade en del af haven gro vildt, plante frugtbuske, anlægge et vandhul eller undlade at bruge kemikalier i private haver – skaber øer af ly for fugle og insekter. Med tusindvis af sådanne steder på landkortet opstår et tæt netværk, der understøtter biodiversiteten, også i landbrugsområder.
Den nye undersøgelse er altså ikke blot tør statistik om endnu et par procents nedgang. Det er et advarselssignal om, at den måde, vi producerer mad på, virker imod det naturlige system, vi selv er afhængige af. Hvis fuglene forsvinder hurtigere der, hvor landbruget mest ligner en produktionslinje, betyder det, at den nuværende model nærmer sig grænsen for, hvad økosystemerne kan holde til.
Den samtidige stigning i landbrugsintensitet og global temperatur betyder, at presset på fuglene vil vokse. Jo længere vi holder den nuværende kurs, desto sværere bliver det at vende skaderne. Fra forskernes perspektiv er enhver handling, der reducerer kemikalier på markerne, genskaber dele af det naturlige landskab eller bremser klimaopvarmningen, en reel investering i, at fremtidige generationer stadig kender lærkerens morgensang fra deres eget baghave – og ikke kun fra arkivoptagelser.