Et bjerg med tusinder af års historie gemte på en hemmelighed
Dornberg-bakken i Harz-regionen var allerede kendt som et sted med en rig fortid. Men nu har arkæologer opdaget noget endnu mere opsigtsvækkende: midt i et uråldent gravsted havde nogen i middelalderen gravet en smal tunnel ned i jorden. Det er sjældent, at så mange årtusinders historie mødes på få kvadratmeter.
Tunnelen under den kommende vindmøllepark
Det hele begyndte som en såkaldt redningsudgravning – en standardprocedure, der altid gennemføres inden større byggeprojekter. I dette tilfælde drejede det sig om en planlagt vindmøllepark i det centrale Tyskland i Harz-distriktet. Normalt forventer arkæologteams at støde på rester af gamle bebyggelser eller enkelte grave. Denne gang var fundet langt mere gådefuldt.
I den første fase af arbejdet bemærkede forskerne en smal, aflang fordybning på cirka to meters længde, tildækket af en stor stenplade. Alt tydede på en typisk gravkonstruktion fra stenalderen. Men da de begyndte at afdække den forsigtigt, ændrede billedet sig markant.
I stedet for et klassisk gravkammer gik jorden dybere og dybere ned, og udgravningsprofilet afslørede et system af gange under overfladen. Først da væggene var omhyggeligt renset, stod det klart: det var ingen naturlige sprækker i klippen, men en bevidst udgravet tunnel.
Tunnelen viste sig at være et typisk eksempel på det, der kaldes en Erdstall – et system af snævre underjordiske gange, udhulet af menneskehænder, med mindre udvidelser der minder om kamre.
Hvad er de mystiske Erdstalle?
Erdstalle er en temmelig gådefuld gruppe anlæg, der primært kendes fra det nuværende Tyskland, Østrig og Tjekkiet. De dateres oftest til den sene middelalder og deler flere karakteristiske træk: meget snævre passager, lave lofter, ingen bekvem indgang og næsten fuldstændig mangel på genstande, der klart afslører deres funktion.
Den nyopdagede tunnel i Harz passer godt ind i dette mønster. Arkæologerne beskriver følgende kendetegn:
- snævre, stedvis næsten kvælende passager
- mindre udvidelser i form af "kamre" inde i gangsystemet
- bevidst tilhuggede sten, der stabiliserer væggene
- ingen spor af fast brug som aske, ildsteder eller tykke affaldslag
Anlæggets alder blev primært fastslået ud fra keramikfragmenter fra den sene middelalder, fundet i opfyldningslaget. Materialet er ikke imponerende, men det er tilstrækkeligt til at flytte dateringen fra stenalderen til en langt yngre periode.
En bakke i brug i 6.000 år
Det mest fascinerende er den sammenhæng, tunnelen er opstået i. Dornberg har længe tiltrukket sig arkæologernes opmærksomhed som et sted med en usædvanlig lang brugshistorie. Undersøgelser i området har vist, at denne lille bakke fungerede som begravelsessted allerede omkring 4.000 år før vor tidsregning.
Inden for bakkens område har man hidtil identificeret følgende fund:
| Periode | Type fund | Omtrentlig alder |
|---|---|---|
| Tidlig neolitikum | Grøfter knyttet til Baalberge-kulturen | Cirka 6.000 år siden |
| Sen neolitikum | Enkeltstående skelettgrave | Cirka 4.500–4.000 år siden |
| Bronzealder | Rester af gravhøj | 3.000–3.500 år siden |
| Middelalder | Underjordisk tunnel af Erdstall-typen | Cirka 600–800 år siden |
En så tæt "tidslag" på én bakke er sjælden. Stedet blev brugt til begravelser gennem skiftende kulturer og skikke, og alligevel vendte nye generationer igen og igen tilbage til det samme punkt på kortet.
Hvorfor gravede nogen en tunnel i et gammelt gravsted?
Arkæologerne har endnu ikke et entydigt svar på tunnelens funktion. Forskerne peger på to sandsynlige fortolkninger.
Et tilflugtssted i urolige tider
Det snævre gangsystem kan have fungeret som et skjulested under angreb eller lokale konflikter. Bakken med sine tydelige jordvolde, grøfter og gamle gravhøje udgjorde i sig selv et naturligt forsvarsværk. Det er ikke svært at forestille sig, at beboerne i den nærliggende bebyggelse kendte stedet godt og søgte ned i de underjordiske rum i farlige situationer.
Dette scenarie forklarer det sparsomme fund. Hvis gangene kun blev brugt kortvarigt i undtagelsessituationer, nåede man aldrig at samle mange hverdagsgenstande derinde. De snævre passager kunne desuden gøre det vanskeligt for angribere at trænge ind, mens en lille gruppe mennesker stadig kunne skjule sig.
Et sted for rituelle handlinger
Den anden hypotese antyder, at tunnelen havde forbindelse til ritualer – måske forankret i en lokal tradition, der stadig huskede det gamle gravsted. Selve tilstedeværelsen af meget gamle grave i landskabet kan have givet bakken en særlig aura: et grænserum, der forbandt nutiden med en fjern fortid.
En underjordisk passage, bevidst anlagt i et område forbundet med de døde, kan have spillet rollen som en symbolsk overgangssti – måske i form af lokale ritualer knyttet til forfædres minde, sygdom eller frugtbarhed.
Foreløbig mangler der tydelige spor af ild, ildsteder eller depoter, som normalt forbindes med offerhandlinger. I så snævre strukturer er det dog vanskeligt at forvente mange fund overhovedet. Detaljerede mikrosporsanalyser – for eksempel af trækul og plantepollen – kan i fremtiden åbne for nye spor.
Sådan undersøger man så snævre konstruktioner
At arbejde arkæologisk i underjordiske gange af denne type er alt andet end komfortabelt. Mange steder kan en voksen person knap klemme sig igennem, og til tider er det nødvendigt at kravle. Af sikkerhedsmæssige hensyn udføres en del af undersøgelserne derfor med indirekte metoder.
På udgravningsstedet i Harz anvender man blandt andet følgende teknikker:
- laserscanning af gangenes indre for at opbygge en præcis 3D-model
- fotogrammetri, hvor mange billeder sammensættes til én digital rekonstruktion
- prøvetagning af sedimenter fra gulve og vægge til laboratorieanalyse
- forsigtig afdækning af ind- og udgang for at aflæse de successive opfyldningsfaser
Takket være disse teknologier kan forskerne sammenligne den nye tunnel med andre kendte Erdstalle og afgøre, om den følger et typisk mønster, eller om den besidder egenskaber, der er særegne for Harz-regionen.
Hvad denne historie fortæller os om vores forhold til mindesteder
Dornberg-bakkens case illustrerer tydeligt, hvordan mennesker i forskellige epoker har gjort brug af de samme punkter i landskabet. Jordvolde, grøfter, gamle gravhøje og markante bakker sætter sig fast i hukommelsen. Selv når det oprindelige meningsindhold fortoner sig, fremstår stedet stadig som "anderledes" end omgivelserne.
Nutidens mennesker tænker ofte på en kirkegård som et ukrænkeligt rum. Historisk set har det ikke altid været tilfældet. Gamle grave blev adskillige gange omformet og taget i brug igen, mens erindringen om de første begravede langsomt forsvandt. Middelalderens beboere i Harz vidste måske godt, at der engang var begravet mennesker på bakken – men de behøvede ikke længere huske, hvem de var, eller hvilke skikke de fulgte.
For forskerne er det en enestående chance for at følge relationen mellem successive generationers brug af det samme rum. Analyser af keramik, værktøjsspor i gangenes vægge og måden, anlægget er blevet fyldt op på, kan afsløre præcis hvornår det opstod, hvor længe det var i brug, og under hvilke omstændigheder det blev glemt.
Sådanne fund minder os også om, at beslutninger truffet i dag – som opførelsen af en vindmøllepark – indgår i en dialog med en meget fjern fortid. Inden moderne vindmøller rejser sig på Dornberg-bakken, forsøger arkæologerne at hente så mange oplysninger som muligt op af jorden. For investoren er det ofte en ubelejlig forsinkelse. For videnskaben er det en unik mulighed for bedre at forstå, hvordan menneskenes livsforløb har udspillet sig på et forholdsvis lille areal gennem de seneste seks tusinde år.