Pasta er ikke bare pasta – testen afslører store forskelle
En ny test af populære pastatyper viser, at klassiske hvide spaghetti og fusilli langtfra er nummer et på tallerkenen.
En uafhængig forbrugerorganisation gennemgik 25 forskellige pastatyper fra supermarkeder, discountbutikker og helsekostforretninger. Man kiggede ikke kun på smag og pris – fokus lå især på sammensætning, forureningsstoffer og næringsindhold. Resultaterne vil overraske enhver, der troede, at traditionel hvede-pasta var det selvfølgelige valg.
Hvad testen egentlig målte – og hvorfor det betyder noget
Pasta betragtes ofte som et simpelt, billigt og nogenlunde sikkert produkt. I mange hjem ryger det på tallerkenen flere gange om ugen, typisk som fusilli eller penne. Men analysen af 25 forskellige pakker afslørede en enorm forskel på tværs af produkterne, når det gælder sundhedsmæssig kvalitet.
Eksperterne så nærmere på tre centrale faktorer, der reelt påvirker kroppen hos dem, der spiser pasta regelmæssigt.
- Næringsværdi – indhold af kostfibre, protein og mineraler.
- Sikkerhed – rester af pesticider og tungmetaller, primært cadmium.
- Produktionsmetode – om tørringen foregik skånsomt eller ved aggressivt høje temperaturer.
Det sidste punkt lyder måske teknisk, men har stor praktisk betydning. Intensiv industriel tørring af pasta kan spores via niveauet af et stof kaldet furosine. Et højt indhold signalerer, at varmen har ødelagt en del af kornets naturlige egenskaber og næringsstoffer.
Konklusionen fra analysen er klar: lys, stærkt forarbejdet hvede-pasta har typisk mindst næringsværdi, mens fuldkorns- og bælgfrugtvarianter klarer sig langt bedre.
Bælgfrugter i toppen: hvem vandt ranglisten
Den største overraskelse i testen er vinderen. På førstepladsen befinder sig hverken klassisk hvede-pasta eller pasta af hård hvede – men derimod et produkt baseret på kikærter. Det drejer sig om kikærtefusilli fra mærket Lazzaretti, der opnåede hele 17,7 ud af 20 mulige point.
Tallene er imponerende: per 100 gram indeholder pastaen cirka 20,4 g protein og 11,8 g kostfibre. Det er parametre, der minder mere om et proteinrigt måltid end om en almindelig portion pasta. Derudover fandt testen ingen spor af hverken pesticider eller cadmium i produktet.
Der er dog én hage – prisen. Et kilo af denne pasta koster omkring 14 euro, hvilket placerer den i kategorien af lejlighedsvise indkøb snarere end som den daglige frokostbase for en hel familie.
Fuldkorn som et realistisk kompromis
Andenpladsen gik til fuldkorns-fusilli af økologisk dyrket durumhvede fra mærket Montebello. Med 16,6 ud af 20 point og en pris på cirka 3 euro per kilo er dette et langt mere hverdagsvenligt valg for de fleste indkøbskurve.
Denne pasta kombinerer to klare fordele: et godt kostfiberindhold og ingen påviselige rester af plantebeskyttelsesmidler. For dem, der søger en sundere version af den klassiske fusilli, er det en af de mest fornuftige muligheder på markedet.
På tredjepladsen fandt vi endnu en fuldkornspasta – Granoros fusilli integrale med 15,9 ud af 20 point. Det er et klassisk produkt af hvede, men fremstillet med hele kornet, hvilket giver et højere indhold af kostfibre og mineraler.
Pasta med økologisk certificering indeholder sjældnere påviselige mængder pesticider – noget der er særligt vigtigt ved fuldkornsprodukter, hvor hele kornet ender i pakken.
Kendte mærker i bunden – og årsagen bag
For mange forbrugere er det en reel overraskelse, at pasta markedsført som "premium" klarer sig så dårligt. Adskillige velkendte mærker havnede i den nedre halvdel af ranglisten.
Et tydeligt mønster tegner sig:
- Barillas Fusilli al bronzo – på trods af et luksuspræget image, kun 11,6 ud af 20 point. Problemerne var lavt kostfiberindhold, tilstedeværelse af pesticidspor og et forhøjet niveau af furosine.
- Reflets de France-fusilli med geografisk betegnelse – cirka 11,4 ud af 20 point, et skuffende resultat set i forhold til markedsføringen.
- Lustucrus ægfusilli – i bunden med 11,3 ud af 20 point. For lidt kostfiber og påviste pesticidspor trak scoren markant ned.
Farverige pakker, traditionelle navne og løfter om "håndværkskvalitet" gav altså ikke et reelt bedre produkt sammenlignet med fuldkorns- og bælgfrugtvarianter.
Sådan læser du en pastaetikette i praksis
De fleste forbrugere griber automatisk efter den samme pakke som altid. Testens resultater viser, at det er værd at bruge et minut på at studere etiketten.
| Etikettelement | Hvad du skal kigge efter |
|---|---|
| Meltype | Foretruk durumhvede, fuldkornsmel eller mel fra bælgfrugter. |
| Kostfibre | En god værdi er mindst 5–6 g per 100 g tørt produkt. |
| Protein | Jo mere, jo mere mættende – bælgfrugtvarianter har markant højere niveauer. |
| Økocertifikat | Reducerer risikoen for pesticidspor i produktet. |
| Tilsætningsstoffer | Pasta bør ikke indeholde unødvendige smagsforstærkere, farvestoffer eller tilsætninger. |
Hvad angår lys hvede-pasta er det også vigtigt ikke at bygge hele kosten op omkring den. Sådanne produkter leverer primært stivelse og har betydeligt færre kostfibre og mikroelementer end fuldkornsalternativet.
Hvorfor kostfibre og cadmium i pasta er så afgørende
Kostfibre er det element, der tydeligst adskiller de bedste pastaer fra de svageste. Et højt fiberindhold bremser optagelsen af sukker, hjælper med at stabilisere blodsukkeret og sørger for, at en portion pasta mætter i længere tid. For personer, der spiser pasta flere gange om ugen, har denne kumulative effekt stor betydning for både kropsvægt og velvære.
Den anden side af medaljen handler om forurening. Testen satte særligt fokus på cadmium – et metallisk grundstof forbundet med risiko for nyreproblemer og mistanke om sammenhæng med bugspytkirtelkræft. Planter kan optage det fra jorden, og i kornprodukter havner det primært i kornets ydre lag. Det forklarer præcis, hvorfor økologiske varianter klarer sig bedre: dyrkningsmetoderne begrænser denne form for eksponering.
Sådan sætter du smart et hjemmemenu med pasta sammen
Testresultaterne betyder ikke, at du skal droppe pasta. De peger snarere på, at det er klogt at ændre proportionerne og blande forskellige typer. Et praktisk ugeskema kunne se sådan ud:
- Til hverdag – fuldkornsfusilli eller -penne, helst fra økologisk dyrkning.
- Af og til – pasta af kikærter eller linser som proteinrig basis for et aftensmåltid.
- Sjældnere – lys hvede-pasta, primært til klassiske "comfort food"-retter som traditionel spaghetti med sauce.
Et smart trick er at blande to pastatyper i samme gryde – for eksempel halvt fuldkorn og halvt bælgfrugt. For mange er det en blødere vej til at ændre vaner, fordi smagen ikke afviger så drastisk som ved en pludselig overgang til ren bælgfrugts-fusilli.
Hvad testen fortæller den danske forbruger
Selvom undersøgelsen blev gennemført på et udenlandsk marked, genkender man tydeligt mønstrene fra de danske supermarkedshylder. Pasta forbundet med tradition og "italiensk kvalitet" leverer langtfra altid en bedre sammensætning. Også her vinder fuldkorns- og bælgfrugtvarianter typisk på det ernæringsmæssige plan – selv om de kan være lidt dyrere og sjældnere reklameret for.
En simpel tommelfingerregel er værd at huske: jo lysere og mere "hvid" pastaen er, jo oftere mangler den kostfibre og mineraler. Og en høj pris følges ikke nødvendigvis af bedre indhold – særligt ikke når man primært betaler for et mærke og dets markedsføring.
Det handler altså ikke om at undgå pasta, men om at vælge den rigtige form. Kikærte-fusilli kan fungere som et proteintungt måltid, fuldkornspasta som den faste rygrad i ugens menu, og klassisk hvid spaghetti som en lejlighedsvis nydelse. Samme produktkategori kan virke som helt forskellige redskaber i køkkenet – afhængigt af hvilken pakke du tager ned fra hylden.