Honning, agavesirup og sukker ved diabetes: hvad er egentlig sikkert?

Diabetes og sødt smag: hvorfor er det overhovedet et problem?

Tidligere var det enkelt – en teskefuld sukker i teen, og ingen tænkte videre over det. Men efter en diabetesdiagnose begynder selv den mindste dråbe sød tilsætning at have betydning: for blodsukkeret, vægten og risikoen for komplikationer. Imod hvad mange tror, er hverken honning eller "naturlig" agavesirup nødvendigvis det mindre onde.

Hos en rask person udskiller bugspytkirtlen insulin, som "åbner døren" for glukose fra blodet ind i cellerne. Ved diabetes fungerer denne mekanisme ikke ordentligt – enten produceres der for lidt insulin, eller kroppen reagerer svagere på det. Selv en lille portion letfordøjelige kulhydrater kan derfor få blodsukkeret til at stige voldsomt.

Det er præcis derfor, at læger lægger så stor vægt på:

• mængden af kulhydrater i kosten,
• hastigheden hvormed de optages – altså det glykæmiske indeks,
• kalorieindholdet, fordi overvægt yderligere forværrer sygdomsforløbet.

En person med diabetes behøver ikke fuldstændigt at opgive sød smag. Men vedkommende skal træffe meget bevidste valg om kilder og mængder.

Er honning bedre end almindeligt sukker?

Honning betragtes generelt som et "sundt" produkt. Det indeholder spormængder af vitaminer, mineraler og stoffer med antiinflammatoriske egenskaber. Set fra en diabetikers perspektiv er det dog andre fakta, der er afgørende.

Honningens sammensætning og blodsukkeret

Typisk honning består primært af følgende:

Honningens glykæmiske indeks er ganske vist lidt lavere end hvidt sukkers, men stadig højt. En teskefuld honning har et kalorieindhold, der svarer til en teskefuld sukker, og den tæller fortsat som en portion hurtigt optageligt kulhydrat.

Hvornår kan honning accepteres ved diabetes?

Diætister tillader ind imellem meget små mængder honning – men kun til personer med velreguleret blodsukker, som:

• er i stand til at indregne kulhydraterne i den daglige grænse,
• måler blodsukkeret regelmæssigt og kan se, hvordan kroppen reagerer på tilsætningen,
• ikke lider af svær fedme, fedtlever eller forhøjede triglycerider.

Hos mange diabetikere kan selv én teskefuld honning mærkbart hæve blodsukkeret. "Naturligt" er ikke det samme som neutralt for blodsukkeret.

Agavesirup – ven eller smart indpakket sukker?

Agavesirup blev i årevis markedsført som et fitvenligt sukkeralternativ til personer med insulinresistens og diabetes. Det skyldtes primært, at det har et relativt lavt glykæmisk indeks. I praksis er billedet langt mere nuanceret.

Hvorfor agavesirup har et lavt glykæmisk indeks

Agavesirup indeholder meget høje mængder fruktose – ofte over 70%. Fruktose hæver blodglukoseniveauet langsommere og mindre markant, hvilket får tallet i tabellen over glykæmisk indeks til at se "pænt" ud. Det kan dog være vildledende.

Ved et højere fruktoseindtag øges risikoen for:

• fedtlever,
• stigning i triglycerider,
• vægtøgning i maveregionen,
• forværring af insulinresistens.

Paradoksalt nok kan langvarigt og rigeligt brug af agavesirup dermed forværre de metaboliske problemer, som en person med diabetes netop forsøger at bekæmpe.

Bedre end sukker og honning – eller slet ikke?

Set udelukkende fra blodsukkerstigningens vinkel kan agavesirup virke mildere end almindeligt bordsukker. Men kroppen betaler prisen for denne "glukosetilbageholdenhed" med øget belastning af leveren og blodlipiderne. Derfor fraråder mange specialister nu agavesirup til personer med forstyrrelser i kulhydratstofskiftet.

Agavesirup er ikke et magisk sødemiddel for diabetikere. Det er tæt koncentrerede sukkerarter – blot med en anden fordeling end i almindeligt sukker.

Hvilken rolle kan kaloriefrie sødestoffer spille?

Sødestoffer og intenst sødende stoffer frister med næsten nul kalorier og ingen direkte påvirkning af blodglukoseniveauet. I praksis kræver brugen af dem dog fornuft og opmærksomhed.

Typer af sødestoffer, som diabetikere møder

• Polyoler (f.eks. erythritol, xylitol, maltitol) – færre kalorier end sukker, optages langsommere, kan i større mængder forårsage oppustethed og diarré.
• Syntetiske intensive sødestoffer (f.eks. aspartam, acesulfam K, saccharin) – ekstremt søde i minimale doser, hæver ikke blodsukkeret, diskuteres jævnligt, men anses for sikre inden for de tilladte mængder.
• "Plantebaserede" sødestoffer (f.eks. stevia) – hæver heller ikke blodsukkeret nævneværdigt, er intenst søde, og nogen er generet af den særlige eftersmag.

Hvad skal man være opmærksom på ved sødestoffer?

Sødestoffer kan hjælpe med at sænke kostens kalorieindhold og forbedre blodsukkerkontrol, når de erstatter det sukker, man tidligere kom i te eller drikkevarer. Det sker dog, at de bliver et "grønt lys" til ureflekteret indtagelse af søde "light"-produkter.

Et sødestof i drikken neutraliserer ikke effekten af en hvid bolle, en sukkersauce eller en stor portion ris i samme måltid. Hele tallerkenens sammensætning tæller stadig.

Hvad kan en person med diabetes gøre i praksis?

Det centrale spørgsmål er oftest: "Må jeg have honning?" eller "Kan jeg bruge agavesirup?" Et langt vigtigere spørgsmål er imidlertid: "Hvordan ændrer jeg generelt mine vaner med sød smag, så det bliver lettere at holde styr på blodsukkeret?"

Strategier til at begrænse sød smag

• Reducer gradvist mængden af sødestof – en halv teskefuld mindre hver par uger.
• Skift til sødme fra hele frugter frem for juice eller sirup.
• Vælg naturligt mindre søde produkter – f.eks. naturlig yoghurt i stedet for vaniljeyoghurt, og tilsæt lidt frugt selv.
• Lær at læse varedeklarationer – sukker kan gemme sig under mange navne, fra glukose-fruktosesirup til koncentrerede frugtsafter.

Tidspunktet og sammensætningen af måltidet spiller også en rolle. Den samme portion kulhydrater, der spises:

• sammen med protein og fedt,
• ledsaget af kostfibre (fuldkorn, grøntsager),
• på en fysisk aktiv dag,

vil opføre sig helt anderledes end den samme mængde drukket hurtigt som en sød drik på tom mave.

Honning, agave og sødestoffer i sammenhæng med livsstilen

Det giver ikke mening at vurdere et enkelt produkt løsrevet fra den samlede livsstil. En teskefuld honning i havregrøden hos en person, der går tur dagligt, passer på sin vægt og måler blodsukkeret regelmæssigt, har en helt anden betydning end den samme honning hos en person med stillesiddende liv og ustabilt blodsukker.

Kroppens reaktion påvirkes blandt andet af:

• typen af medicin eller insulin der bruges,
• tidspunktet for indtagelse – om aftenen stiger blodsukkeret ofte mere end om morgenen,
• fysisk aktivitet i løbet af dagen,
• leverens tilstand og blodlipidniveauet.

Det samme produkt kan være "acceptabelt i små mængder" for én person og frarådet for en anden. Forskellene i diabetesforløb er enorme.

Praktiske eksempler og hyppige faldgruber

Forestil dig en morgenmad: en skive fuldkornsbrød, hytteost, tomat og et tyndt lag honning på én skive. For nogle patienter – efter aftale med en diabetesspecialist og indregnet i kulhydratplanen – kan et sådant måltid være acceptabelt. En anden situation: hvid bolle, frugtsaft, sødet yoghurt og dertil te med agavesirup – her stiger blodsukkerbyrden dramatisk, selv om man formelt set næsten ikke har brugt "sukker".

En hyppig faldgrube er overbevisningen om, at produkter "til diabetikere" kan spises uden begrænsning. En bar sødet med polyoler giver stadig energi, kan hæve blodsukkeret og forårsage maveproblemer, hvis man spiser flere ad gangen.

Det er også værd at huske, at smagsløgene vænner sig til stadig kraftigere søde stimuli. Når kosten domineres af meget intenst sødende stoffer, virker et almindeligt æble nærmest uinteressant. Det gør det sværere at vende tilbage til enkle, mindre forarbejdede fødevarer.

For mange er det nyttigt at føre en kort dagbog: hvad spiste jeg, hvad var blodsukkeret før og efter, opstod der sultkramper efterfølgende? Efter et par uger bliver det tydeligt, hvilke produkter – honning, agavesirup eller sødestoffer – kroppen reagerer mest problematisk på. Denne observation, kombineret med rådgivning fra en læge eller diætist, giver langt mere end de "fit"-etiketter, der pryder emballagen.