Vi ved alle at Helle Frederiksen er en yderst stærk triatlet. Det ved Helle også selv. Men de færreste havde måske troet på at hun skulle sætte ny dansk rekord og løbe sig til en sølvmedalje i hendes allerførste fulde ironman. Ikke desto mindre, var det hvad hun gjorde i Arizona i går. 

Derfor var det da også en utroligt tilfreds Helle Frederiksen, vi hertil aften fangede til en kommentar ovenpå hendes fantastiske debut. En debut der bragte hende i mål i tiden 8:55:35 til en sølvmedalje.

– Jeg er selvfølgelig rigtigt glad og stolt af min præstation, fortæller Helle Frederiksen til Pastaparty.dk kort tid før hun boarder sit fly hjem til Danmark, mindre end 24 timer efter at have krydset målstregen i Arizona.

Ny dansk rekordindehaver, men Helle gik ikke efter den

Udover at kunne hænge en sølvmedalje om halsen i sin karrieres første fulde ironmandistance, sørgede Helle Frederiksen også for en ny dansk rekord på ironman-distancen.

Den hidtige rekord var sat af Camilla Pedersen under IRONMAN European Championship 2013 i Frankfurt, og lød på 8:56:01. Med Helles tid på 8:55:35, nappede hun dermed rekorden med 26 sekunder.

Helle selv, havde dog ikke på forhånd sat sig for at skulle nappe rekorden.

– Jeg gik ikke efter den overhovedet. For det første skulle jeg igennem og jeg skulle lære, så at sætte sådan noget for sig, det er for meget på én gang, synes jeg. Selvfølgelig havde jeg en lille drøm om at gå under ni timer, men forholdende var ikke optimale i går, forklarer Helle og uddyber;

– Svømningen var langsom. Herrerne svømmede fire minutter langsommere end de gjorde sidste år og under cyklingen havde vi utroligt hård vind. Så jeg regnede ikke med det overhovedet, så for mig gjaldt det om at komme igennem marathonet på fornuftig vis.

Undervejs holdte Helle heller ikke øje med tiden. Det var først kort før målstregen, hun opdagede hvad tiden i det hele taget lød på. Men da hun så så tiden, var hun heller ikke i tvivl om hvad det var hun havde opnået.

– Da jeg så, da jeg var 30 meter fra målstregen, hvad tiden var, der tænkte jeg sådan lidt, at der kunne det være fedt hvis jeg havde vidst det. Fordi så kunne jeg måske have fundet lidt mere tid. Men det var ikke det det handlede om. Jeg var bare rigtigt rigtigt glad for at komme i mål med en rigtig fin præstation og en kæmpe erfaring rigere, slutter Helle Frederiksen.

Kona-kvalifkationen er nu meget tæt på

Som vi allerede kunne skrive i vores racereferat fra i går, så ligner det nu en tæt-på sikker Kona-kvalifikation. Normalvis skal der i omegnen af 4000 point i KPR til for at have sikret sig deltagelse i Kona i kvindernes pro-felt, og med andenpladsen i Arizona i går, er Helle nu allerede oppe på lige knap 3600 point.

1975 point fra IRONMAN 70.3 World Championship og 1600 point fra Arizona i går. Altså i alt 3570 point.

Helle Frederiksen selv, kan da også allerede nu mærke at kvalifikationen er tæt på at være i hus.

– Det gik jo egentligt meget fint hele vejen, så jeg er selvfølgelig utroligt glad for at jeg også kom på podiet. Og også at min Kona-kvalifikation ser rigtig fornuftig ud, da jeg nu har næsten 3600 point. Det kræver ikke så meget mere for at den er i hus. Det åbner også nogle døre for næste år, i forhold til om jeg skal køre en mere (IRONMAN, red.) eller hvad jeg skal fokusere på, lyder det fra Helle Frederiksen, der samtidigt medgiver at hun lærte en hel del om sig selv og distancen under gårsdagens race.

– Jeg lærte utroligt meget i går under racet, og det er også noget der er fedt og som gør at jeg har længere tid til at forberede mig bedre til Kona, slutter Helle fra lufthavnen.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply