I går blev ruten til sommerens IRONMAN 70.3 European Championship i Helsingør offentliggjort, og her dagen efter kan vi nu afsløre to af pro-atleterne der har bekræftet deres deltagelse i mesterskabet. Det er kvinderne Amelia Watkinson og Emma Pallant fra pro-teamet BMC Etixx Pro Triathlon.
Det er to stærke internationale kvindenavne der skal give danske Helle Frederiksen kamp til stregen den 18. juni i Helsingør. New Zealanderen Amelia Watkinson og briten Emma Pallant er nemlig ikke nogle helt ukendte navne, selvom de begge faktisk ikke har en lang karriere som professionelle triatleter bag sig.
Ikke destomindre har de begge kørt flere topresultater ind i sidste sæson, og det håber de nu begge to kan give dem en 70.3 EM-medalje. Og helst gerne af guld.
Amelia Watkinson: Det har masser af prestige
Lige siden Amelia Watkinson ændrede status fra amatør til professionel triatlet i 2015, har den 25-årige New Zealander domineret på Asia-Pacific-scenen. Ikke mindre end ni sejre er det blevet til i Asian-Pacific kalenderen sidste sæson, som altså dermed har fået noget af en drømme-debut.
Sejrene er blevet opnået i IRONMAN 70.3 Buso Korea, Challenge Jeju, Challenge Kanchanaburi, ITU Long Distance Weihai, Challenge Iskander Puteri, IRONMAN 5150 Subic Bay, IRONMAN 5150 Bohol og senest Laguna Phuket Triathlon.
Selv er Watkinson positiv omkring sine egne muligheder i Helsingør, men hun ved også at der er stor prestige i IRONMANs 70.3 europamesterskab.
– “Det er svært at være i topform hele året rundt, og i år har jeg tilføjet nogle få store nøglestævner til min sæsonplan. 70.3 Europamesterskabet passer perfekt ind i min kalender. Som et mesterskabsstævne har det masser af prestige, og dens bakkede cykelrute tiltrækker mig endnu mere,” fortæller Amelia Watkinson.
Emma Pallant: Jeg håber at forbedre min sjetteplads fra Wiesbaden
Den anden af de to offentliggjorte pro-navne er britiske Emma Pallant. Den 27-årige kvindelige triatlet er en tidligere Team GB-atlet, der har løbet kvalifikationstider til både OL i Beijing og London på banen.
Det er kun for ganske nyligt at Pallant har taget skiftet til triathlon, da hun nærmest fløj ind på toppen på den internationale tri-scene i 2016. Sidste år – altså i sin første sæson som pro-triatlet – vandt hun nemlig IRONMAN 70.3 United Kingdom, sluttede på podiet i seks IRONMAN 70.3-stævner, genvandt titlen som ITU duathlon-verdensmester og vandt desuden også yderligere seks kortdistance-stævner.
2016 var dermed lidt af et gennembrudsår for Emma Pallant, der håber på at kunne forbedre sin sjetteplads fra sidste års 70.3 EM i Wiesbaden.
– “Jeg ser meget frem til at køre europamesterskabet i år, og det bliver min sæsons første nøglestævne, da det altid tiltrækker et superstærkt felt. Sidste år i Wiesbaden var bestemt en øjenåbner og jeg håber meget at forbedre min sjetteplads i år. Det er altid fedt at have adgang til sådan et kvalitetsrace uden at skulle rejse til et andet kontinent, og da det er i min holdkammerat Patrik Nilssons baghave, kan han forhåbentligt give os et par gode råd,” fortæller Emma Pallant forhåbningsfuldt.
Watkinson og Pallant er kun to ud af fire bekræftede navne
Det er småt med info om pro-atleterne i sommerens IRONMAN 70.3 European Championship, og Amelia Watkinson og Emma Pallant er faktisk kun to ud af fire der har bekræftet deres deltagelse i Helsingør.
For kun et par uger siden offentliggjorde Helle Frederiksen at hun vil gå efter 70.3 EM-guld den 18. juni, og for endnu længere tid siden offentliggjorde sidste års vinder af IRONMAN Copenhagen, Patrik Nilsson, at han også vil konkurrere om guldmedaljen i Helsingør.
Det gjorde Patrik vi kunne afsløre at han i år kommer til at køre for BMC Etixx-teamet, hvilket du kan læse mere om her. Og Helle Frederiksen offentliggjorde det selv på sin Facebook-side, hvor vi efterfølgende har haft en snak med hende om en masse ting – heriblandt deltagelsen i Helsingør. Det kan du læse mere om her.