Det er en disciplin i sig selv at være en dygtig åbenvandssvømmer. Men at være forældre til børn der svømmer rundt i åbent vand, er oftest mere nervepirrende. Det laver Tørring IF Triathlons børne- og ungdomsafdeling nu om på med tre nye havkajakker. 

Tre havkajakker sponsoreret af Hedensted Kommune, der giver forældrene mulighed for at padle ved siden af de svømmende børn, når de er ude i det åbne og fri vandelement. Det skriver Tørring Folkeblad.

Ifølge artiklen fra Tørring Folkeblad giver det mere ro i maven hos forældrene, når deres børn helt nede fra otteårsalderen begiver sig ud på dybt vand.

Det fortæller Felix Nielsen, der er forælder til to af Tørring IF Triathlons unge medlemmer på tolv og ti år.

– Det er et kæmpe plus. De er gode svømmere, men man kan alligevel blive bekymret, når man har svært ved at se, hvem af de mange derude, der er mine. Det kan godt give lidt ondt i maven. Men det er gået over med den ekstra sikkerhed, der er nu, siger Felix Nielsen til Tørring Folkeblad.

Og Felix bakkes op af klubbens ungdomsansvarlige Ivan Watson Pedersen, der med den øgede sikkerhed fra de nye havkajakker, ser den ekstra sikkerhed som en god måde at lokke nye unge medlemmer til på.

– Kajakkerne gør det hele mere trygt for både forældrene og de børn, som for første gang skal svømme i åbent vand. Vi får et bedre overblik over børnene, når forældrene kan padle lige ved siden af dem. Og forhåbentlig betyder det også, at flere tør lade deres børn dyrke triatlon, fortæller Ivan til Tørring Folkeblad.

Tørring IF Triathlon er i forvejen kendt for deres store og brede børne- og ungdomsadeling, der i de senere år har mødt masser af velvilje fra Hedensted Kommune. Kommunen har nemlig også tidligere sponsoreret både racercykler, havtasker og våddragter til klubben.

Klubben blev i 2016 kåret som Årets Børne- og Ungeinitiativ af Dansk Triatlon Forbund, bl.a. med baggrund i klubbens store arbejde med først at få nye børn og unge ind i sporten og derefter fastholde dem.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply