Dette års varme nordiske sommervejr medførte i går under IRONMAN Hamburg, at svømningen måtte aflyses og erstattes af seks kilometer løb. Godt for nogen og skidt for andre, men ikke desto mindre, afholdte det i hvert fald ikke de danske triatleter fra endnu engang at levere toppræstationer på den internationale tri-scene. 

For hos pro-kvinderne sikrede Maja Stage Nielsen sig nemlig billetten til Kona for andet år i træk, efter at hun blev nummer tre. Det sker på trods af en længere skadesperiode efter IRONMAN South Africa tidligere på året, der betød at hun mellem Sydafrika og i går, kun har nået at køre ét race som optakt.

Maja gennemførte de første seks kilometer løb som 4’er, som hun bevarede hele vejen gennem de 180 kilometer cykling. Hun tog hul på det afsluttende marathonløb med en margin på 14 minutter op til podiet, men med et rigtigt stærkt løb, sikrede hun sig undervejs podiets nederste trin 13 minutter efter vinderen Sarah Crowley og otte minutter efter 2’eren Katharina Grohmann.

Maja Stage Nielsens samlede sluttid blev 8:21:23, der kom i hus med splittiderne 23:57, 4:46:26 og 3:05:39.

I pro-kvindernes felt var også Trine Boye Larsen til start. Hun kom igennem som en flot nummer fire med sluttiden 9:04:24.

Masser af age group-medaljer

Traditionen tro blev der også leveret en god portion danske age group-medaljer i Hamborg. Fire sejre blev det til, imens det blev til to andenpladser. Ingen danske age groupere besatte til gengæld det nederste podietrin.

Sejrene blev leveret af Janette Dommer (F45-49), Stine Bækgaard Olsen (F25-29), Brian Birch Strandby (M40-44) og Thorstein Gystad (M50-54), hvor de to danske age group-kvinder satte henholdsvis hurtigste og næsthurtigste tid for samtlige age group-kvinder.

De to andenpladser kom i hus ved Casper Bahlmann (M18-24) og Keld Thomsen (M45-49).

Du kan få et overblik over de danske podietider herunder.

Danske podiepladser i IRONMAN Hamburg 2018

FPro

3 Maja Stage Nielsen 8:21:23
4 Trine Boye Larsen 9:04:24

M18-24

2 Casper Bahlmann 8:26:42

F25-29

1 Stine Bækgaard Olsen 8:56:51

M40-44

1 Brian Birch Strandby 8:00:06

F45-49

1 Janette Dommer 8:37:43

M45-49

2 Keld Thomsen 8:25:57

M50-54

1 Thorstein Gystad 8:19:26

Alle resultater fra IRONMAN Hamburg 2018 kan ses her.

Leave a Reply