For godt og vel halvanden uge siden, sluttede 10 dages debut for ITUs nye VM-satsning ITU Multisport World Championship Festival i Penticton. Kigger man på rene deltagertal og opbakning, må festival-formatet sige at give bonus i forhold til tidligere enkeltstående VM-stævner – og til næste år, er det så Danmarks tur til at huse de mange atleter der er på jagt efter de eftertragtede ITU-medaljer.
Det var mere end 3.000 atleter der var til start i de fem forskellige VM-konkurrencer i Penticton, og det blev altså kulminationen på to års arbejde for arrangørteamet i Penticton, der under den 10 dages lange multisports-festival fik overbragt ikke mindre end 507 medaljer til både age groupere og eliten.
En lille portion af disse medaljer fik Danmark i øvrigt del i.
Med VM-ugen i Penticton veloverstået, er stafetten dermed givet videre til Danmark og Fyn, der næste år følger samme koncept i perioden 6. til 14. juli. Og det ser man frem til hos Dansk Triatlon Forbund.
– I Penticton så vi hvordan det nye ITU Multisport Festival-format voksede sig stort. Vi ser meget frem til at byde velkommen til både atleter, deres familier og tilskuere velkommen til Fyn næste år. Med den danske tradition for at afvikle sportevents og det stærke samarbejde med Sport Event Danmark, Sport Event Fyn, Dansk Triatlon Forbund og de lokale klubber, er jeg sikker på at vi kommer til at tage udviklingen af denne festival til et nyt niveau, fortæller Morten Fenger, direktør i Dansk Triatlon Forbund, i en pressemeddelelse fra ITU.
Hos ITU synes man også at multisportsfestivalen i Penticton har været en succes, og ser nu frem til at arbejde sammen med Dansk Triatlon Forbund henover de næste mange måneder.
– Det første ITU Multisport World Championships Festival nogensinde i Penticton, var en stor succes. Denne nye tilgang til at fejre triathlonsporten og verdenen af multisportevents, har været et stort skridt mod at udvikle sporten og opfinde nye måder at nyde sportens mangfoldighed på. Fra ITU takker vi alle der har hjulpet med at gøre Penticton mulig, og vi ser nu frem til at arbejde sammen med Dansk Triatlon Forbund, om at skabe endnu et godt event næste år på Fyn, udtaler ITUs præsident og medlem af IOC, Marisol Casado.