Det amerikanske triatlonforbund har netop meddelt, at der kommer mindst 625 amerikanske deltagere til sommerens triatlon-VM på Fyn. De amerikanske tilmeldinger er gode nyheder for både multisportsfestivalen og Fyn som turistdestination, lyder det fra arrangørerne.

Hvis man har som målsætning at vinde en VM-medalje ved sommerens Fyn 2018 ITU Multisport World Championships Festival, der begynder om præcis 100 dage, skal man i hvert fald slå en masse amerikanere.

Multisportsfestivalen har nemlig netop fået tilmeldingerne ind fra 625 amerikanske atleter, der skal deltage i ét eller flere af de fem VM’er, der bliver afholdt på Fyn i dagene fra 6.-14. juli.

 – Det er en fantastisk nyhed for vores multisportsfestival og for værtsbyerne Odense, Svendborg og Middelfart og vores partnere Sport Event Fyn og Sport Event Denmark. Sportsligt vil de 625 amerikanske atleter sætte et tydeligt, internationalt aftryk på festivalen, og på tilskuerpladserne og i værtsbyerne vil et stort hold af begejstrede amerikanere helt sikkert også bidrage til en fantastisk festivalstemning, fortæller Morten Fenger, direktør i Dansk Triatlon Forbund.

 – De store lande har tradition for at tilmelde sig i store klumper, og vi har lidt forsigtigt kalkuleret med 2.500 udenlandske deltagere. Men med de amerikanske tilmeldinger, som er de første fra de store lande, er vi ret sikre på, at vi nok skal nå det mål.

God nyhed for hele Fyn

Nyheden om de 625 amerikanske deltagere er ikke kun gode nyheder for multisportsfestivalen, men også for hele Fyn som turistdestination. Når amerikanske atleter rejser ud i verden, tager de nemlig venner og familie med, og det kommer hele Fyn til gode:

 – Vores atleter har tradition for at tage venner og familie med, når de rejser ud i verden for at konkurrere, siger Lauren Rios, Research Coordinator for Team USA.

Hun tilføjer samtidigt, at de amerikanske atleter i gennemsnit tilbringer syv dage væk hjemmefra, når de deltager i et event som ITU Multisport World Championships Festival.

 – Ofte oplever vi at både venner og familie deltager i nogle af konkurrencerne, når de nu har muligheden for at prøve kræfter med en VM-rute. Ligesom mange også er aktive i de tilskuerevents, der finder sted under multisportsfestivalen. Og så er der selvfølgelig nogle, der bare er med for at heppe på atleterne og opleve den stemning, der er blevet skabt omkring ITU’s nye multisportsformat, slutter Lauren Rios.

Leave a Reply