Det lykkedes ikke englænderne, der måtte siges at være storfavoritter, at vinde guld hos hverken herrerne eller kvinderne i de individuelle konkurrencer under Commonwealth Games. Heller ikke i lørdagens mix-stafet blev det til engelsk guld, da Australien tog en stærk sejr. 

Det blev dermed sidste års verdensmestre i samme disciplin, der de næste fire år kan kalde sig selv for Commonwealth-mestre i mix-stafet. En titel som det engelske hold skulle forsvare, men som de altså ikke lykkedes med.

Det australske hold bestod af Gillian Backhouse, Matthew Hauser, Ashleigh Gentre og Jacob Birtwhistle. I forhold til da Australien vandt VM sidste år, var der kun lavet én ændring; Gillian Backhouse erstattede Charlotte McShane.

Og det var tilsyneladende en fornuftig erstatning.

For Backhouse var den første australske atlet på ruten, og i samarbejde med engelske Vicky Holland, fik de hurtigt slået et lille hul til de øvrige konkurrenter. Et hul de holdte hele vejen til målstregen, hvor Matthew Hauser (Australien) og Jonathan Brownlee (England) skulle sendes afsted.

Også Brownlee og Matthew Hauser fulgtes ad hele vejen igennem deres del af racet, hvor det var Jessica Learmonth (England) og Ashleigh Gentle (Australien) der stod for tur.

Learmonth åbnede et lille hul under svømningen, men på cykelruten fik Gentle lukket hullet. Learmonth var derefter ved at snuble på vej ind i T2, og så fik Gentle det lille hul der skulle til, for at presse englænderne.

Ashleigh Gentle bankede alene igennem løberuten, hvor hun gav Jacob Birtwhistle et klap i hånden, og så var han ellers afsted på australiernes sidste tur med et forspring på 39 sekunder til Alistair Brownlee, der var englændernes sidste mand.

Og Birtwhistle havde fundet de gode skuldre og ben frem. For undervejs på den sidste tur, lykkedes det ham at udbygge forspringet til Brownlee med 13 sekunder, og så blev det altså til en australsk guldmedalje 52 sekunder hurtigere end den engelske sølvmedalje.

I kampen om tredjepladsen lykkedes det lige akkurat New Zealand at placere sig foran Canada, efter de to nationer forgæves havde forsøgt at holde trit med australiernes og englændernes voldsomme tempo.

New Zealands tredjeplads blev registeret til at være 52 sekunder langsommere end vinderne fra Australien og syv sekunder hurtigere end fjerdepladsen fra Canada.

Resultater Commonwealth Games Mixed Relay 2018

1 Team Australia 1:17:36
2 Team England 1:18:28
3 Team New Zealand 1:19:28
4 Team Canada 1:19:35
5 Team Bermuda 1:20:44

Leave a Reply