Powerman åbnede i dag deres 2017-sæson med Powerman Spain på Mallorca, og som vi kunne skrive i går, så var det med seks danskere på deltagerlisten. En enkelt ekstra dansker nåede dog at tilmelde sig inden starten gik, og så var der pludseligt syv danskere der i dag kunne kickstarte sæsonen.

Danskerne viste flaget frem på Mallorca

Ud af de syv danskere der i dag startede sæsonen i Powerman Spain, var de fire af dem til start i eliteklassen hos henholdsvis herrerne og kvinderne. Ingen af elitedeltagerne lykkedes med at køre på podiet, men til gengæld så var det utroligt tæt på.

Susanne Svendsen sørgede for det bedste danske resultat hos elitekvinderne, imens Kasper Laumann Hartlev sørgede for at være bedste dansker hos eliteherrerne.

Men i modsætning til i elitefelterne, så kom der nogle danske podieplaceringer ud af dagen. Sågar var den ene af dem en sejr. Det var nemlig Jesper Nybo Riis der stod for den eneste danske førsteplads, imens Stine Katrine Bækgaard Olsen sørgede for en smuk andenplads.

Susanne Svendsen med en fjerdeplads hos elitekvinderne – Tine Holst udgået

Sidste år blev Susanne Svendsen nummer to i Powerman Spain, men det resultat formåede hun desværre ikke at forsvare i år. Hun blev i stedet nummer fire i elitens kvindefelt i en samlet tid på 3:02:15 på 10-60-10 distancen.

Susanne åbner sit race med at løbe de første ti kilometer i tiden 36:01, hvorefter hun følger op med at cykle de 60 kilometer på 1:45:28. Afslutningsvis løb hun de afsluttende ti kilometer løb i tiden 40:27, og med lidt tid i skiftezonerne, så er det altså det der giver hende sluttiden på 3:02:15.

Den anden danske deltager kvindernes elitefelt, Tine Holst, stod både på deltagerlisten og var også på startstregen. Det ser dog tilsyneladende ud til at hun må være udgået undervejs, da hun ikke er at finde på de officielle resultatlister.

Vinderen hos elitekvinderne blev spanske Mavi Garcia Canellas, der sluttede i lynhurtige 2:51:02. Nummer to blev britiske Emma Pooley i tiden 2:56:06, imens sidste podieplads blev indtaget af Nina Brenn (Schweitz) i tiden 2:58:24.

Kasper Laumann Hartlev nummer fem hos eliteherrerne – Rune Gandløse Jensen nummer otte

I eliteherrernes race lykkedes det desværre heller ikke at hente hverken en sejr eller en podieplacering. Men i et stærkt felt, lykkedes det alligevel Kasper Laumann Hartlev at slutte på en femteplads i tiden 2:42:47.

Kasper startede ud med at tilbagelægge de første ti kilometer i drønhurtige 30:22, som han så følger op med en 60 kilometer cykeltur på 1:38:16. Til slut løber han lige de afsluttende ti kilometer som den tredjehurtigste af eliteherrerne, hvilket han gør i tiden 32:39. Regnet sammen med i alt halvandet minut i skiftezonen, så giver det altså den totale tid på 2:42:47 og en femteplads – i øvrigt kun 40 sekunder fra en fjerdeplads.

Den anden dansker i herrernes elitefelt var Rune Gandløse Jensen. Han slutter på en smuk ottendeplads, hvilket er dybt imponerende når man tager i betragtning, at han er årgang 1972 og normalt konkurrere i age group-rækkerne.

Man kan så sige at det heller ikke er nogle helt langsomme tider som Rune leverer, da han åbner med en ti-kilometertid på 33:56, cykler de 60 kilometer i tiden 1:40:40 og slutter af med 38:19 på de afsluttende ti kiometer løb.

Runes samlede tid bliver 2:53:10, hvilket altså giver ham en ottendeplads.

Vinderen blev Emilio Antonio Martin Romeo (Spanien) i tiden 2:34:28, imens Seppe Odeyn (Belgien) blev nummer to i tiden 2:36:42 og Miguel Angel Fidalgo Rosselló (Spanien) blev nummer tre i tiden 3:38:48.

Age grouperne med en sejr og en andenplads

Hvad eliten ikke formåede, lykkedes til gengæld for to af de danske age groupere. Jesper Nybo Riis, der var til start i M25-29 løb med sejren, imens Stine Katrine Bækgaard Olsen blev nummer to i F25-29.

Allerede fra starten gik stod det klart at Jesper Nybo Riis skulle hive en topplacering hjem. Han starter nemlig ud med at stikke af fra samtlige sine konkurrenter i aldersklassen, da han med løbetiden på 33:05 for de ti kilometer, er næsten fem minutter foran sin nærmeste konkurrent. Og det forspring bliver så stødt øget gennem resten af racet, da han med cykeltiden 1:40:03 og løbetiden 35:18 for det afsluttende løb, vinder med et kvarter til nummer to, Jaume Vaquer Llull. Den totale sluttid bliver 2:50:47 og det er altså nok til at han bliver nummer ti overall.

Også for Stine Katrine Bækgaard Olsen gik det hen og blev en ganske god dag. Hun slutter nemlig som nummer to i F25-29. Stine havde ellers først meldt sig til i går, så den hurtige beslutning om at stille til start når nu hun var der alligevel, gav hende jo så også mulighed for at hive andenpladsen hjem.

Stines andenplads kunne faktisk også meget vel være blevet til en sejr. For efter en løbetid på 38:48 for det første løb, 1:51:24 for cyklingen og 43:12 for det afsluttende løb, ender hun faktisk kun to minutter fra det øverste podietrin.

Bemærk: Der mangler pt. en resultatliste for sprint-distancen. Når den bliver offentliggjort, har vi naturligvis også resultatet for den sidste danske age grouper.

Danske resultater i Powerman Spain 2017

FPro (klassisk distance)

4 Susanne Svendsen, Ferrer Hotels Running, 3:02:15
DNF Tine Holst, Ferrer Hotels Running

MPro (klassisk distance)

15 Kasper Laumann Hartlev, Tri4, 2:42:47
141 Rune Gandløse Jensen, SKS Tri, 2:53:10

F25-29 (klassisk distance)

2 Stine Katrine Bækgaard Olsen, Tri Club Denmark, 3:13:37

M25-29 (klassisk distance)

1 Jesper Nybo Riis, Aarhus 1900 Triathlon, 2:50:47

M50-54 (sprint-distancen)

Afventer: Søren Povlsen, Kvik Tri Team

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply