Der er lagt op til folkefest i Herning i dag, når den danske triatlon-elite virker stærkere end nogensinde før. Hvor der normalt er en medaljeplads, vigtige kvalifikationspoint og en pengepræmie på højkant ved Challenge Herning, er der én ting, der i år gør stævnet i Herning helt specielt: det anerkendende ETU-logo på medaljen.
Det gælder dog ikke kun for eliten, at der er et europamesterskab på spil – det gælder også for Age Group-atleterne. Og her har et ganske særligt navn vakt opmærksomhed i Herning: Eskild Ebbesen.
45-årige Eskild Ebbesen har bl.a. 3x OL-guld og 6x VM-guld på sit CV som tidligere professionel roer i den legendariske ”guldfirer”. Lørdag formiddag stiller han igen op i de rød/hvide farver, når han i aldersklassen 45-50 år stiller op til EM ved Garmin Challenge Herning, der i år har karakter af officielt Europamesterskab i mellemdistance-triatlon under Det Europæiske Triatlon Forbund, ETU.
– ”Jeg kan godt lide at være god til flere ting på én gang, og derfor kan jeg rigtig godt lide triatlon. Jeg har ikke været til start i Herning før, men har gennemført triatlon-løb på den samme distance. Når man ligefrem kan kæmpe om et mesterskab i år, så syntes jeg pludselig, det lød lidt mere spændende. Men der er uden tvivl mange gode atleter til start, så nu må vi se, om det bliver til en medalje eller ej,” lyder det fra den kampberedte multisportsatlet.
Udover tidligere at have kørt triatlon på mellemdistancen, er Eskild Ebbesen også flittig deltager i de danske cross triathlon- og duathlonstævner. Og det er han faktisk rigtigt dygtig til – det bevises blandt andet med Ebbesens DM-sølv i cross duathlon tidligere i år.
Spændende bliver det dermed om Eskild Ebbesen kan skaffe sig selv endnu en international medalje til samlingen.