Når der i weekenden køres Super League Mallorca er det ikke kun enden for Super League-seriens del af 2018-sæsonen. Det bliver også enden på danske Andreas Schillings sæson. 

Det er en hård rute der venter på Mallorca for Andreas Schilling. Det er i bedste Super League-stil med ultrakorte omgange på 300 meter for svømmeruten, 1 kilometer for cykelruten og 800 meter for løberuten.

Og så med hele tre 180 graders vendinger og to 90 graders sving, samt en hidsig bakke på hver omgang på cykel- og løberuten. Med så korte omgange og så alligevel med så mange vendinger og sving, er der virkeligt lagt op til et syrebad både lørdag og søndag, hvor den står på først Triple Mix om lørdagen og Enduro over to etaper på søndag.

Andreas Schilling skriver da også selv på sin Instagram-konto, at der venter en hård rute på Mallorca:

– Sæsonens sidste race står for døren i weekenden med Super League Triathlon Mallorca. En hård rute og hårde forhold, kommer til at gøre det til et interessant race, skriver Andreas Schilling.

Med en historik der siger at Andreas Schilling bliver stærkere og stærkere jo hårdere ruten er, skal det dermed blive pænt interessant at se hvordan det danske lyn kommer til at klare sig.

Da der blev kørt Super League Malta for kun en uge siden, på en rute der var en smule mildere end det der venter i weekenden, sørgede Schilling for sin karrieres hidtil bedste slutresultat i Super League Championship-serien. Det gjorde han med en samlet niendeplads.

Før det var Andreas’ bedste Super League-resultat en tiendeplads i Jersey sidste år, imens han i Jersey i år blev samlet 11’er.

Til gengæld vandt danskeren Super League-kvalifikationsstævnet i Poznan overlegent i sommers, kort før han drog hjem til Danmark og blev duathlon-verdensmester.

Her er hvad der venter Andreas Schilling og co. på Mallorca

Super League-weekendens første race skydes i gang med kvindernes Triple Mix-race lørdag klokken 13.15. Klokken 15.30 skydes herrernes race i gang. Søndag klokken 8.00 gælder det første etape af kvindernes Enduro-race, med herrernes ditto klokken 9.00.

Søndag eftermiddag klokken 13.30 lyder startskuddet så til kvindernes anden og sidste Enduro-etape, imens herrernes anden og sidste Enduro-etape skydes i gang klokken 15.00.

Når disse er afsluttet, regnes den samlede pointscore sammen og den samlede vinder af Super League Mallorca kåres.

Sådan foregår Triple Mix

I Triple Mix køres der tre mini-triathlons der hver inkluderer 300m svømning, 5 km cykling og 1,6 km løb, hvor hver mini-triathlon adskilles af 10 minutters pause.

Det helt specielle i Triple Mix er at der i hvert mini-triathlon er byttet om på rækkefølgen i de tre discipliner. Således startes der ud med en klassisk svøm-cykel-løb triathlon. Men mini-triathlon nummer to består af løb-cykel-svøm, imens den tredje består af cykel-svøm-løb.

Kommer man undervejs mere end 90 sekunder baud i forhold til feltets førende, bliver man elimineret på selve etapen. Det vil sige at man kun bliver pillet ud for selve dagen, så skulle man blive elimineret i Triple Mix om lørdagen, kan man stadig stille til start i Enduro om søndagen.

Sådan foregår Enduro

Enduro er delt op i to etaper. Den første etape er en kort svøm-cykel-løb-triathlon (300m svømning, 4 km cykling og 1,6 km løb) med atleterne delt op i to forskellige heats, der er blevet bestemt ved lodtrækning. De første fire over målstregen i hvert heat går automatisk videre til anden etape om eftermiddagen, imens de to hurtigste på tværs af begge heats der kom udenfor top fire, også kvalificerer sig.

Det vil sige at der i Enduroens anden etape kun er 10 atleter der skal kæmpe om sejren. Så skal Andreas Schilling køre med om sejren, skal han helst være i top fem i sit heat søndag morgen.

Anden etape består i øvrigt af to gange á svøm, cykling og løb ud i ét. Det vil sige svøm-cykel-løb-svøm-cykel-løb.

Her kan du følge Super League Mallorca

Super League-arrangørerne har heldigvis gjort det nemt at følge Super Leage Mallorca. Det eneste der kræves, er at du har en Facebook-konto.

Har du det, logger du bare ind på Facebook, smutter ind på Super Leagues Facebook-side og starter livestreamingen på henholdsvis kvindernes og herrernes starttidspunkter beskrevet længere op.

Det er nemt.

Ellers kan du naturligvis også bare holde dig opdateret her på Pastaparty.dk, hvor vi naturligvis opdaterer med Andreas Schillings resultater hurtigst muligt.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply