ITU Grand Final i Rotterdam blev i dag skudt i gang med juniorpigernes VM. Fire danske piger var til start, hvor det lykkedes Anne Holm at blive bedste dansker med en tolvteplads. 

På grund af dårligt vejr blev starten udskudt en time, men det lod de danske piger til gengæld ikke sig slå ud af. Et eller andet sted kan man vel sige, at vejret i Rotterdam er som det sædvanlige danske sommervejr.

Klokken 16.00 gik starten dermed for pigerne, og sikke en start. En lang hale af piger svømmede samlet gennem de 750 m svømning, hvor Anne Holm kom med op blandt de allerførste.

Herefter kom der ret tidligt et angreb fra den forsvarende verdensmester Taylor Knibb (USA), der lykkedes med at skaffe sig et fornuftigt forspring i fællesskab med japanske Fuka Sega.

Vi skulle dog ikke mange flere kilometer ind på cyklingen, før Knibb havde skilt sig af med sin japanske følgesvend. Hun fortsatte dermed solo ind mod T2, hvor Anne Holm tilbage i det jagtende felt, til gengæld bidrog med en stor del af ansvaret for at Knibbs forspring aldrig skulle blive for stort.

På trods af jagten bagfra var det dog Knibb der var først til at stille cyklen. Men 38 sekunder senere, fulgte Anne Holm trop som den første en forfølgergruppe på syv piger.

Ingen kunne dog nogensinde indhente Taylor Knibb på det afsluttende løb. Den forsvarende verdensmester viste dermed klassen og gentog sejren fra sidste år. Anne Holm gjorde til gengæld en stor indsats for at løbe sig ind på en topplacering, og det endte i sidste ende ud med en tolvteplads.

En placering hun må siges at have gjort sig ganske overbevisende fortjent til. Omend indsatsen på cyklen, nemt kunne have gjort hende fortjent til en plads i top ti. Dette VM var i øvrigt Anne Holms første junior-vm.

Til start var også Sif Bendix Madsen, Anastacia Damm og Augusta Grønberg Christensen. Ingen af dem sluttede dog helt i toppen, da Anastacia blev nummer 45 og Augusta nummer 56. Sif måtte til gengæld udgå i T2.

Resultater Junior Women ITU World Championship 2017

1 Taylor Knibb, USA, 1:01:22
2 Kate Waugh, Storbritanien, 01:01:38
3 Fuka Sega, Japan, 01:02:05
4 Therese Feuersinger, Østrig, 01:02:24
5 Hannah Knighton, New Zealand, 01:02:24

12 Anne Holm, Danmark, 01:03:17
45 Anastacia Damm, Danmark, 1:06:55
56 Augusta Grønberg Christensen, Danmark 1:08:31

Leave a Reply