Det er ikke kun Maja Stage Nielsen der har leveret danske top-placeringer i pro-rækkerne i denne weekend. Også Camilla Pedersen har vist sig godt frem. Så godt at hun nappede sejren hos pro-kvinderne i italienske Chia Sardinia Triathlon. Hos herrerne var det IRONMAN verdensmesteren Jan Frodeno der tog guldmedaljen.
Der har længe været stille fra en af Danmarks største tri-stjerner Camilla Pedersen. Ikke siden hun blev nummer tre i IRONMAN Cozumel i november har hun været i konkurrence, men i dag stak hun så snuden frem for første gang i denne sæson.
Og hvilken måde at stikke snuden frem på.
Det blev nemlig til en ganske overbevisende sejr, da hun slog sin nærmeste konkurrent, spanske Sara Dossena, med lige over 2,5 minut.
Camilla startede allerede på svømningen godt ud da hun efter de 1900 meter i vandet var tredje kvinde i T1, og så satte hun ellers tempo på på cyklen hvor ingen kunne være med. Efter hun stak solo på den tohjulede så ingen af konkurrenterne hende igen, og så kunne hun ellers løbe i mål som sejrskvinde efter de 21,1 kilometer afsluttende løb. Alt i alt blev det til en sluttid på 4:23:30.
Nummer to blev italienske Sara Dossena der kom igennem på 4:26:07, imens tyske Laura Zimmerman blev nummer tre i tiden 4:32:52.
Jan Frodeno vandt hos herrerne
Hos herrerne var der på forhånd ingen tvivl om hvem der skulle tage sejren. Efter hans skuffende DNF i IRONMAN 70.3 Oceanside for et par uger siden, var han stensikkert sulten på revance – og så hjalp det nok også lidt at det ikke var sportens allerstørste superstjerner der var til start i herre-racet.
Frodeno klokkede 3:47:45 for de 1900 meter svømning, 90 kilometer cykling og 21,1 kilometer løb på den italienske ferie-ø. Det var ikke mindre end 12 minutter hurtigere end dagens nummer to, italienske Alberto Casadei der sluttede i tiden 3:59:53. Herrernes nummer tre blev Casadeis landsmand Jonathan Ciavattella, der sluttede i tiden 4:01:23.
Resultater Chia Sardinia Triathlon 2017
Der forelægger pt. ingen officielle resultatlister. Er du interesseret, kan du hoppe ind på stævnets Facebook-side og følge med her.