Lidt over en håndfuld danske triatleter var i weekenden til start i IRONMAN 70.3 Bahrain. Et stævne der traditionelt set fungerer som IRONMANs mellemøstlige mesterskaber på 70.3-distancen. Og det gik rigtigt godt for danskerne. Det blev nemlig til intet mindre end 3 podieplaceringer ud af seks startende danskere.

De seks startende danskere, inkluderer elitetriatleten Simon Jørn Hansen, der var til start i pro-feltet. Han havde et rigtigt fornuftigt race, hvor han blev noteret til en femtendeplads i et utroligt stærkt pro-felt.

Magnus Elbæk Ditlev vinder sølv i M18-24

Hurtigste danske age group-tid blev leveret af Magnus Elbæk Ditlev, hvor han samtidigt vandt sølv i aldersklassen M18-24. Det gjorde han i tiden 4:20:56.

Magnus var første mand oppe af vandet og holdte sin føring hele vejen igennem den vindblæste cykelrute. Et sted omkring 13-kilometermærket på løberuten går den dog ikke længere. En brite suser forbi og overtage førepositionen, hvorefter Magnus kommer i mål på en hæderlig andenplads lidt under tre minutter efter vinderen.

Stine Møllebro vinder sølv i F35-39

I F35-39 leverede Stine Møllebro, der i øvrigt bor i Mellemøsten, en andenplads med danskernes hurtigste kvindetid. Det gjorde hun i tiden 4:48:03.

Stine forlod vandet i andenposition, og den position var der ingen der kunne vriste fra hende. Den førende australier var lige en tand hurtigere i alle tre discipliner, men med en fornuftig fart fra start til slut, kunne Stine løbe i mål med ti minutters forspring til nummer tre.

I samme age group sørgede Ida Jarner Olsen i øvrigt også for endnu et godt dansk resultat. Her blev hun blev nemlig nummer fire.

Morten Slem Lynge vinder bronze i M40-44

Sidste danske podieplacering blev leveret af Morten Slem Lynge i M40-44. Her blev han 3’er i tiden 4:37:03.

Morten var ellers kommet godt bagud under svømningen, men fik med en solid indsats på cykelruten, kørt sig fornuftigt godt op gennem feltet. Han stiller cyklen i T2 som 7’er med ni minutter op til podiet, hvorefter han bruger de næste 19 km på at løbe sig det sidste stykke op til podieplaceringerne.

Selvom det blev en lang jagt på halvmarathonet, lykkedes det alligevel Morten Slem Lynge at kunne bestige podiets næstøverste trin cirka 7 minutter fra andenpladsen.

Danske resultater IRONMAN 70.3 Bahrain – Middle East Championship 2017

MPro

15 Simon Jørn Hansen, 4:01:00

M18-24

2 Magnus Elbæk Ditlev, 4:20:56

F35-39

2 Stine Møllebro, 4:48:03
4 Ida Jarner Olsen, 5:17:43

M40-44

3 Morten Slem Lynge, 4:37:03
19 Thomas Elling, 5:03:41

Leave a Reply