Et af de færrest kørte discipliner i triathlon, blev i dag kørt ved Tangkrogen i Aarhus. Her stod den nemlig på DM for hold, der hos både eliteherrerne og elitekvinderne blev vundet af hjemmebaneklubben Aarhus 1900 Triathlon. 

Imens mixed relay vinder større og større indpas i alverdens triathlonhjerter, er der ikke meget vækst i interessen for den deciderede holdkonkurrence, hvor et hold af tre eller fire triatleter sammen gennemfører svømning, cykling og løb i fællesskab og hvor den tredje mand eller kvinde over målstregen, får noteret holdets tid.

Én gang om året står den dog på DM for hold, som i dag blev kørt ved Tangkrogen i Aarhus.

Om det var hjemmebanefordelen der satte sit tydelige præg på elitens resultater, eller om det var rene skills, skal være op til atleterne at besvare. I hvert fald sejrede hjemmebaneholdet Aarhus 1900 Triathlon hos både eliteherrerne og elitekvinderne, efter at ingen af de øvrige teams fik et ben til jorden undervejs.

Hos både herrerne og kvinderne blev Aarhus-sejrene nemlig grundlagt allerede under de 750m svømning, hvor de to Aarhus-hold førte an. Ude på den 20 km lange cykelrute blev forspringet øget yderligere hos begge køn, imens de to førende hold til gengæld tabte tid til forfølgerne på de afsluttende fem kilometer løb.

Tidstabet var dog aldrig rigtigt risikabelt, hvorfor Aarhus 1900 Triathlons elitekvinder kunne lade sig hylde som danske mestre med 1:01 minutter til 2’erne fra Odense Triathlon Klub og 1:11 minutter til 3’erne fra Aalborg Triathlon Klub. Imens sejrede Aarhus’ elitedrenge med 27 sekunder til KTK86 og 2:09 til Odense Triathlon Klub.

Hos age group-herrerne blev det til en sejr til Odense Triathlon Klub foran Hareskovens Triathlon Klub og endnu et Odense Triathlon Klub-hold. Hos age group-kvinderne vandt KTK86 foran Hareskovens Triathlon Klub, imens der ikke var et tredje kvindehold repræsenteret.

Resultater DM for hold 2018 i Aarhus

Eliteherrer

  1. Aarhus 1900 Triathlon (Andreas Nørgaard, Jens Østergaard, Andreas Kjær og Nicklas Røssner) 1:00:06
  2. KTK86 (Jens Petersen-Bach, Valdemar Solok, Thor Bendix Madsen og Magnus Elbæk Ditlev) 1:00:33
  3. Odense Triathlon Klub (Thomas Strange, Nicholas Ward Munoz og Gianluca Purzer) 1:02:15

Elitekvinder

  1. Aarhus 1900 Triathlon (Anna Harbo, Karina Sørensen Gosvig og Nina Højris) 1:12:02
  2. Odense Triathlon Klub (Maria Bødker, Anna Buur Trads og Frederikke Idon-Andersen) 1:13:03
  3. Aalborg Triathlon Klub (Pernille Linder Christensen, Heidi Thranum, Babette Thordal og Clara Nielsen) 1:13:13

Age group-herrer

  1. Odense Triathlon Klub 1 (Martin Kjølby, Christoffer Damm, Jens Koefoed og Jacob Aagaard) 1:02:09
  2. Hareskovens Triathlon Klub (Simon Nymann Andersen, Kristoffer Visti Graae og Kasper Rebenstorf) 1:02:51
  3. Odense Triathlon Klub 2 (Anders Winkler, Marian Borsinski og Daniel Nykvist Larsen) 1:08:02

Age group-kvinder

  1. KTK86 (Line Holm Christensen, Vibeke Højberg Strebøl og Nanna Keiding) 1:20:06
  2. Hareskovens Triathlon Klub (Mette Noll Nielsen, Anne Kjelstrup, Mette Dalsgaard og Hanne Gadfelt) 1:23:21

Alle resultater fra DM for hold 2018 kan ses her.

Leave a Reply