Triatlon er ikke kun for toptrænede atleter. RaceMakers vil med Garmin Challenge For All, og en kortere distance sørge for, at alle kan deltage i Hernings store triatlonfest.

Når Garmin Challenge Herning løber af stablen d. 9. juni, så bliver der ikke kun mulighed for at deltage på middeldistancen. Challenge Family-konceptet Challenge For All vil i Herning blive en del af det setup, som skal gøre dagene i juni til én stor byfest.

Garmin Challenge For All er en triatlon, som henvender sig til alle. Unge, mænd og kvinder, med forskellige forudsætninger for deltagelsen, skal have mulighed for at prøve kræfter med triatlon. Om deltagerne gennemfører på mountainbikes, dame- eller herrecykler er fuldstændig lige meget – det handler bare om at mærke glæden ved at gennemføre en triatlon i fantastiske rammer.

Ruten kommer til at ligne den samme som middeldistancen, bare væsentligt kortere. Det drejer sig om 400 meter svømning i Fuglsang Sø, 20 km cykling og en omgang af den samme 5 km rute, som middeldistance-atleterne prøver kræfter med. Afslutningen er også den samme, og det bliver derfor muligt for deltagerne at mærke det sus, som går igennem kroppen, når man løber op af opløbsstrækningen på Torvet i Herning.

For Claus Vesterby, der er Partner og Event Director i RaceMakers, er der en helt speciel grund til at føje Garmin Challenge For All til programmet.

 – Triatlon skal være tilgængeligt for alle. Vi vil inkludere så mange som muligt, så vi kan skabe en kæmpe festdag. Mit mål er, at så mange som muligt, den dag i juni, kommer til at mærke, hvor fedt triatlon kan være, siger Claus Vesterby.

 – I det middeldistancen og Garmin Challenge For All ligger på samme dag, kommer deltagerne til at opleve en massiv opbakning, som vil få et smil på deres læber, når de kæmper sig igennem ruten.

Også Citychef i Herning City, Allan Kristensen, glæder sig over tiltaget.

 – Vi har arbejdet tæt sammen med Challenge om at få mere af eventen ind i byen og med Challenge For All gør vi Garmin Challenge Herning bredere og tilgængeligt for alle, så vi kan endnu flere mennesker til at opleve den kæmpe fest, som danner rammerne for eventen, siger Allan Kristensen.

 – Derudover glæder vi os til, at se deltagerne fra begge løb, løbe gennem hele Herning gågade, så vi får muligheden for at vise Herning fra sin bedste side.

Garmin Challenge Herning 2018 er værter for det officielle DM på middeldistancen. Løbsdagen d. 9. juni bliver derfor, med Garmin Challenge For All, en triatlonfest for nybegyndere, amatører, rutinerede og professionelle atleter.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply