Årets største cross triathlon-slag stod sent i går aftes på den hawaiianske ø Maui ved XTERRA World Championship 2018. Fem (og en halv) danskere stod på startstregen, hvor det blev til både guld, sølv og top ti-placeringer til samtlige de danske age groupere. Eneste danske pro, Jens Emil Sloth Nielsen overgik Pastaparty.dks forventninger og blev nummer 14.
Masser af regn i dagene op til det årligt største cross triathlon-race XTERRA World Championship på Maui, Hawaii, gav store og spændende udfordringer for de fem (og en halv) danske XTERRA-atleter der sent i aftes skulle dyste om VM-medaljer.
Masser af mudder i kombination med en teknisk rute, gjorde det spændende at følge. Særligt set med danske briller, samtlige danskere brillerede med flotte indsatser startende med Jens Emil Sloth Nielsen i pro-rækkerne og derefter efterfulgt af de danske age groupere.
I denne optaktsartikel skrev vi at hvis vi skulle komme med et friskt bud på en slutplacering til den danske pro Jens Emil Sloth Nielsen, ville vi skyde på en placering mellem 15 og 20.
Men det bud overgik Jens Emil, da han efter en – efter eget udsagn – skuffende og for langsom svømning, virkeligt fik fart på ude på mountainbikeruten og efterfølgende også i trailskoene.
Efter at være kommet et godt stykke bagud under svømningen, kunne Jens Emil med tiendehurtigste cykelsplit og tiendehurtigste løbesplit krydse målstregen som nummer 14 i tiden 3:15:29, kun fem minutter fra top ti.
Jens selv fortæller da også i nedenstående video på sin Facebook-side, hvor han skal forbedre sig hvis han vil gøre sig forhåbninger om at rykke højere op på resultatlisten.
Guld, sølv og lutter top ti-placeringer til de danske age groupere
Set i forhold til tidligere år, var det en lille dansk age group-delegation der i år skulle kæmpe om VM-medaljer i cross triathlon-sportens mest prestigefyldte race. Til gengæld blev der virkeligt leveret topresultater over hele linjen.
Eskild Ebbesen fik revanche for sidste års uheld og tog sig en velfortjent VM-guldmedalje i M45-49, efter at have svømmet sig op af vandet som nummer 15 og så ellers bare sat samtlige konkurrenter fuldstændigt fra dæk på mountainbiken med et split på 1:58:00 for den 30 km lange, mudrede og tekniske mountainbikerute.
Den stærke mountainbikepræstation blev fulgt op med et løbesplit i fjerdehurtigste tid på 56:00 for de ti kilometer trailløb. Og så kunne Eskild Ebbesen krydse målstregen som suveræn vinder i M45-49 i den samlede tid på 3:23:55, hele ni minutter foran nummer to.
I samme klasse blev Tommy Nielsen i øvrigt nummer fire i tiden 3:46:45, otte minutter fra podiet.
En VM-medalje blev det også til til mountainbikespecialisten Janni Spangsberg, da hun i aldersklassen F30-34 krydsede målstregen som sikker 2’er. Det gjorde hun efter at have forladt vandet som nummer 17, hvorefter hun bragede op igennem feltet på mountainbiken og stillede cyklen i T2 efter aldersklassens næsthurtigste cykelsplit på 2:35:29.
Den senere vinder var dog hurtigst på tværs af alle tre discipliner, så Janni havde ikke rigtigt nogen chance for at skulle hente VM-guldet undervejs. Men med næsthurtigste mountainbikesplit fulgt op af sjettehurtigste løbesplit i tiden 1:06:07, fik hun løbet sig i mål til VM-sølv i den samlede tid 4:22:15.
Jannis tid var 12,5 minut hurtigere end nummer tre, imens vinderen var 9,5 minut hurtigere end danskeren.
I M35-39 blev det til en dansk/fransk ottendeplads og en dansk niendeplads, da den franskbosatte dansker Mathieu Feder Schwaner blev 8’er i tiden 3:39:22 og den danske Maui-debutant Jan Rene Nielsen blev 9’er i tiden 3:45:25.
Alt i alt må det dermed siges, at det endte med at blive en ret så godkendt dansk aften/nat ved XTERRA World Championship 2018 på Maui, Hawaii.
Danske resultater ved XTERRA World Championship 2018 på Maui, Hawaii
Pro-herrer |
|||
Placering |
Navn |
Land |
Sluttid |
14 | Jens Emil Sloth Nielsen | Danmark | 3:15:29 |
F30-34 |
|||
Placering |
Navn |
Land |
Sluttid |
2 | Janni Spangsberg | Danmark | 4:22:15 |
M35-39 |
|||
Placering |
Navn |
Land |
Sluttid |
8 | Mathieu Feder Schwaner | Danmark/Frankrig | 3:39:22 |
9 | Jan Rene Nielsen | Danmark | 3:45:25 |
M45-49 |
|||
Placering |
Navn |
Land |
Sluttid |
1 | Eskild Ebbesen | Danmark | 3:23:55 |
4 | Tommy Nielsen | Danmark | 3:46:45 |
Alle resultater fra XTERRA World Championship 2018 kan ses her.