I en tid hvor flere og flere stævner sigter efter at blive større og større, vælger Danmarks ældste triathlon, Aabenraa Triathlon, at holde fast i de gamle tri-dyder. Det holder bl.a. prisen i et fornuftigt prisleje, lyder det fra arrangørerne.

Bemærk: Du kan læse mere om Aabenraa Triathlon og tilmelde dig på Aabenraatri.dk.

Mere end tusinde deltagere. Start, skiftezoner og mål forskellige steder. Og højere og højere deltagergebyrer. Det ser ud til at være dét som mange af de danske tri-stævner jagter.

Men hos Danmarks ældste triathlon, Aabenraa Triathlon, har man valgt ikke at følge denne trend. Man vil i stedet holde fast i de gamle tri-dyder, der går ud på at gøre det så simpelt som muligt, både for atleter og tilskuere

Sådan lyder det fra Per Hussmann, der er medarrangør af Aabenraa-stævnet.

– Flere og flere steder ser man, at der er for mange deltagere på ruten. Og så hersker der også en tendens til, at et stævne skal have to forskellige skiftezoner. Vi fastholder i stedet at have kun én skiftezone, hvorfra tilskuerne har gode muligheder for at følge deltagerne og ikke skal stresse rundt for at følge atleterne, fortæller Per Hussmann.

Bynær og meget tilskuervenlig rute

Som flereårig beboer i Aabenraa, ved jeg helt præcis hvordan ruten i Aabenraa ser ud. Og den er ikke som den tidligere har været. Hvor tilskuerne førhen også havde gode muligheder for at følge deltagerne, er de muligheder nu mangedoblet.

– Som sædvanlig kommer starten til at gå på Sønderstrand i Aabenraa, hvor svømningen også slutter. Herefter venter en bynær cykelrute over flere omgange, der tager deltagerne igennem noget af Aabenraa centrum og til sidst venter en løberute, der får deltagerne forbi skiftezonen og målstregen enten to eller fire gange, afhængigt af distance, lyder det fra Per Hussmann.

– På den måde bliver det muligt for tilskuerne at følge atleterne helt tæt på, gennem hele racet.

Lave tilmeldingsgebyrer, så alle har mulighed for at være med

Og lige netop dét med distancerne og at tilskuerne skal kunne følge rigtigt godt med hele vejen, er også noget der er vigtigt for arrangørerne i Aabenraa. Her holder man nemlig fast i en kort distance og en OL-distance, hvor deltagergebyrerne tilmed er skruet helt i bund.

– For OL-distancen koster det kun 315 kroner at deltage og for den korte, kun 215 kroner. Det synes vi er i den rette tri-ånd, så flest muligt har mulighed for at være med, forklarer Hussmann.

Arrangørerne har samtidigt valgt at sætte en total deltagerbegrænsning på i alt 250 deltagere på tværs af alle distancer, for at give plads til alle deltagere på ruten og i skiftezonen.

Pastaparty.dk kender ruten og den er godkendt

Som tidligere skrevet i artiklen, har jeg selv boet i Aabenraa i en mindre række år. Jeg er derfor rigtigt godt bekendt med den nye Aabenraa-rute.

Og set fra mit synspunkt, er den mere end godkendt. Cykelruten har godt nok ikke sin berømte bakke med mere (læs mere om hvorfor i denne artikel), men den har til gengæld fået nogle småtekniske passager halvvejs på hver omgang.

De småtekniske passager lagt sammen med et hurtigt lige stræk omkring mål- og skiftezoneområdet, giver derfor noget for enhver smag. Og med den nydesignede løberute, er der ingen tvivl om at det bliver en fest i hele stævneområdet.

Min vurdering er, at det er et stævne der henvender sig til både nybegynderen og de mere rutinerede. 

Jeg agter i hvert fald selv at deltage.

Om Aabenraa Triathlon 2018

Aabenraa Triathlon køres i år den 12. august og byder på følgende distancer:

  • OL-distancen: 1500 m svømning, 40 km cykling og 10 km løb (der tilbydes også stafet)
  • Kort: 500 m svømning, 20 km cykling og 5 km løb (der tilbydes stafet)
  • Duathlon: 5 km løb, 20 km cykling og 5 km løb

Arrangør er som altid AaIG Atletik, Tri og Motion.

Læs mere om Aabenraa Triathlon, Danmarks ældste triathlon, og tilmeld dig her.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply