Som vi forudsage i en artikel i går, kunne det meget vel gå hen og blive en rigtigt god dansk dag i IRONMAN 70.3 Otepää i dag. Og det var i sandhed hvad det blev. På startstregen i pro-rækkerne havde Danmark nemlig Helle Frederiksen, Maja Stage Nielsen og Esben Hovgaard til start, og de var alle tre med helt fremme hvor det er sjovt. 

I kvindernes pro-felt lykkedes det nemlig Helle Frederiksen at tage en suveræn sejr, efter allerede på svømningen at have lagt betydeligt afstand til konkurrenterne. Kvinderne og herrerne startede for én gangs skyld samlet, og det udnyttede Frederiksen til at blande sig med herrerne hele vejen ind til T2.

Det gav hende et forspring på mere end fire minutter til Annah Watkinson, der var nærmeste forfølger – og syv minutter til Maja Stage Nielsen, der var tredje kvinde til at forlade vandet.

Frederiksen fortsatte herefter med at udbygge sit forspring gennem hele cykelruten, hvor Maja Stage undervejs fik lukket hullet op til Watkinson.

I T2 havde vi dermed to danskere på første- og andenpladsen, og de positioner holdte hele vejen til mål. Helle Frederiksen kom i mål i sluttiden 4:24:01, imens Maja Stage Nielsen kom i mål 13 minutter efter på en ganske smuk andenplads. Annah Watkinson rundede podiet af, godt og vel ét minut efter Maja.

Også Esben Hovgaard formåede at vise sig fornuftigt frem og få kørt nogle gode point hjem til Kona-samlingen, da han i herrernes pro-race svømmede, cyklede og løb sig ind på en fjerdeplads. Det er en super stærk præstation, når man tager i betragtning af at han måtte benytte sig af lånt udstyr – hans cykel, hjelm, våddragt eller noget som helst andet, var nemlig aldrig kommet videre end rejseselskabets lager i København.

Hovgaards fjerdeplads kommer efter et race hvor tyske Johannes Moldan sejrede, ukrainske Viktor Zyemtsev blev 2’er og tyske Markus Thomschke blev 3’er. På målstregen, havde Hovgaard under fem minutter til podiet.

Pro-resultater IRONMAN 70.3 Otepää 2017

Kvinder

1 Helle Frederiksen, Danmark, 4:24:01
2 Maja Stage Nielsen, Danmark, 4:37:17
3 Annah Watkinson, Sydafrika, 4:38:16

Herrer

1 Johannes Moldan, Tyskland, 3:58:27
2 Viktor Zyemtsev, Ukraine, 4:00:41
3 Markus Thomschke, Tyskland, 4:04:04
4 Esben Hovgaard, Danmark, 4:08:52

Leave a Reply