Line Thams fik sig søndags noget af en flot debut på den halve ironmandistance i Challenge Lisboa, da hun svømmede, cyklede og løb sig i mål på en tredjeplads i kvindernes pro-felt. Og Thams selv, hun er selv meget berørt over særligt den meget opmærksomhed hun har fået fra både gamle og nuværende samarbejdspartnere og bekendtskaber.

Det er de færreste triatleter der debuterer på de længere distancer og bare hamrer igennem og blander sig blandt de allerbedste. Men det var altså hvad Line Thams gjorde i søndagens brandvarme Challenge Lisboa, hvor hun krydsede målstregen som nummer tre i kvindernes pro-felt.

Line fik sig ellers noget at tænke over da hun for et par uger siden var til start i Cannes International Triathlon med en syvendeplads til følge. Ikke fordi en syvendeplads i sit første race længere OL-distancen er ringe, men fordi hun – efter egne ord – lavede en del fejl undervejs.

Men i søndags var der så helt andre boller på suppen, og det var på trods af at det var Thams’ første konkurrence på distancen. Og skal man tro den blonde sønderjydes egne ord, så gik det også pænt hurtigt.

– “Det gik ski’ da ret ‘schnell’,” fortæller Line Thams med et kæmpe smil da vi fanger hende til en kommentar.

Overvældet over den megen opmærksomhed

Selvom det er en stor tilfredsstillelse af køre sig på podiet, så er det alligevel noget helt andet der gør indtryk på Line Thams. Nemlig den store opmærksomhed hun har fået for det flotte resultat fra både gamle og nuværende samarbejdspartnere og bekendtskaber.

Og det er altså noget der skinner tydeligt igennem da vi spørger hende hvordan hun har det.

– “Jeg har det strålende. Er egentlig mest af alt overvældet over hvor mange der har fulgt med og været vilde til at lykønske mig bagefter. Og det har bare mindet mig om hvor mange der egentlig er med til at skabe sådan et resultat. Det er så meget mere end mor, far, coach og sponsorere – det er alle fra første træner, til det fitnesscenter hvor jeg lånte AlterG hele vinteren, til en kiropraktor i dk og en på Lanzarote, til mekanikeren der fiksede min cykel 5 minutter i afgang og til dig der hjælper med at brande os professionelle atleter,” fortæller Line og lægger samtidigt tryk på at hun mener hvert og én af sine ord – nogle ord vi naturligvis er stolte af og glade for her på redaktionen.

– “Jeg mener det faktisk. Den største overraskelse var ikke resultatet som sådan, men al opmærksomheden.”

Klar plan fra coach hjalp resultatet godt på vej

Med nogle fejltagelser i baghovedet der skulle bearbejdes og rettes op på fra Cannes International Triathlon, gik Line Thams ind til Challenge Lisboa med en klar plan fra sin coach. En plan der skulle vise sig at bringe podieplaceringen med sig.

– “Jeg havde fået nogle kolde tal fra coach at forholde mig til – watt og løbepace. Jeg holdt kun knapt pacet på cyklen, da jeg nok var lidt for defensiv. På løbet holdt jeg planen på de første 15 km til punkt og prikke, selvom mine ben var meget utålmodige og ville løbe derudaf. Det var nok godt nok at jeg ikke havde gjort det,” beretter Thams, der dog også må sande at de sidste par kilometer på løbet var ret så hårde at komme igennem.

– “Pacet faldt noget til sidst og jeg skulle finde nogle mentale redskaber frem, som jeg ikke har brugt før. Så jeg var lidt off på mine proces mål, men altså….. Når man står der med podieplads, så er det lidt mindre relevant hvordan man når dertil.”

– “Men jeg skriver det selvfølgelig stadig bag øret, og går hjem og arbejder på at blive endnu skarpere. Som coach sagde; Jaa i Cannes holdt du 5 km, i går holdt du 15 km, snart skal du nok holde 21 km, og SÅ kan vi begynde at snakke om at løbe hurtigt,” slutter Line Thams med et stort smil.

Næste gang vi får Line Thams at se i konkurrence bliver det når hun skal forsvare sin DM-titel til DM i non-draft sprint på Tyren, hvorefter turen går til EM i Herning. Og mon ikke hun har fået blod på tanden efter en EM-medalje efter weekendens resultat?

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply