Det blev til to danske medaljer ved Challenge Iceland i dag, imens den danske pro Allan Steen Olesen måtte nøjes med en ottendeplads. Til gengæld bestod den ene medalje af guld, og med kun samlet set syv danskere til start på Island, må det siges stadig at være en flot dansk statistik. 

En god følelse i kroppen, blev vendt til en skuffende ottendeplads for den danske pro Allan Steen Olesen i Challenge Iceland i dag.

Efter ellers at være kommet op af vandet som nummer fire, måtte han se konkurrenterne køre væk på cyklen. Ikke nødvendigvis på grund af dårlige ben, men simpelthen på grund af en kalkuleret risiko i forhold til kastevindende der i dag prægede øen i Atlanterhavet.

Vindende var nemlig så kraftige, at sidste års vinder Kevin Collington måtte en tur i asfalten, efter at vinden havde taget fat i hans forhjul. Og situationen skete lige foran Allan, og det satte sig selvsagt i kroppen.

– Jeg havde gode ben på cyklen. Lå 3’er et stykke tid, men vinden nedover fjeldene var lidt for spændende med hardcore kastevinde, fortæller Allan Steen Olesen i en besked til Pastaparty.dk.

– Så turde ikke satse for meget, da sidste års vinder Kevin Collington kørte galt efter en kastevind løftede hans hjul, og han styrtede foran mig.

Fra vendepunktet ved 45 kilometer og ind til T2 var al energi suget ud af den ellers hurtige dansker. Og det fik han efterfølgende tydeligt at mærke på løbet, hvor hans – som han selv siger – køller var helt flade.

– Løbet var en lang sej kamp mod målstregen og jeg raslede yderligere ned i feltet med sekvenser af +5:00/km og HELT flade køller, så ikke ligefrem recepten på sejr. Kom igennem på stædighed, men kønt var det bestemt ikke.

– Så endte på en skuffende 8’er efter en lang hård dag.

Herrernes vinder blev Justin Metzler, imens det hos kvinderne blev Jeanni Seymour. Og særligt i kvindernes race blev det rigtigt spændende, da Seymour hentede mere end fem minutter ind på den førende Heather Wurtele på det afsluttende løb, og tog sejren med kun 500 meter igen.

Age grouperen Katrine Amtkjær dominerede totalt i F35-39

Imens det blev til en ottendeplads for Allan Steen Olesen, sørgede den danske age grouper Katrine Amtkjær Nielsen for seriøst dansk oprejsning. På trods af ellers at være kommet lidt bagud på svømningen, satte hun damp i stængerne under cyklingen og tordnede alene afsted mod mål.

Katrines vindertid blev 4:54:33, hvilket er knap 40 minutter hurtigere end nummer to. Ikke helt dårligt med IRONMAN Frankfurt for to uger siden i benene.

I samme felt sørgede Guðrún Höskuldsdóttir i øvrigt for endnu en dansk medalje, da hun blev nummer tre i tiden 5:52:07.

Danske resultater Challenge Iceland 2017

MPro

8 Allan Steen Olesen, 4:12:07

M30-34

6 Jesper Larsen, 5:24:49

F35-39

1 Katrine Amtkjær Nielsen, Shanghai Triathlon Club, 4:54:33
3 Guðrún Höskuldsdóttir, HGATM, 5:52:07

M35-39

14 Poul Broch, Ninjas, 2:24:00

Relay

6 Torben Strandby Andersen & Anikka Saaby Nyby, 6:33:34

Alle resultater kan ses her.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply