I går uddelte danske Stine Møllebro bøllebank til konkurrenterne i RaceMe Ashurst Trifest i Dubai, og her til morgen gjorde den danske verdensmester Katrine Amtkjær Nielsen det samme i IRONMAN 70.3 Liuzhou. Danske Lars Bergmann blev nummer syv.

Sæsonen bliver virkeligt skudt smukt i gang for de danske triatleter, hvor det ene topresultat efter det andet nærmest vælter ind hver weekend. Denne weekend er ingen undtagelse, for i går sejrede Stine Møllebro i RaceMe Ashurst Trifest i Dubai og her til morgen sejrede verdensmesteren Katrine Amtkjær Nielsen i IRONMAN 70.3 Liuzhou i F35-39, imens Lars Bergmann fortsætter forrige weekends gode takter med en syvendeplads i M50-54.

Katrine Amtkjær Nielsen suveræn vinder i F35-39

Uden at sige for meget, kan vi vidst godt sige at Shanghai-bosatte Katrine Amtkjær Nielsen er garanti for en dansk top-placering. Alene sidste år hentede hun adskillige sejre på både jernmands og halv jernmandsdistancen, hvoraf to af sejrene var i IRONMAN World Championship og IRONMAN 70.3 World Championship – og så sluttede hun sæsonen af med en sejr i IRONMAN 70.3 Xiamen.

Her til morgen fortsatte hun så hvor hun slap, da hun efter at have tilbagelagt 1900 meter svømning, 90 kilometer cykling og 21,1 kilometer løb i og omkring kinesiske Liuzhou i tiden 4:25:30 var næsten 25 minutter hurtigere end nærmeste konkurrent i F35-39.

Sædvanligvis førte Katrine ikke opad vandet, men måtte istedet tage hul på cykelruten som nummer fem – men herfra gjorde hun så hvad hun plejer; at sætte fuld damp på og sætte alle konkurrenter til vægs.

Hun kommer igennem de 90 kilometer cykling i tiden 2:25:20 og har her et forspring på et kvarter til nærmeste forfølger, new zealandske Natalie Gaskin. I princippet gælder det dermed nu kun om at forsvare føringen på det afsluttende løb, men med løbetiden 1:25:24 udbygger Katrine forspringet og kommer i mål som vinder næsten 25 minutter før førnævnte Gaskin på andenpladsen.

Lars Bergmann fortsatte forrige uges gode takter

Sidste år konkurrerede Lars Bergmann i næsten ligeså mange IRONMAN 70.3-stævner som Katrine, men haltede dog lidt mere bagud på resultaterne. I år er der dog virkeligt sket fremskridt, hvor han i forrige weekend blev nummer fem i IRONMAN 70.3 Taiwan og nu er blevet nummer syv i M50-54 her til morgen i Liuzhou.

Den gode udvikling har medført at Lars her til morgen sluttede i tiden 4:57:37, kun få minutter fra en top fem-placering og knap et kvarter fra podiet.

Lars startede dagen som han slutter, da han efter de 1900 meter svømning er den syvende herre til at forlade vandet. På cyklen taber han en enkelt placering og tager dermed hul på løbet som nummer otte, men den placering får han hentet igen undervejs på det afsluttende halvmarathon.

Tim Don og Jeanni Seymour sejrede hos de professionelle

Der var også professionelle felter til start i natten/morgenens IRONMAN 70.3 Liuzhou. Dog uden dansk deltagelse.

Hos de professionelle herrer var det Tim Don der sejrede efter han havde løbet fra amerikanske Jesse Thomas på det afsluttende løb og sikret sig sejren med 3 minutter og 15 sekunder. Amerikanske Patrick Evoe rundede podiet af, næsten ni minutter efter vinderen Tim Don.

Hos kvinderne vandt Jeanni Seymour en kneben sejr over Radka Kahlefeldt, da der efter en spændende dyst kun var 32 sekunder imellem de to kvinder på målstregen. Næsten tre minutter efter Seymour rundede Haley Chura podiet af.

Danske resultater IRONMAN 70.3 Liuzhou 2017

F35-39

1 Katrine Amtkjær Nielsen, 4:25:30

M50-54

7 Lars Bergmann, 4:57:37

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply