Midt i al Hawaii-hypen hvor mange af verdens triatleters øjne er rettet direkte mod Kona, drog Thomas Strange tidligere på ugen til Mallorca. Det gjorde han med henblik på at køre Challenge Peguera-Mallorca, hvor han i et stærkt pro-felt endte som 6’er.

Det er ellers ved at være halvanden måned siden vi sidst har set Thomas Strange i aktion. Vi skal nemlig tilbage til den 2. september i IRONMAN 70.3 Lanzarote, for at se den dygtige danske mellemdistancetriatlet give den gas under konkurrence.

På Lanzarote blev det til en fjerdeplads i et meget, meget stærkt felt. Og det fulgte han så i dag op på med en sjetteplads på en anden spansk ferieø. Nemlig Mallorca.

På startstregen var stærke herrer som Thomas Steger, Pieter Heemeryck og ETU-europamesteren fra Herning Patrick Dirksmeier. Så skulle det blive til en podieplads for Strange, skulle alting virkeligt gå op i en højere enhed.

Det startede da ellers også rigtigt godt under svømningen, da kun en enkelt konkurrent formåede at rive sig fri fra de andre og svømme alene ind på land. Godt og vel et minut senere kom Thomas Strange på land som en del af en syvmands forfølgergruppe, og så skulle der ellers jagtes på den 90 km kuperede cykelrute.

Manden i front, tyske Justus Nieschlag, var dog ikke til at fange. På cykelruten fortsatte han med at øge sit forspring, så han i T2 kunne stille cyklen med et komfortabelt forspring på lidt over syv minutter ned til forfølgergruppen med Strange, der undervejs var blevet reduceret til seks mand.

Ude på det afsluttende halvmarathon begyndte de hurtigste i forfølgergruppen så småt at indhente noget af tiden på den førende tysker. De nåede dog aldrig op og fik kun minimeret tidstabet til fem minutter.

I jagten på den førende, havde Thomas Strange dog lidt vanskeligheder ved at følge med i tempoet. Han tabte et par minutter til de fleste af sine følgesvende fra cyklingen, men fik alligevel løbet sig selv i mål til en sjetteplads og en lille del af den samlede præmiepulje.

Vinderen blev som sagt Justus Nieschlag (Tyskland), imens Thomas Steger (Østrig) og Iñaki Baldellou (Spanien) besatte de sidste to podiepladser.

Thomas Strange kom i mål tre minutter fra en podieplacering.

Resultater Challenge Peguera-Mallorca 2017

Pro-herrer

1 Justus Nieschlag, Tyskland, 3:50:56
2 Thomas Steger, Østrig, 3:56:02
3 Iñaki Baldellou, Spanien, 3:57:31
4 Patrick Dirksmeier, Østrig, 3:57:51
5 Pieter Heemeryck, Belgien, 3:58:23

6 Thomas Strange, Danmark, 4:00:31

Pro-kvinder

1 Heather Wurtele, Canada, 4:24:42
2 Katrien Verstuyft, Belgien, 4:29:10
3 Yvonne Van Vlerken, Holland, 4:30:57
4 Sofie Goos, Belgien, 4:34:40
5 Amanda Bohlin, Sverige, 4:35:04

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply