Michelle Vesterby blev i dag nummer tre i det italienske Challenge Forte Village Sardinia på den halve ironman distance. Italienske Sara Dossena vandt, imens hollandske Tine Deckers blev nummer to. Jesper Nybo Riis sørgede, med sin andenplads i M25-29, for det bedste danske age group resultat.

Chris Fischer skulle have været til start i herrernes race, men måtte melde afbud på grund af sygdom. Mere herom længere nede i artiklen. Også Anne Jensen stod på startlisten til kvindernes race, men hun fungerede istedet som supporter for Vesterby, under dagens race.

Michelle Vesterby oppe af vandet som to’er

Før racestart, var der lagt op til et hårdt race på den italienske ferie-ø. Flere stærke kvinder var til start, men Michelle Vesterby, måtte på forhånd udråbes som én af favoritterne. Og det viser hun sig bestemt også værdig til, på dagens indledende 1900 meter svømning i Middelhavet.

Michelle Vesterby er nemlig én af dagens allerhurtigste svømmere. Kun overgået af én anden kvinde; italienske Gaia Peron, som er helt suverænt i spidsen, under hele svømningen. Peron træder ind i T1 som første kvinde i tiden 25:52 – og det er alligevel knap halvandet minut hurtigere end Michelle Vesterby som er næsthurtigste kvinde. Hun er dog ikke helt alene, da hun har følgeskab af russiske Svetlana Ushakova og schweiziske Nicole Hecht.

Tine Deckers overtager føringen tidligt på cykelruten

Gaia Perons føring holder dog ikke længe, da hun af ukendte årsager, udgår enten i T1 eller på de første kilometer af dagens cykling. Michelle Vesterby er dermed pludseligt den førende kvinde. Men selvom Vesterby træder godt til i pedalerne, så må hun alligevel se sig indhentet af hollandske Tine Deckers efter cirka femten kilometer cykling.

Tine Deckers viser sig i en klasse for sig selv på cyklen og fører suverænt blandt kvinderne, på de resterende 75 kilometer cykling. Michelle Vesterby kæmper dog rigtigt flot på den kuperede cykelrute og kan stille cyklen i T2 som næstbedste kvinde. Hun gennemfører cykelruten på 2:39:08, hvilket altså er knap fem minutter langsommere end Tine Deckers.

Det er dermed Tine Deckers som er den første kvinde til at stille cyklen i T2, mens Michelle Vesterby, med et hul på knap fire minutter op til Deckers, er nummer to og Sarissa De Vries (Holland) er nummer tre, yderligere cirka et minut efter.

Italiensk sejr efter suverænt hurtigt halvmarathon

Med en spredning på under fem minutter blandt de forreste kvinder, med kun en halvmarathon tilbage, var der ved begyndelsen på det afsluttende løb, lagt op til en sand gyser. Og det blev det da også, særligt set med danske briller.

Hollandske Tine Deckers var den første kvinde til at tage hul på de afsluttende 21 kilometer løb, imens Michelle Vesterby var den næste. Vesterby løber et rigtigt fornuftigt løb, hvor det ser ud til, at hun har overskud det meste af vejen. Hun sætter jagten ind på den førende kvinde, Tine Deckers, og får faktisk også spist lidt af hendes forspring.

Men bagfra kommer der en italiener som har travlt. Sara Dossena, som undervejs har lagt i top ti uden at have set ud til at skulle blande sig i topstriden, kommer hurtigt bagfra i et hæsblæsende tempo. Og det betyder desværre, at italieneren indhenter Michelle Vesterby med cirka seks kilometer til målstregen.

At indhente Vesterby og dermed indtage dagens andenplads, viste sig da heller ikke at være nok for Dossena. Kort efter at have indhentet Vesterby, indhenter hun også Tine Deckers og italieneren har dermed bragt sig i front med kun meget få kilometer tilbage.

Og det bliver da også Sara Dossena, som løber først over stregen efter et afsluttende halvmarathon, på ikke mindre end 1:16:30. Hverken Tine Deckers eller Michelle Vesterby kunne hamle noget som helst op med det tempo – de løber nemlig det afsluttende halvmarathon på henholdsvis 1:30:05 og 1:27:41. Det gør at Deckers bliver to’er med et tidstab på knap 2:20 til Dossena, imens Michelle Vesterby bliver tre’er, yderligere ét minut efter.

Chris Fischer måtte melde afbud på grund af sygdom

Danske Chris Fischer skulle også have været til start på Sardinien, men de seneste ugers sygdom, har gjort at han i går meldte afbud til dagens Challenge Forte Village Sardinia. Han klarede sig ellers ganske flot igennem Challenge Mallorca for to uger siden, men denne gang var sygdommen altså for meget for viborggenseren.

På sin Facebook-profil, skriver han i går følgende:

– “Nå… Det bliver uden mig i racet i morgen. Meget ærgerligt at jeg var nødt til at slutte min sæson på denne måde. At føle mig utilpas gennem næsten tre uger, var åbenbart ikke nok. Jeg fangede mig en maveinfluenza i går, hvilket har betydet, at jeg har lagt syg hele natten. Jeg har kastet op her til morgen og har feber.”

Danske resultater i Challenge Forte Village Sardinia 2016

Michelle Vesterby var dog ikke den eneste dansker som var til start på Sardinien. Det var yderligere fire danskere også.

Det bedste danske age group resultat, blev kørt hjem af Jesper Nybo Riis i M25-29. Her slutter han på en rigtigt flot andenplads i tiden 4:49:10. Christian Jensen blev, i tiden 4:57:16, nummer ni i M30-34, Lasse Lindgren blev nummer 25 i M35-39 i tiden 5:26:02 og Line Hang Meincke måtte udgå efter cyklingen i F45-49.

FPro

3 Michelle Vesterby, 4:36:02

M25-29

2 Jesper Nybo Riis, 4:49:10

M30-34

9 Christian Jensen, 4:57:16

M35-39

25 Lasse Lindgren, 5:26:02

F45-49

DNF Line Hang Meincke

Du kan se alle resultater fra racet her.

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply