En italiensk age group-triatlet med en fortid som professionel cykelrytter, der sidste år var kvalificeret til at deltage i IRONMAN World Championship i Kailua-Kona, Hawaii, er blevet udelukket fra al sport under WADA, efter at have nægtet deltagelse i en out-of-competition test kort før VM på Hawaii sidste år.

Det skriver IRONMAN i en pressemeddelelse.

Det er en uafhængig voldgiftsmand fra McLaren Global Sports Solutions (MGSS) der har taget stilling til og besluttet, at den italienske age grouper Maurizio Carta har forbrudt sig mod anti-doping reglerne, ved at have nægtet deltagelse i en out-of-competition test.

Det giver italieneren, der har en fortid som professionel cykelrytter, en udelukkelse på fire år.

Som en del af IRONMANs anti-doping program, var Carta udvalgt til at få foretaget en blodprøve udenfor konkurrence forud for IRONMAN World Championship i oktober sidste år, men da italieneren nægtede at lade sig teste den 5. oktober – kun tre dage før raceday, hvor han skulle have været til start i M40-44 – blev han øjeblikkeligt nægtet deltagelse i det ikoniske IRONMAN-race, samt idømt en foreløbig udelukkelse indtil der ville blive afsagt endelig dom i sagen.

En dom der nu er faldet.

Umiddelbart efter Cartas udelukkelse, anfægtede han IRONMANs ret til at foretage en sådan test. En anfægtelse han ikke fik medhold i af McLaren Global Sports Solutions, der var uvildig voldgiftsmand i sagen. Voldgiftsmanden konkluderede ved samme lejlighed, at der ikke var nogen overbevisende årsag til at Carta kunne frasige sig en sådan test.

Voldgiftsmanden gjorde det samtidigt klart, at IRONMAN på forhånd havde gjort Maurizio Carta opmærksom på, at han var underlagt krav om at deltage i en eventuel out-of-competition test.

I en pressemeddelelse om sagen, skriver IRONMAN, at samtlige atleter der har kvalificeret sig og skal deltage i IRONMAN World Championship, modtager klare informationer om IRONMANs anti-doping program. Heriblandt hvad atleternes ansvar og rettigheder består af.

– “Alle age group-atleter der har taget imod en kvalifikationsplads til IRONMAN World Championship, har modtaget specifikke instruktioner i forhold til IRONMAN Anti-Doping Program, inklusiv hvad deres rettigheder og ansvar går ud på,” udtaler Kate Mittelstadt, direktør for IRONMANs anti-doping program, i en pressemeddelelse.

– “Denne beslutning anerkender med al tydelighed IRONMANs proaktive indsats, der sikrer, at atleterne er opmærksomme på IRONMANs regler for anti-doping og konkurrence, der skal få dem til at tage ansvar for deres egen overholdelse.”

Som et resultat af den nægtede out-of-competition test, er Maurizio Carta i en fireårig periode udelukket fra samtlige stævner arrangeret af IRONMAN. Samtidigt er han også udelukket fra alle konkurrencer der er underlagt det internationale anti-doping agenturs WADA Code Signatory i en ligeså lang periode.

Cartas udelukkelse gælder fra den 6. oktober 2016, der er dagen hvor hans foreløbige udelukkende startede. Han kan dermed være tilbage i sporten fra den 6. oktober 2020. Kort forinden at have nægtet deltagelse i out-of-competition testen, vandt Carta ETUs europæiske mesterskab på mellemdistancen i Walchsee-Kaiserwinkl i M40-44.

Det er i øvrigt ikke første gang Maurizio Carta er i konflikt med anti-doping reglerne, da han tilbage i 2006 – som professionel cykelrytter – blev testet positiv for Clostebol, der i opbygning minder om det mandlige kønshormon testosteron (linket er på italiensk).

DEL
Mit navn er Morten og det er mig der driver Pastaparty.dk. Jeg er familiefar med en fantastisk kæreste og to vidunderlige døtre. Og så ser jeg mig selv som ret ambitiøs med tri-sporten, hvor jeg ovre på min personlige hjemmeside Mortenfalkstorling.dk, blogger om min tri-rejse.

Leave a Reply